- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
456

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(Johannes Damascenus, d. 766). Helt forsk. fra
det europ. System udviklede Arabernes M.
sig, rimeligvis med sit Udgangspunkt hos
Perserne. Tonesystemet er her ikke diatonisk, men
et særdeles findelt kromatisk System, med 17
Tonetrin inden for en Oktav. I Middelalderen
naaede den arab. M. til høj Blomstring
(Alfarabi, 10. Aarh.). Det menes, at den europ.
Kultur skal skylde Araberne fl. vigtige
Instrumenter, saaledes Lut, Obo og
Strygeinstrumenterne (arab. »Rebab«).

Den gregorianske Sang blev normgivende for
Udviklingen i Europa, det vil altsaa sige, at
denne fandt St. i nær Tilslutning til Antikken.
Teodorik den Stores Minister, den ædle og
lærde Boëtius (d. 526), har i sin De musica
givet en teoretisk Fremstilling af den dengang
hendøende gr. M., og paa dette Værk levede
man højt i Middelalderens Klosterceller.
Musikken selv blev imidlertid staaende i sin
Udvikling Hundreder af Aar igennem — af lutter
antik Lærdom kom man ikke af Stedet. —
Udviklingsdygtige Skud skød vel nok den
gregorianske Sang i de skønne Hymner og
»Sekvenser«, som er os overleverede, især i det for sin
rige Musikkultur kendte Kloster i St.
Gallen
(Notker, Tuotilo), men kun inden for den
en Gang givne gregorianske Ramme. Først
henad 10. Aarh. faar vi Efterretning om noget
nyt, nemlig de første raa Forsøg paa
Flerstemmighed, lutter Kvart- ell.
Kvintparalleller, det saakaldte »Organum«; tidligere har
den flamske Munk Hucbald (d. 930) faaet
Navn som »Opfinder« af dette Organum, men
det er aabenbart ældre end han. Noget efter
dette Fremskridt følger et andet, Forbedring
af Nodeskriften. Indtil da havde man
væsentlig kun benyttet de alt nævnte »Neumer«,
der i Grunden kun kunde gøre Tjeneste som
en Slags Hukommelsestegn for den, der kendte
vedk. Melodi i Forvejen. Fremskridtet i
Nodeskriften bestod dels i Anvendelsen af et
Liniesystem med tilhørende »Nøgle«, dels i
Omdannelsen af de mange forsk. formede
Neumetegn til en ensartet Punktskrift, »Noder«.
Tonelæreren Guido fra Arezos (d. 1050) Navn
er særlig knyttet til disse Forbedringer. Fra
omtr. samme Tid, men ikke som før antaget,
hidrørende fra Guido selv, stammer det
ejendommelige middelalderlige Tonesystem
Heksakorden ell. Solmisationen med sin
lidet tilfredsstillende Inddeling af Tonerne i
Grupper paa 6 Toner (Ut re mi fa sol la), med
Forbigaaelse af den langt naturligere Inddeling
efter Oktaver. For den gregorianske Sang
passede Solmisationen vel, men derimod grumme
daarlig for den senere Udvikling. Mærkeligt
kun, at dette System holdt sig til ind i 17.—18.
Aarh.

Mensuralmusikkens Opkomst i 12.
Aarh. medførte en betydelig Udvikling af
Harmoni og Rytme. Man var nu kommet ud over
det primitive Organum Standpunkt, hvor to
Stemmer fulgte hinanden i parallelle Skridt
med lige rytmiske Værdier. I St. derfor satte
Mensuralmusikken til den givne Cantus firmus
een ell. fl. Modstemmer med ulige rytmiske
Værdier og ofte i Modbevægelse. Alt efter
Stemmernes Antal talte man om en Discantus,
om en Triplum ell. en Quadruplum, medens
man begyndte at skelne mellem forsk.
Kunstformer, Motetus, Conductus, Copula, Hoquetus
etc. Koral-Nodeskriften maatte nu give Plads
for de mere sammensatte Mensuralnoder
med ulige rytmiske Værdier. Denne saakaldte
Diskantus-Periode strækker sig over et
Par (12.—14.) Aarh. Raa og famlende er disse
første Forsøg paa Flerstemmighed, men man
kan ikke se bort fra den Opfindsomhed og
kunstneriske Drift, der ofte præger dem, og
stor Bet. har denne Periode haft som
Banebryder for den efterfølgende Kontrapunktik.
Diskantuskunsten synes navnlig at have
hjemme i Frankrig og i England, særlig rager
Domskolen ved Notre Dame i Paris frem, hvor
ogsaa de første Komponistnavne dukker frem
(Léonin, Perotin, Pierre de la
Croix
). Systemet fremsattes af Tonelærere
som Franco af Köln, Franco af
Paris
, Walter Odington, senere Jean de
Muris
og Philippe Vitry. Mere
populære, men derfor ikke mindre udviklingsdygtige
Former for Flerstemmighed opstod
samtidig i den saakaldte Faux-bourdon ved
Anvendelse af parallelle Sekster og Tertser.

Den verdslige M.’s Bærere var paa denne
Tid Ridderdigtningens musikalske
Repræsentanter, Troubadourerne i Frankrig og
Minnesangerne i Tyskland, ogsaa
Folkevisen. Medens Kirkens Mænd fortabte sig
i Spekulation over Harmoni, havde her
Melodien et Fristed. Den instrumentale Kunst
varetog de fagmæssig uddannede Instrumentister
(Ménéstrels), der i Tidens Løb skilte sig
fra de omvandrende Musikanters fri Flok og,
efter 13. Aarh., stiftede egne Lav til
Varetagelse af Fagets økonomiske og kunstneriske
Interesser.

Diskantusperioden fører over i
Kontrapunktikkens Tidsalder (14.—16.
Aarhundrede), det musikalske Tyngdepunkt flyttes
dermed fra Frankrig til de flanderske
Nederlande. Vi kommer her ind i en virkelig
Kunstperiode, den franco-belg. Periode, der
efterhaanden udvikler sig og slutter som en hel
Blomstringstid for polyfon M. Sindrig
Kunstfærdighed og udspekuleret Kunstleri gaar her
Haand i Haand — de »nederlandske Kunster«
er baade berømte og berygtede —, dog viser
der sig i Tidens Løb en stadig Stræben efter
større Simpelhed og Klarhed. Musikken er
overvejende af kirkelig Art (Messer, Motetter,
Hymner etc.), dog kommer henad Periodens
Slutn. mere og mere verdslige Former
(Madrigaler, Chansons) under Behandling. Et
kraftigt indre og ydre Liv kendetegner denne
Tidsalder. Der fremstaar en Mængde Komponister,
hvis Frugtbarhed synes uudtømmelig, og det
nyopfundne Nodetryk hjælper til at sprede
denne Masse af Kompositioner ud over
Verden. Sit Hovedsæde har denne Skole i det
sydlige Belgien og nordlige Frankrig, med
Komponister som Dufay, Binchois,
Okeghem, Hobrecht, Josquin des Près,
de la Rue, Brumel, Isaak o. m. a. I
Tidens Løb vandrede de nederlandske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0480.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free