Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nodenøgle - Nodermann, Preben Magnus Kristian - Nodeskrift - Nodesystem - Nodetryk - Nodier, Charles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bruges endnu for Bratsch, Tenornøglen (C) for
Violoncel, Fagot og Basun, hvorimod
Soprannøglen (C) nu for Tiden forekommer sjældent.
A. H.
Nodermann, Preben Magnus Kristian,
dansk-svensk Musiker, f. i Hjørring 11. Januar
1867, kom som ung til Skaane, studerede en
Tid under Otto Malling i Kbhvn, alt imens han
dog ikke opgav sine Forbindelser paa den anden
Side Sundet, hvor han virkede som Lærer og
Organist i Malmø og Lund, ved hvis Domkirke
han siden 1903 beklæder Embedet som
Kapelmester. 1911 blev han promoveret til Dr. phil.
ved Univ. i Lund. Har i sin Stilling ved
Domkirken udfoldet en betydelig liturgisk
Virksomhed, dels ved sine Orgel-Præludier, dels ved
Udgivelsen af »Lunds Domkyrkas Körsånger«,
kirkelige Sange og Motetter (indtil nu henved
100 Leveringer) og endelig ved i Skrift og Tale
at arbejde for Menighedssangens Fremme.
Herhen hører hans interessante kulturhistoriske
»Studier i svensk hymnologi« (1911) samt hans
— i Forening med Professor Fr. Wulff i Lund
udgivne — »Ny svensk Koralbok på Hæffnersk
grund« (1911). I sine Kompositioner er N.
tillige stærkt dramatisk interesseret. Fra hans
Haand foreligger Operaen »Kung Magnus«
(Stadttheater, Hamburg 1898), Operetten »Prins
Incognito« (Casino, Kbhvn 1909), Operaen
»Gunnløg’s Saga« (1900), »Rokoko« (1918).
Fremdeles Bearbejdelser af Gluck’s »Orfeus«, Paër’s
»Diana og Endymion«, Lortzing’s »Rolands
Knappen«.
A. H.
Nodeskrift. Til Optegnelse af Toner har man
i Tidens Løb anvendt enten Bogstavskrift eller
særlige Tegn. 1) Bogstavskriften synes
at have været tidligst anvendt som N., den
optræder hos de gl. Kulturfolk og var særlig
udviklet hos Grækerne (se Grækenland,
»Musik«). Fra dem er den gaaet over til Romerne
og senere til Middelalderen, dog i mindre Grad
for praktisk Musik, men mere til teoretisk Brug.
Det græske Gamma, Г, var Tegn for den
dybeste Tone G i den daværende Skala, derefter
fulgte den latinske Bogstavrække A—G for den
dybe Oktav, a—g for den flg. Oktav, aa—ee
for de højeste Toner. Med disse 20 Toner var
Middelalderens Tonesystem udtømt. Fra denne
Bogstavrække stammer vore nuv. Benævnelser
paa Tonerne. Efterhaanden maatte dog
Bogstaver som N. vige for den mere rationelle
Tegnskrift, der medfører den Fordel, at
Tonernes indbyrdes stigende og faldende Bevægelse
anskueliggøres for Øjet. I 15.—18. Aarh.’s
saakaldte »Tabulaturer« for Lut ell. Orgel
anvendtes dog atter en Tid Bogstaver som N. —
2) Særlige Tegn. Middelalderens
Neumer udvikler sig efterhaanden til vor nuv.
N. med Liniesystem og Nøgler. Guido fra Arezzo
anses i Alm. for at have Fortjeneste af denne
Udvikling i rationel Retning (11. Aarh.).
Tegnene for de rytmiske Værdier i N. udvandtes
i 12. Aarh. ved Mensuralnoderne, der
ogsaa indførte Tegn for Taktangivelser.
Anvendelsen af Takststregen opstod endelig i den
sidste Del af 17. Aarh. (Litt: H. Riemann,
»Gesch. der N.« [1878]; M. Lussy og E.
David, Hist. de la notation musicale [1882]; Peter
Wagner, »Neumenkunde«, 2. Udg. [1912];
Johs. Wolf, »Handbuch der Notationskunde«
[1913]).
A. H.
Nodesystem, se Node, Nodeskrift og
Nodetryk.
Nodetryk begyndte ikke længe efter
Bogtrykkerkunstens Opfindelse. Først trykkede
man et Liniesystem, hvorpaa Noderne blev
indførte skrevne, senere, i Slutn. af 15. Aarh.,
naaede man til ogsaa at trykke selve Noderne
med Typer. Det ældste endnu bevarede
Eksemplar med saadant N. er en Missale Romanum,
trykt i Rom 1476 af Udalricus Gallus
(Ulrich Han) fra Ingolstadt. Andre Missaler
haves fra 1481, trykte henh. af Jørg.
Reyser i Würzburg og af Octavianus
Scotus i Venezia. Baade disse og de i de flg.
Aartier talrige fremkomne Messebøger viser, at N.
allerede dengang havde naaet en høj
Udvikling. Omtr. samtidig anvendes en anden
Fremgangsmaade, nemlig N. ved Hjælp af Træsnit,
men disse Tryk er kun plumpe og staar i
Udførelsen langt tilbage for Typetrykkene. En
fremragende Nodetrykker fra den Tid var
Petrucci, der 1498 fik Privilegium i Venezia, og
samtidig med ham Guttenberg’s og Fust’s
Medarbejder Peter Schöffer den Yngre i
Mainz. Medens N. hidtil havde været
Dobbelttryk (først Linier, saa Noder), opfandt Pierre
Hautin i Paris 1525 det enkelte Typetryk
med Linier og Noder i een Type. Endnu mere
praktisk var dog Pladetrykkeriet, der
kom op i Slutn. af 16. Aarh. som Kobberstik
(Simon Verovio 1586), for i Løbet af 18.
Aarh. at afløses af først Tinstik, derefter
Zinkstik, hvor Noderne slaas ind med Stempler
(Englænderne Cluer og Walsh c. 1730). Senere
har heraf Stentrykket udviklet sig. N. med
Typer anvendes i vor Tid mest til Bøger,
Pladetryk derimod til egl. Musikalier. (Litt.: H.
Riemann, »Notenschrift und Notendruck«
[1896]; W. Barclay-Squire, Notes on early
music printing [1896]; J. Mantuani, Ȇber
den Beginn des Notendruckes« [1901]; R.
Molitor, »Deutsche Choral-Wiegendrucke« [1904]).
A. H.
Nodier [nå↱die], Charles, fr. Forf., f. i
Besançon 29. Apr. 1780, d. i Paris 27. Jan. 1844.
N. oplevede Rædselsperioden i sin Fødeby, hvor
Faderen var Præsident for Revolutionsdomstolen,
og i Strasbourg, hvor han fik Undervisning
og boede hos den berygtede Schneider. Hans
Fantasi modtog stærke Indtryk af de blodige
Begivenheder, samtidig med at han lige ivrig
studerede Sprog og Entomologi. Han var
mistænkt af Magthaverne baade i Besançon og i
Paris, og da han 1802 udslyngede Digtet La
Napoléone mod Førstekonsulen, fik han nogle
Maaneders Fængselsstraf og levede siden Resten
af Kejserdømmets Tid som Emigrant med
uophørlig skiftende Opholdssted. Under tysk
Paavirkning, navnlig af Goethe’s »Werther«, skrev
han sine første sentimentale Romaner, Stella
ou les proscrits (1802) og Le peintre de
Saltzbourg (1803), hvis ulykkelige Kærlighedsklager
og hele Stemningsmelankoli, der udmunder i en
Bøn om Klostre for de stormfulde Hjerter, er
en til Werther direkte knyttet Efterligning.
Efter Restaurationen vendte N. tilbage til Paris
og blev af Ludvig XVIII ophøjet i Adelsstanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
