Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pattedyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udposninger, Kæbeposer, hos planteædende Dyr, der her
opbevarer indsamlet Føde, indtil de i deres
Skjul faar Ro til atter at tage den frem og
tygge den — en Dannelse altsaa, der biol.
svarer til Drøvtyggernes Vom. — Af yderste
Vigtighed for Fødens Behandling i Munden er
Spytkirtlerne; af disse ligger Parotidekirtlerne
omkr. og under den ydre Øregang og aabner
sig bagtil foroven i Munden, samme Sted
aabner sig ogsaa et Par Kirtler, der undertiden
findes fortil under Kindbenet; fremme under
Tungen aabner sig dels Underkæbekirtlerne, der
ligger langt bagtil1 ved Underkæbevinklen, dels
hyppig et Par, der ligger længere fremme under
Tungen. Desuden findes smaa Follikulærkirtler
og Druekirtler indlejrede næsten overalt i
Mundens Slimhinder og Vævet derunder. Mens
Parotidekirtlerne giver et mere vandagtigt
Sekret, der er rigeligt hos de Dyr, som lever af
tør og sej Føde, er det, der stammer fra de
andre Kirtler, mere slimet; stærkest udviklet er
denne Sekretion hos Myreslugere, Skældyr og
Myrepindsvin, hvor den gør Tungen klæbrig nok
til, at Myrer og andre Smaadyr kan hænge fast
deri. Hvalerne mangler Spytkirtler, og hos
Sælerne er de kun lidet udviklede. — Fødens
Beskaffenhed og den Behandling, den har
undergaaet i Munden, spiller vel nok en stor Rolle
for Bygningen af de flg. Afsnit af
Fordøjelseskanalen, adskillige fælles Træk gaar stadig igen
hos Former, der lever paa samme Maade; men
Familietypen, det forsk. Grundlag, hvoraf
Slægten har udviklet sig, gør sig tit i endnu højere
Grad gældende. Ko og Hest f. Eks. tager omtr.
samme Føde, har omtr. ens Tænder, men har
dog højst forsk. bygget Fordøjelseskanal. —
Gennem Svælget og det snævre, lange Spiserør
naar Føden ned lige under Mellemgulvet til
Mavesækken (ventriculus). Dennes
Bygning varierer meget, snart er den kun en
simpel Udvidelse, snart en stor Sæk, der er delt i
forsk. Afsnit; mindst er den som Regel hos
kødædende Former, medens de planteædende P.
har store Maver, ofte delte i flere Rum, egnede
tii at optage de betydelige Mængder lidet
nærende Plantedele, der er nødvendige for
Ernæringen; oftest er den noget krummet, idet dens
længere Underside er mere ell. mindre udposet,
Oversiden mere lige og kort. Mavemunden
(cardia) kaldes det Sted, hvor Spiserøret aabner sig
ind i Maven; den er hos Heste lukket ved en
Spiralfold i Slimhinden. Den forreste Del af
Maven (pars cardiaca) er hos Mennesker og
Rovdyr kun en flad Udbugtning, hos andre, f.
Eks. hos mange Gnavere, bliver den til en stor
Blindsæk. Den Del (pars pylorica), der ligger
ved Mavens anden Ende, ved Maveporten
(pylorus), hvor der er lukket ved en
Ringmuskel, som først tillader Føden at glide ud i
flydende Tilstand, er undertiden afsat som en
særlig Afdeling, saaledes hos Sæler. Naar baade
pars cardiaca og pars pylorica er skarpt
afgrænsede fra den egl. Mave, bliver der 3
tydelige Afsnit som hos Marsvinet (Phocæna) o. a.
Hvaler. Paa Midtstykket kan der opstaa større
Blindsække (hos Søkøer), ell. Væggen kan faa
mange smaa celleformede Indbugtninger,
saaledes hos planteædende Pungdyr og Abeslægten
Semnopithecus. Mest indviklet er dog
Bygningen hos Drøvtyggerne. En nogenlunde lgn.
Indretning af Maven finder vi atter hos Hasselmus
(Myoxus), Dovendyr (Bradypus) og Kænguru
(Macropus). Hele Mavens Inderside er som
Regel beklædt med slimafsondrende
Cylinderepitel med mange indblandede Kirtler
afsondrende Mavesaft ell. Slim; hos en Del P.
fortsætter dog Spiserørets flerlagede Pladeepitel
sig ind i den forreste Del af Maven, saaledes
over hele For- og Mellemmaven hos
Drøvtyggerne. Kirtler, som udsondrer den sure
Mavesaft med sit Indhold af Pepsin, findes mest kun
i visse Afsnit af Maven. — Tarmen falder i
de samme Afsnit og er forsynet med de samme
Kirtler som hos Mennesket (se Tarm). Den
varierer meget i Længde, navnlig Tyndtarmen
er meget længere hos Planteædere end hos
Kødædere; dog synes Fiskeføde, som hos
Sælerne, at medføre Dannelsen af en lang Tarm.
Tyndtarmen er indtil 15 Gange længere end
Tyktarmen, saaledes som hos
Palmemaarene; hos visse Pungdyr er den dog blot lidet
længere end Tyktarmen. Hos Kødæderne er
hele Tarmen 4—5 Gange saa lang som Dyret,
hos Frugtæderne 6—9, hos Oksen 22, ja hos
Faaret endog 28 Gange Dyrets Længde. En af
Tarmens mest variable Dannelser er
Blindtarmen (coecum), der kan veksle i Omfang lige
fra en flad Udbugtning som hos Katten til en
stor, af mange Dele sammensat Sæk af
umaadeligt Omfang; hos Hesten f. Eks. er den 2/3 m
lang og 1/3 m i Diameter, og hos Pungræven
naar dens Længde endog en Femtedel af
Tyndtarmens. Kun Planteædere har en stor
Blindtarm, meget stor kan den saaledes være hos
Gnaverne, og der synes at være det Forhold, at
den er simpel, hvor Maven er kompliceret, og
omvendt. Hos alle placentale Pattedyr aabner
Gattet sig alene oven over Urogenitalsystemets
Munding; Kloakdyrene har derimod netop deres
Navn af, at der hos dem er en fælles Kloak,
hvori begge munder ud; hos Pungdyrene er
denne kun en kort Grube. Af
Fordøjelseskirtlerne er navnlig Leveren meget variabel, uden
at man dog kan paapege nogen absolut
Forbindelse mellem dens Form og Dyrets Føde. Hos
Hovdyrene er den lille og simpel, hos Hvalerne
lidet indskaaret, hos Rovdyrene og Gnaverne
stor og sammensat, men dette passer ikke paa
de andre Plante- og Kødædere; Leverens Form
og Indskæringer yder i øvrigt gode systematiske
Karakterer. Hos Hvaler, Hjorte, Kameler,
Heste, nogle Gnavere o. fl. mangler Galdeblæren.
Aandedrætsredskaberne hos P. er
i alt væsentligt som hos Mennesket (se
Luftrør og Lunger). Normalt aander P. igennem
Næseborene, kun Tandhvalerne har et enkelt
saadant, liggende paa Hovedets Overside. Hos
adskillige P. aabner Næseborene sig i Spidsen
af en stærkt forlænget Snude og Overlæbe
(Snabel), hvilket i sin udprægede Form ses hos
Elefanten. Hos Dyr, der dykker meget, som Sæler
og Hvaler, kan de lukkes helt til. Gennem
Svælget naar Luften ned i Luftrøret; dette hindres
i at klappe sammen af Bruskringe fortil i
Luftrøret, mens det bagtil begrænses af en blødere
Hinde. Hos nogle Hvaler ligger denne dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
