Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orléans, Hertuger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammensværgelse blev han (1642) forvist til
Blois, men blev efter Ludvig XIII’s Død kaldt
tilbage, udnævntes til Generalstatholder og
gjorde som nominel Overgeneral (1644—46) et Par
heldige Felttog mod Spanierne i Belgien. Under
Fronden (1648—52) vaklede han frem og
tilbage mellem det kgl. Parti og dets
Modstandere, og efter Hoffets Sejr (1652) maatte han
vende tilbage til Blois, hvor han døde. I sit første
Ægteskab havde han en Datter, Anna Marie
Luise, den bekendte »Mademoiselle« (se
Montpensier); af hans andet Ægteskabs 5 Børn
naaede kun 3 Døtre at blive voksne og gift. —
Efter Gaston’s Død gav Ludvig XIV det ledige
Apanagelen til sin Broder Filip (1640—1701),
der blev Grundlægger af det fjerde, endnu
blomstrende Hus O. Da han desuden kom i
Besiddelse af Hertugdømmerne Valois, Chartres
og Nemours samt 1693 arvede sin Kusine,
Mademoiselle af Montpensiers vidtstrakte Godser,
blev han en meget rig Mand. Sine Rigdomme
forstod han ikke at benytte, og da han, slet
opdragen som han var, tidlig hengav sig til
Udsvævelser og optagen af et glimrende Hoflivs
Forlystelser aldrig lærte at sætte sig et højere
Livsmaal, blev han alle Dage en daadløs Mand,
hvis Tid gik til Spilde i Lediggang og
Vellevned. At der maaske under andre Forhold
kunde være blevet noget af ham, synes at fremgaa
af den Tapperhed, hvormed han førte sine
Tropper i Ilden, da han en kort Tid som
nominel Overgeneral opererede i Belgien mod
Vilhelm III af Oranien, hvem han fik Æren for at
have besejret ved Cassel (1677); om han
virkelig var i Besiddelse af milit. Talenter, fik han
ikke Lejlighed til at vise, da han kort efter
blev kaldt hjem og nu atter var henvist til et
uvirksomt Liv, der brat afsluttedes ved et
Slagtilfælde. I sit første Ægteskab med sin Kusine,
den smukke og elskværdige eng. Prinsesse
Henriette Anna, hvis pludselige Død (1670) gav
Anledning til en af Bossuets navnkundigste
Ligtaler, havde han to Døtre, af hvilke den ældste,
Marie Louise, blev gift med Karl II af
Spanien; om hende antog man, maaske med nogen
Grund, at hun blev ryddet af Vejen ved Gift
(1689). Hertugens anden Ægtefælle, Elisabeth
Charlotte (s. d.) af Pfalz, sædvanlig kaldt
Liselotte, fødte ham tre Børn, Alexander Ludvig
(d. 1676 som treaarigt Barn), en Datter af s. N.
som Moderen, og Filip, hans Efterfølger som
Hertug af O. (1674—1723). Udrustet med
ypperlige Evner erhvervede denne sig i sin
tidlige Ungdom særdeles gode Kundskaber, særlig
i Matematik og Kemi, ligesom hans æstetiske
Sans fik en ret fyldig Udvikling; derimod var
hans moralske Opdragelse i slette Hænder hos
en Mand som Dubois (den senere Kardinal og
Minister). Som ung Officer udmærkede han sig
i den pfalziske Arvefølgekrig; men i den sp.
Arvefølgekrig led han overfor Eugen af
Savoyen det afgørende Nederlag ved Torino (1706).
1707 og 1708 havde han derimod Lykken med
sig i Spanien, idet han drev Fjenden ud af
Aragonien, Katalonien og Valenzia, hvorefter
han besatte Madrid; men da han nærede
Planer om selv at bestige Spaniens Trone, hvis
Ludvig XIV skulde opgive sin Sønnesøns Sag,
og aabnede hemmelige Underhandlinger med
Englænderne herom, blev han hjemkaldt og
maatte nu de flg. Aar opholde sig ved Hoffet,
i Unaade hos Kongen og ilde lidt af Folkets
bredere Lag, der forargedes over hans
Udsvævelser og gav ham Skyld (uden Spor af
Grund) for de pludselige Dødsfald, der 1711 og
1712 indtraf i den kgl. Fam., idet han antoges
ved Giftmord paa de nærmeste Arvinger at
ville bane sig Vejen til Tronen. Ludvig XIV’s
Uvilje mod Filip var vedblivende saa stærk, at
han i sit Testamente ikke indsatte ham til
Regent under Tronfølgerens Mindreaarighed, men
kun til Præsident for et Regeringsraad med
meget indskrænket Myndighed. Hertugen, der
ikke vilde finde sig i denne Tilsidesættelse, lod
straks efter Ludvig XIV’s Død Sagen forelægge
for Parlamentet, som kasserede Testamentet og
anerkendte Filip som Regent med fuld kgl.
Myndighed. Den nu paafølgende otteaarige
Regentskabsperiode (la régence) danner i mange
Henseender en stor Modsætning til Ludvig
XIV’s sidste Regeringsaar, idet den tidligere
Despotisme afløstes af et mere liberalt System. I
Administrationen omdannedes
Regeringsmaskineriet, og Embedsmændene underlagdes
kontrolerende Myndigheder, der fik en, i alt Fald
i den første Tid, ret uafhængig Stilling; en
Hærreduktion skulde hjælpe paa Finanserne,
der ogsaa paa andre Maader søgtes bragte paa
en bedre Fod. Hvad det religiøse Liv
angaar, indskrænkedes Jesuitternes Magt og
Indflydelse, og den hidtidige Religionstvang
afløstes af en Tolerance, der gjorde Ende paa det
tidligere Bigotteri og Hykleri. I moralsk
Henseende udartede imidlertid Frisindet til en
fræk Tøjlesløshed og skamløs Usædelighed, der
bredte sig fra Hoffet, hvor Filip og hans
Venner gik i Spidsen, til videre Kredse, og den
dermed flg. Letsindighed og Ødselhed bidrog
til Udvikling af den økonomiske Tilstand,
der danner Baggrunden for John Laws (s. d.)
Spekulationer, der dog medførte den Fordel,
at Handel og Industri tog et i længere Tid
vedvarende Opsving. Ogsaa
Udenrigspolitiken ændrede han ved at gaa mod Spanien
og sætte en Stopper for Alberoni’s
æventyrlige Planer. Den intelligente, i Brugen af sin
Myndighed maadeholdne og i sin Optræden
elskværdige Regent nød derfor trods Uviljen
over hans Udsvævelser en vis Popularitet, og
det var ingenlunde med udelt Tilfredshed, man
saa ham nedlægge Regeringen efter Ludvig
XV’s Kroning (Febr 1723); efter Kardinal
Dubois’ Død (Aug. s. A.) overtog han vel Forsædet
i Ministeriet, men døde allerede fire Maaneder
derefter (ved et Slagtilfælde). Han efterlod sig
syv ægtefødte Børn, en Søn og seks Døtre.
(Litt.: Vie du duc d’O. [Paris 1737 I—II];
Piossens, Mémoires de la régence [Paris
1749 I—V]; Capefigue, Philippe d’O., régent
de France [Paris 1838 I—II]; Baudrillart,
Philippe V et le duc d’O. [Paris 1890];
Wiesener, Le régent, l’abbé Dubois et les Anglais
[Paris 1891—99,, I—III]).
Hans Søn, Ludvig, Hertug af O.
(1703—1752), spillede ingen Rolle i det offentlige Liv
og trak sig efter sin Hustrus Død (1726) helt
tilbage fra Verden, idet han tog Ophold i
Klostret St. Geneviève, hvor han under udstrakt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
