- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
828

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radioaktivitet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

magnetisk Felt, der er [rettet ind mod Papiret, f.
Eks. frembragt af en Nordpol over Papiret, vil
α-Straalerne afbøjes svagt til venstre,
β-Straalerne stærkt til højre og γ-Straalerne slet
ikke. Den samme Forskel viser sig i et elektrisk
Felt. α- og β-Straalerne er korpuskulare
Straaler, d. v. s. de bestaar af elektrisk ladede
Partikler, der udsendes med stor Hastighed,
medens γ-Straalerne er elektromagnetiske Bølger.
Af Afbøjningsforsøg bestemmes Partiklernes
Hastighed og Forholdet mellem deres Ladning
og Masse. α-Straalepartiklerne er positivt
ladede, relativt tunge og langsomme og derfor kun
i Stand til at trænge igennem forholdsvis tynde
Stoflag. De har alle, ligegyldigt fra hvilket
Stof de udsendes, samme Vægt og samme
Ladning, idet de bestaar af Heliumkerner, d. v. s.
Heliumatoimer ladede med en positiv
Elektricitetsmængde paa 2 Elementarladninger, det
dobbelte af Ladningen paa en engyldig
elektrolytisk Ion; deres Vægt er altsaa Heliums
Atomvægt ell. 4, idet Brintens Atomvægt er
Enhed. Deres Ladning og Masse er fundet ved
opfange og maale et vist Antal Partiklers
Ladning og samtidig tælle dem; dette kan gøres,
fordi det Lys, de frembringer, naar de falder
paa Zinkblende, bestaar, set under Lup, af en
stor Mængde enkelte Lysglimt, idet hver
α-Partikel, der rammer Stoffet, giver sit
Lysglimt. Dette Forhold har haft den største Bet.
for Udviklingen af Kendskabet til R. Senere er
det direkte godtgjort, at α-Straalerne er
Helium; lidt af den ndf. omtalte radioaktive
Luftart, Emanation, var indesluttet i et lukket
Glasrør, der var saa tyndvægget, at α-Straalerne
kunde gaa gennem Væggen, og dette Rør var
igen anbragt inde i et Rør, der pumpedes
lufttomt. Allerede efter nogle Dages Forløb
kunde Helium paavises spektroskopisk i det ydre
Rør, og Mængden tiltog, som den skulde,
α-Straalerne fra et bestemt Stof har, bortset fra
visse nylig opdagede Undtagelsestilfælde, der
omtales ndf., alle samme
Begyndelseshastighed, men α-Straalerne fra de forsk. radioaktive
Stoffer adskiller sig ved, at de udsendes med
forsk. Hastighed, fra 1/15—1/20 af Lysets
Hastighed. Ved Passage gennem Stof, f. Eks. Luft,
aftager denne Hastighed efterhaanden og
stærkere og stærkere, saa at den til sidst
temmelig brat naar ned paa en saa lav Værdi,
at deres Evne til at ionisere o. s. v. ophører.
α-Straalerne faar saaledes som antydet paa
Fig. 2, en bestemt, for Straalerne fra hvert Stof
karakteristisk Rækkevidde, der i Luft af alm.
Tryk og Temp. for Straalerne fra de forsk.
Stoffer varierer fra knap 3 til over 8 cm og er
omvendt proportional med Trykket. Denne
Forskel i Begyndelseshastighed ell. Rækkevidde
er den eneste Forskel mellem de forsk.
Straaler; de sidste 3 cm af en 8 cm lang Straale
er identiske med en hel 3 cm Straale. Fra et
tykkere Lag af det aktive Stof vil α-Straalerne
ikke være lige lange, fordi de, der udsendes
fra Lagets Indre, vil have tabt noget af deres
Hastighed, før de naar ud i Luften. I andre
Stoffer er Rækkevidden, som forhen berørt, meget
mindre, saa at de f. Eks. standses helt af et Blad
Papir ell. et Aluminiumfolie paa godt 1/10 mm.
Nye Undersøgelser har vist, at α-Straaler paa
deres Vej og især mod Slutningen af
Rækkevidden jævnlig optager og igen afgiver en ell.
undertiden endogsaa to Elektroner, saa at de
paa mange korte Strækninger kun har den
halve ell. slet ingen positiv Ladning.

β-Straalepartiklerne er negativt ladede,
lettere og hurtigere. De bestaar af Elektroner,
det negative Elektricitetsatom, der bl. a. ogsaa
udgør Katodestraalerne. De har derfor ogsaa
alle samme Ladning, der er numerisk halvt saa
stor som α-Partiklernes. De udsendes med
meget forsk. Hastigheder, fra under 30 % til 99,8
% af Lysets Hastighed. For disse meget
hurtige β-Partikler, der er langt hurtigere end
nogen ved Kunst frembragt Katodestraale, faar
den af Relativitetsteorien (og Elektronteorien)
krævede Forøgelse af Massen med
Hastigheden stor Bet. (se Elektron), saa at de har
været vigtige for Undersøgelsen af dette
Fænomen. Man kan derfor strengt taget ikke sige,
at alle β-Partikler har samme Masse, med
mindre man bortser fra denne Variation, saa at
man taler om »Hvilemassen«; denne er 7200
Gange mindre end α-Partiklernes Masse.
Afbøjes et smalt Bundt β-Straaler fra et enkelt
bestemt radioaktivt Stof i et magnetisk Felt, og
lader man de afbøjede Straaler ramme en fot.
Plade, faar man ikke en skarp Plet, men en
Række skarpe Pletter, et β-Straale-»Spektrum«;
selv fra et enkelt radioaktivt Stof udsendes
altsaa ikke homogene β-Straaler, men flere Slags,
hver for sig homogene β-Straaler med forsk.
ganske bestemte Hastigheder. β-Straalernes
Evne til at trænge gennem Stof er meget
større end α-Straalernes, men Forholdene ved deres
Gennemgang gennem Stof er mere indviklede,
saa at man ikke kan tale om en bestemt
Rækkevidde for dem. Ved Gennemgangen svækkes
de af 3 Grunde: Deres Hastighed formindskes,
deres Antal tager af, idet nogle bremses helt,
og endelig afbøjes (spredes) de mere ell.
mindre til Siden fra den opr. Bevægelsesretning.
Man karakteriserer dem da ved en
Absorptionskoefficient ell. mere anskueligt ved
Halveringstykkelsen af et bestemt Stof, d. v. s. det
Stoflag, de skal gennemtrænge, for at deres Styrke,
maalt ved Ioniseringen, skal aftage til det
halve. Den varierer for de forsk. β-Straaler fra 1/2
til 1/1000 mm i Aluminium. De hurtigste
β-Straaler har altsaa endnu, en kendelig Styrke
bag et Aluminiumlag paa nogle mm. Da
Spredninger paa over 90° er hyppige, finder der
ogsaa en Art spredt Refleksion Sted fra et Stof,
der rammes af β-Straaler.

For γ-Straalerne, der ikke er af materiel
Natur, er det direkte godtgjort paa samme
Maade som for Røntgenstraaler (s. d.), at de er
elektromagnetiske Bølger, altsaa en Art Lys i
videste Forstand, men ligesom
Røntgenstraalerne med meget kortere Bølgebredder end
ultraviolet Lys, ja visse af γ-Straalerne har endnu
meget mindre Bølgebredder end nogen ved
Kunst frembragt Røntgenstraale. γ-Straalernes
Bølgebredder ligger mellem 1/10 og 1/500 μμ
(Milliontedele mm). De er altsaa haarde, for
nogles Vedk. overordentlig haarde
Røntgenstraaler, hvorfor de ogsaa har den foran
omtalte meget store Evne til at trænge gennem
Stof; de haardeste svækkes først til Halvdelen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0854.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free