- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
380

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polykrates - Polykrates - Polykrati - Polykrikos - Polykrom (d. s. s. Pyromorfit) - polykrom (egl. mangefarvet) - Polykromater - Polykromi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

han ved en energisk og hensynsløs Styrelse
forstod at hæve til en overordentlig Magtstilling.
Foruden at han gjorde Samos til den mægtigste
Sømagt i Ægæerhavet, lod han ogsaa udføre
prægtige Værker ved sin Hovedstad. Særlig
nævnes en Vandledning, som førtes i en Tunnel
gennem et Bjerg, en Havnedæmning og et
Tempel for Hera. Han begunstigede ogsaa Kunst cg
Videnskab, og ved hans Hof levede bl. a.
Digteren Anakreon. P. blev dræbt 522 af en pers.
Satrap, som havde lokket ham over til sig. P.’s
store Lykke, der fik saa brat en Ende, gav
Anledning til et Sagn om, at han, da hans Ven,
den ægypt. Konge Amasis, havde raadet ham til
for ikke at vække Gudernes Misundelse at skille
sig af med det kostbareste, han ejede, kastede
en prægtig Bing i Havet. Men da kort efter en
Fisker bragte ham en Fisk, i hvis Bug Ringen
fandtes, indsaa Amasis, at nu vilde hans Lykke
snart faa en Ende, og opsagde ham derfor sit
Venskab, og snart efter ramte Ulykken P.

2) en gr. Retor i Beg. af 4. Aarh. f. Kr. Der
omtales af ham et Par retoriske Øvelsesstykker,
en Anklagetale mod Sokrates og en Lovtale over
den mytiske Konge Busiris af Ægypten. Mod
den sidstnævnte Tale forfattede Isokrates en
Kritik, som endnu haves.
H. H. R.

Polykrates, Biskop af Efesos i Slutn. af 2.
Aarh., er kendt p. Gr. a. sin Deltagelse i
Paaskestridighederne. Biskop Victor I af Rom vilde
nemlig paatvinge Lilleasiaterne den rom.
Opfattelse, men P. samlede en Synode i Efesos og
erklærede i samtlige lilleasiatiske Bispers Navn,
at baade Traditionen og den hellige Skrift talte
for at holde Paaske 14. Nisan. Victor erklærede
Synoden for heterodoks og opfordrede sine
Meningsfæller til at bryde med Lilleasiaterne, men
nu lagde Irenæus o. fl. sig imellem, og
Lilleasien beholdt sin Kirkeskik.
A. Th. J.

Polykrati (lat.) kaldes det undertiden, naar
Statsmagten griber ud over sit naturlige
Omraade og tilstræber at indblande sig i
Borgernes rent privatretlige Forhold (se
Absolutisme).
(C. V. N.). K. B.

Polykrikos, en Furealge, som er sammensat
af 4—8 Individer; den er uden ydre Skelet og
Kromatoforer, men indeholder Nældekapsler.
Ikke sjælden i Kystfarvande (se i øvrigt
Furealger, S. 160).
C. H. O.

Polykrom, d. s. s. Pyromorfit, se
Apatit.

polykrom (gr.), egl. mangefarvet; Ordet
bruges saa godt som udelukkende om
arkitektoniske og plastiske Kunstfrembringelser, ogsaa
hver der kun er anvendt to Farver. Se for
øvrigt Polykromi.
(S. M.). P. J.

Polykromater kaldes Salte, der er afledede
af Kromsyrer, som kan tænkes dannede ved
fra to eller flere Molekyler alm. Kromsyre,
H2CrO4, at spalte et eller flere Molekyler Vand;
saaledes er Dikromsyre, 2H2CrO4÷H2O=
H2Cr2O7; Salte heraf kaldes Dikromater, f. Eks.
K2Cr2O7, Kaliumdikromat (se
Kromsyre).
M. M-r.

Polykromi (Mangefarvethed, gr.)
betyder Anvendelse af Farver ell. farvede Stoffer
paa Bygnings- og Billedhuggerværker. Al
primitiv Kunst ynder Farve, gerne i størst muligt
Omfang. Det gl. Æypten har anvendt Farver paa
Søjlernes Skafter og Kapitæler, paa Lofter, paa
Væggenes Relieffer. Babylon og Assyrien
anvendte farvet Glasur paa brændt Ler, dog, saa
vidt man kan skønne, i meget mindre Omfang.
Ægypt. og bab. Billedhuggerværker i haard og
kostbar Sten — Granit, Steatit o. s. v. —
anvendte Farven i meget begrænset Omfang og
næppe engang altid; derimod var Maling Regel
paa blødere Stenarter (Kalksten) og Træ, paa
dette sidste med et Underlag. Ligesaa paa
Relieffer, men altid i hele og ubrudte Farveflader;
de meget lave og flade Relieffer er egl. kun
Malerier, hvis Flade er hugget ned i ganske ringe
Dybde uden om Figurerne. Hvorvidt Assyrerne
har anvendt Farve paa deres Alabastrelieffer,
lader sig ikke sige med Sikkerhed, dog er det
ikke usandsynligt. Gr. Kunst har i sin tidligste
(kretisk-mykeniske) Tid anvendt Farve i stor
Udstrækning baade paa Bygninger og Figurer,
ikke mindst paa brændt Ler, hvor den ofte
forbindes med Glasur. Ogsaa i den første
(archaiske) Tid efter den mykeniske Periode er
Farve en Selvfølge. Poros-(Kalksten-)Grupperne fra
de ældste Templer paa Akropolis har Farve,
anvendt nok saa meget efter dekorative (blaat
Haar og Skæg) som efter naturalistiske Hensyn.
Men efterhaanden som Marmoret bliver alm.
som Materiale, trænger dets egen stoflige
Skønhed Farvepaalægningen tilbage. Billedhuggerne
anvender nu som Regel kun Farve (og
Forgyldning) paa visse enkelte Dele, som skal
tydeliggøres for Synet paa Afstand, navnlig Øjne (hvor
det holder sig længst), Haar og Skæg, Vaaben
og Klæder. Alt i Slutn. af 6. Aarh.
(Kvindestatuerne fra Akropolis) er Farven indskrænket til
Øjne, Haar og Ornamentbaand (Broderier) paa
Dragten. En anden Sag er det, at Marmoret
gerne fik en Behandling med en Voksopløsning,
der gav det en fin gylden Tone og maaske
gjorde det mere holdbart over for Vejrliget. Paa gr.
Marmortempler efter Beg. af 5. Aarh. f. Kr. har
Farveanvendelsen temmelig sikkert indskrænket
sig til selve Ornamenterne, til Triglyffernes
Striber, til Baggrunden af Metoper og Gavlfelter.
Om der altid har været Farve paa
Relieffigurernes Klæder, er uvist. Den indre Væg i
Parthenon har været rød. Hvor man brugte dekorative
Bygningsdele af brændt Ler, har disse altid
været malede. Paa Fidias’ Tid yndede man
Statuer af forgyldt Træ med de nøgne Dele af
Marmor (Akrolither) ell. af guldbeslaaet Træ med
de nøgne Dele af Elfenben (chryselefantine). Fra
rom. Tid har man enkelte Statuer med Haar og
Klæder af forskelligt farvet Marmor. Ellers
synes i den senere Oldtid Farven som Regel ikke
at have været anvendt paa Billedhuggerværker,
saa vidt man kan vide det, thi Klassicismens
Tid fra Midten af 18. Aarh. til langt op i 19.
ansaa Farve paa Skulpturer som noget
afskyeligt, det rene hvide Marmor for den højeste
stoflige Skønhed (Winckelmann) og udslettede
derfor ihærdigt hvert Spor af Farve paa ældre
Skulptur, baade antik og middelalderlig. I
Middelalderen var nemlig Polykromien kommet
frem igen i stort Omfang, nu knap saa meget i
Bygningskunsten, væsentlig kun i det indre, men
i høj Grad paa Billedhuggerværker. Ogsaa nu

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0396.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free