Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pedro III (Konge af Aragonien) - Pedro IV (Konge af Aragonien) - Pedro I (Kejser i Brasilien) - Pedro II (Kejser i Brasilien) - Pedro den Grusomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
generobre Sicilien. De store Pengesummer, der
medgik til disse Krige, vakte imidlertid de
aragoniske Stænders Uvillie, og da de i et truende
Sprog krævede Garantier mod Kongemagtens
Overgreb, var P. klog nok til at give efter i
Tide og udstedte 1283 det saakaldte »store
Privilegium«, der i væsentlig Grad indskrænkede
den kgl. Myndighed. Allerede to Aar efter døde
denne dygtige Konge, der af Krønikeskriverne
har faaet Tilnavnet den Store.
(C. F.). H. J-n.
Pedro [’pæðrå] IV, Konge af Aragonien,
f. 1319, d. 7. Jan. 1387, Sønnesøn af foreg. og
Søn af Alfonso IV, hvem han fulgte paa Tronen
1336. P. var en stærk Hersker og førte
bestandig Krige. Han udvidede sit Rige ved
Erobringen af de baleariske Øer (1344), som han fratog
sin Fætter Jakob II og atter forenede med
Aragonien. Derimod lykkedes det ham ikke at
fordrive Genueserne fra Sicilien, ligesom han
heller ikke var heldig mod Henrik af Trastamara,
Kastilien’s Konge, hvem han først havde
hjulpet mod Peter den Grusomme, men senere Aar
kommen i Krig med, og ved Fredsslutningen
(1375) maatte han tilbagegive, hvad han havde
bemægtiget sig af Kastilien’s Territorium.
Indadtil gik hans Bestræbelser ud paa at hæve
Kronens Magt, der var bleven forringet under
hans Forgængere; ved at benytte sig af
Stormændenes Uenighed fik han den mod ham
dannede »Union« opløst (1348) og tvang Stænderne
til at frafalde deres Ret til i visse Tilfælde at
gribe til Vaaben mod Kongen, medens de
øvrige Privilegier lodes urørte.
(C. F.). H. J-n.
Pedro [’peðru] I, Kejser i Brasilien
1822—31, f. 12. Oktbr 1798, d. 24. Septbr 1834.
Han var Søn af Kong Johan VI af Portugal,
fulgte 1807 med sine Forældre til Brasilien og
ægtede 1817 Ærkehertuginde Leopoldine
(1797—1826), Datter af Kejser Frants I af Østerrig.
Under Faderens Fraværelse i Portugal 1821
blev han Regent i Brasilien, men sluttede sig
n. A. til Folkets Uafhængighedsstræben,
kundgjorde i Septbr Brasilien’s Løsrivelse fra
Moderlandet og en fri Forfatning, samt lod sig 12.
Oktbr udraabe til Kejser. Da han 10. Marts 1826
arvede Portugal’s Krone som P. IV, udstedte
han ogsaa her i April en fri Forfatning, men
afstod allerede 2. Maj Kronen til sin Datter Marie
II. 5 Aar senere, 7. Apr. 1831, frasagde han sig
ligeledes Brasilien’s Krone til Bedste for
Sønnen Pedro II, fordi han var træt af Partiernes
Modstand og heller ikke kunde finde sig i den
indskrænkede Magt. Han vendte nu tilbage til
Europa og kæmpede som Hertug af Braganza
for at hævde Datterens Ret mod hendes
Farbroder, Tronrøveren Dom Miguel. I Septbr 1833
lykkedes det ham at føre hende ind i Lissabon
og i Maj n. A. at nøde Broderen til at forlade
Portugal, men han døde selv 4 Maaneder
senere, vistnok til stor Skade for Landets
Udvikling. Foruden de to nævnte Børn havde han
Døtrene Januaria (1822—1901), som 1844 ægtede
den neapolitanske Prins Ludvig, Greve af
Aqvila (1824—97), og Francisca (1824—98), som 1843
ægtede Fyrsten af Joinville (1818—1900).
E. E.
Pedro [’peðru] II, Kejser i Brasilien
1831—89, f. 2. Decbr 1825, d. 4. Decbr 1891. Han
var eneste Søn af Pedro I, blev 7. Apr. 1831
Kejser ved Faderens Afkald, men stod under
Regentskab indtil 1840. I de første Aar maatte
han kæmpe mod fl. Opstande, men styrede
siden med streng Agtelse for Forfatningen og
arbejdede særlig for Skolevæsenets Fremme og for
Slaveriets Afskaffelse (gennemført 1888).
Udadtil styrkede han Brasilien’s Magtstilling ved
Deltagelse i Krigene 1851—52 imod Diktatoren
Rosas i Argentina og 1865—70 imod Diktatoren
Lopez i Paraguay. Personlig dyrkede han med
Held Videnskaberne, særlig Geografien, og
foretog gentagne Gange lange Udenlandsrejser til
Europa og Nordamerika. Voksende
republikanske Tilbøjeligheder hos Folket og Frygt for
Tronarvingens, hans ældste Datters klerikale
Retning fremkaldte ret uventet en Revolution
15. Novbr 1889, der omstyrtede Kejserdømmet
og fordrev P. og hans Slægt til Europa. I sit
Ægteskab 1843 med Therese (1822—89), Datter
af Kong Frants I af begge Sicilier, havde han
to Døtre: Isabella (1846—1921), gift 1864 med
Grev Louis af Eu, og Leopoldine (1847—71), gift
1864 med Prins August af Sachsen-Koburg
(1845—1907).
E. E.
Pedro [’pæðrå] den Grusomme
(undertiden ogsaa kaldet el justiciero ɔ: Justitiarius
p. Gr. a. sine Anordninger om Retsplejen),
Konge af Kastilien, f. 30. Aug. 1334, d. 23. Marts
1369, Søn af Kong Alfonso XI i hans Ægteskab
med Maria af Portugal, har faaet sit Tilnavn
af den oprørende Grusomhed, hvormed han foer
frem mod sine Modstandere og enhver, der paa
nogen Maade stod i Forbindelse med dem. Det
berettes dog tillige, at under denne Konges
strenge Styrelse nød Købmændene Sikkerhed
for deres Handel, og at de derfor beklagede
hans Fald. Saa snart P. ved Faderens Død
(1350) var bleven Konge, blev hans Frille
Eleonora de Guzman ryddet af Vejen og hendes
Børn. Slægt og Venner udsatte for haarde
Forfølgelser. Tre Aar efter ægtede P. (3. Juni 1353)
Blanca af Bourbon, som han dog straks
tilsidesatte og senere indespærrede i et Fængsel,
medens hans Frille, Maria de Padilla, levede i
Glans og Ære, og hendes Slægtninge beklædte
de højeste Stillinger i Riget. Misfornøjelsen
herover fremkaldte et Oprør, for hvilket P.’s
Halvbroder (Søn af Alfonso XI og Eleonora de
Guzman), den tapre, ridderlige og vennesæle
Henrik af Trastamara, stillede sig i
Spidsen, og P. maatte love at fjerne Maria de
Padilla; men efter at have opnaaet Hjælp af
Rigsstænderne brød han sit Løfte og straffede
Oprørerne med blodig Strenghed. Hans
Grusomheder og en Plan om at ville erklære en af
sine Døtre med Maria de Padilla for
Tronarving gav imidlertid snart Anledning til ny
Uroligheder, og da P. 1362 angreb Aragonien,
besluttede alle hans Fjender at benytte
Lejligheden til at rette et Hovedangreb paa ham.
Henrik af Trastamara gik til Frankrig, hvor Karl
V var glad ved at kunne blive af med de store
Skarer af Lejetropper, han ikke længere havde
Brug for, og med hans Indvilligelse fik da
Bertrand du Guesclin og Henrik dem mod Løfte
om rigt Bytte til at drage til Kastilien, hvor
Henrik alle Vegne blev modtagen med aabne
Arme og udraabt til Konge, medens P. maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
