Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pau - Pau, Paul Mary César Gerald - Paucartambo - Pauelsen, Erik - Pauer, Ernst og Max
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Præfekturbygningen, der rummer Kongeriget
Béarn’s Arkiv, og Teateret. Af Institutioner har
Byen et Lyceum, et Lærerseminarium, en
Tegneskole, et Bibliotek paa 80000 Bd, et
Museum, et Erhvervskammer og en
Sindssygeanstalt. Byen er Sædet for
Departementspræfekten, en Appel- og Assiseret og en
Handelsdomstol. 5 km N. f. Byen Station for Luftfartøjer.
P. er Bernadotte’s Fødeby. P. er vokset op
omkring et Slot, der opførtes af Greverne af Béarn
(10. Aarh.). 1460 blev den Landets Hovedstad
og fik sit eget Byraad og Parlament. Et Univ.
blev oprettet 1724, men blev ophævet under
Revolutionen. Arrond. P. har (1921) 126780 Indb.
(M. Kr.). E. St
P. har om Vinteren mindre Solskin og mere
Regn end Rivieraen, men er bedre beskyttet
mod Vinde. P. Gr. a. det milde, beroligende
Klima er Stedet særlig egnet for nervøse
Lidelser, Neurastenikere, overanstrengte, anæmiske
Patienter, ogsaa Patienter med tør Bronchitis
og lettere Tuberkulose.
E. F.
Pau [po], Paul Mary César Gerald,
fr. General, f. 1848. Efter at have gennemgaaet
St Cyr blev han 1867 Løjtnant og deltog i
Krigen 1870—71, hvor han mistede den højre Arm.
Trods dette vedblev han at tjene i Hæren, hvor
han efterhaanden naaede de højeste Grader;
1903 Divisionsgeneral, senere chef for
Armékorps og Medlem af conseil supérieur. Ved
Verdenskrigens Udbrud fik han Kommandoen over
den Armégruppe, der straks trængte ind i Alsace,
men som efter nogen Fremgang atter maatte
gaa tilbage. Senere under Krigen havde P.
forskellige særlige Hverv i Serbien, Rusland o. s.
v. P. er en fortrinlig Soldat, der er meget
populær i Hæren.
E. C.
Paucartambo [pa^ukar’tambå], Flod i Peru,
Kildeflod til Rio Madre de Dios, udspringer paa
Østcordilleren i Dept Cuzco, løber først mod
NV., men bøjer derpaa skarpt mod Ø.,
gennembrydende en af Østcordillerens Parallelkæder.
Derpaa antager den Navnet Rio Manu, løber
mod SØ. og Ø. og antager endelig Navnet Rio
Madre de Dios.
M. V.
Pauelsen, Erik, da. Maler, f. i. Bygom i
Viborg Stift 14. Oktbr 1749, d. i Kbhvn 20. Febr
1790. Kom som Dreng til Kbhvn, blev Elev af
Kunstakademiet, vandt 1775 store Sølvmedaille,
s. A. lille Guldmedaille, 1777 store Guldmedaille
for »Salomons Dom« tilh. Akademiet,
deponeret i Sø- og Handelsretten), en talentfuld
Komposition i fransk-klassisk Stil med betydelig
Rumfølelse. Han synes at have komponeret med
større Lethed end de fleste af hans samtidige
og havde en Del Opgaver med dekorative
Vægbilleder til private Huse. Gift 1777 med en
velhavende Bagerdatter. 1780—83 Studierejse til
Frankrig og Italien. Agreeret ved Akademiet
1784 for »Cupido«, »Mercurius og Psyche« (begge
tilh. Kunstmus.) i den nyere klassicistiske Smag;
Formen er svag, og Karakteren, som i andre
Arbejder af lgn. Art, flov, men i deres lyse og
skære Farver har de noget, som baade
herhjemme var nyt og i sig selv ikke uden Ynde.
Samme Aar blev han Medlem af Akademiet for
en allegorisk Komposition: »Kalmar-Unionen«,
der viser tilsvarende Tomhed i Karakteren, men
har betydelige Skønheder i Farven. Han var
paavirket af Tidens vaagnende Sans for
Nordens ældre Historie og gjorde fl. Kompositioner
over Emner derfra, saaledes »Præsten Hans
Madsen bringer Rantzau Efterretning om
Fjenden« (st. af Preisler), »Anna Colbjørnsen i
Norderhaug Præstegaard« (st. af Haas), »Rolf
Krage springer gennem Ilden« (st. af Haas) og
»Knud den Helliges Drab« (Skt Knuds Kirke i
Odense). Fl. af disse ejer ikke blot en vis Kraft
i Kompositionen, men ogsaa (de to sidste)
megen Sans for Farve og for udprægede
maleriske Virkninger, som ikke er udtrykte i
Kobberstikkene, gennem hvilke de blev meget kendte.
P. var derhos en god Portrætmaler (Johs. Ewald,
Rahbek), ogsaa paa dette Omraade i
Besiddelse af en naturlig fin Farvefølelse. En særlig
Bet. fik P. som Opdager af den norske Natur
og derved, jævnsides Juel, som Forløber for
nyere Landskabsmaleri i Norden, idet han 1788
paa Kronprins Frederik’s »Ordre og
Understøttelse« og til Dels i Følge med denne foretog en
Rejse i Norge, hvorfra han hjembragte en ret
stor Samling af Tegninger og Akvareller af
norske Landskaber. Sansen for den »fri«
Bjergnaturs Skønhed og Vælde var jo vakt ved
Rousseau’ Skildringer fra Schweiz og overførtes nu
af P. paa norsk Natur. Mest valgte han derfor,
næst egentlige »Prospekter«, Motiver, som viser
dette, storslaaede Klippepartier og de brusende
Elve (Hønefos, Sarpfos, Hoffos); et Par af disse
udførte P. efter sin Hjemkomst med ikke ringe
malerisk Virkning i Olie (Kunstmus.). Nogle af
dem købtes af Kronprinsen og fik Plads paa
Frederiksberg Slot, hvor Oehlenschläger i sin
Barndom modtog stærke Indtryk af dem. Det
var Meningen at udgive hele Rækken i
Kobberstik med Farvepaalæg, men ved P.’s Død var
kun eet (Hoffossen) udkommet, medens et
andet »Tistedalen« (udstillet 1794) ikke var
udgivet. P. malede ogsaa efter sin Hjemkomst en
Rk. danske Landskaber til Dronninggaard.
Ærgrelse og Modgang (»den blege Avind«), hvis
nærmere Beskaffenhed ikke kendes, bragte P.
til en Fortvivlelse, der lod ham ende sit Liv
ved at springe ud ad et Vindue i hans Bolig
paa Hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv.
(Litt.: C. W. Schnitler, »Norges
kunstneriske Opdagelse« [Kria 1920]).
P. J.
Pauer [’pa^uər], 1) Ernst, østerr. Musiker
(1826—1905), uddannede sig hos Sechter og Franz
Lachner og begyndte sin Musikerbane som
Operakomponist, men uden Held. 1851 optraadte
han derimod med stort Heid i i London som
Klaverspiller og bestemte sig herefter til at tage
fast Ophold i denne By. Her optraadte P. som
Virtuos — navnlig med »historiske«
Klaverkoncerter —, som musikhistorisk Foredragsholder
og virkede som Klaverlærer ved National school.
Meget fortjenstfulde er P.’s Udgaver af gl
Klavermusik (»Alte Meister«, Old english
composers etc.). Fra 1896 levede P. atter i Tyskland.
2) Max, foreg.’s Søn, er f. 31. Oktbr 1866 i
London, Elev af sin Fader og af Vincenz
Lachner, fra 1887—97 Lærer ved Konservatoriet i
Köln, derefter i en lgn. Stilling i Stuttgart,
fra 1908 som Konservatoriets Direktør. 1924
blev P., der er en anset og fremragende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
