Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 59 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ares

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Jordskælv; 13. Aug. 1868 blev den saaledes
næsten helt ødelagt; 600 Mennesker omkom.
M. V.

Ares [↱a.-], Grækernes Krigsgud, Søn af Zeus
og Hera. Nyere Tiders Forsøg paa at opfatte A.
som en opr. Naturgud (for Stormen ell. a.) har
intet fast Grundlag at støtte sig paa. Hos Homer
er A. helt udpræget Kampgud, et Billede paa
en Helt fra den gamle krigerske Tid. Han elsker
Kampen for dens egen Skyld, hans største
Glæde er Blodbad og Vaabengny. Han er pansret
med Malm, bærer Hjelm paa Hovedet og paa
venstre Arm et vældigt Skjold af Tyrehud, i
højre Haand svinger han det lange Spyd.
Sædvanlig kæmper han som Hoplit (fuldt rustet)
til Fods, stundom bestiger han sin Stridsvogn,
der trækkes af to ell. fire Heste. Hans Sønner,
Deimos (Skræk) og Fobos (Frygt), spænder

Ares Ludovisi. Nationalmuseet i Rom.

Hestene for hans Vogn; i Kampen ledsages han
desuden af Kampgudinden Enyo, der antages
for beslægtet med ham (heraf A.’s Tilnavn
Enyalios), af Eris (Tvedragt) og Kererne
(Dødsgudinderne). I Krigen ved Ilion staar A. paa
Treernes Side. Han støder ofte sammen med de
Guder, der beskytter Grækerne, især Athene,
den kloge Gudinde, der med Lethed sejrer over
ham. I en Kamp mellem A. og Diomedes
hjælper Athene denne, afværger A.’s Spyd og leder
Diomedes’ saaledes, at det saarer Krigsguden i
Underlivet; ude af sig selv af Smerte bryder A.
ud i et Skrig, »saa højt, som kom det fra ni
Tusinde ell. ti Tusinde Mand«, og flygter op til
Olympen, hvor han klager sin Nød for sin Fader
Zeus; denne modtager ham alt andet end
venlig: »Du er mig den mest forhadte af alle
olympiske Guder, altid elsker Du Tvedragt og Kamp
og Strid«, men lader dog, fordi A. er hans Søn,
Gudernes Læge, Paion, forbinde hans Saar.
Ogsaa ved andre Lejligheder bukker A. i Kampen
under for Athene. — I de homeriske Digte er
Afrodite A.’s bedste Ven blandt de olympiske
Guder; begge beskytter Troerne i Krigen. Om et
ligefremt Elskovsforhold imellem dem fortælles
i Odysseens 8. Sang; Afrodite’s bedragne
Ægtefælle, Hefaistos, overrasker dem i deres Brøde,
men nødes til at løslade A. mod en Bøde.
(Eros, Anteros, Harmonia o. a. sagdes at være
Børn af A. og Afrodite). I en Kamp mod
Aloiderne (s. d.) gik det A. ilde; de holdt ham 13
Maaneder fængslet i et Kar af Malm, hvorfra
han kun slap fri ved Hermes’ Hjælp. Mange af
Fortidens krigerske Heroer sagdes at være
Sønner af A.; den mest bekendte af dem er Kyknos
(s. d.), der faldt i Kamp med Herakles.
Amazonerne, ell. i alt Fald deres Dronning, skulde
efter nogle Beretninger ogsaa nedstamme fra A.
Et boiotisk Sagn fortalte, at Kadmos (s. d.), før
han grundlagde Theben, ved A.’s Kilde dræbte
Stedets Vogter, en frygtelig Drage, der var
avlet af A.; til Straf maatte han tjene Guden i 8
Aar, men fik efter Trældommens Ophør hans
Datter Harmonia til Ægte; fra dette første
Herskerpar i Theben nedstammede Stadens gamle
Kongeæt.

Medens Grækerne antog den fornemste Gud
hos fl. barbariske Folk (f. Eks. Thrakerne) for
identisk med deres egen Krigsgud, træder A.
ikke synderlig meget frem i deres egen Religion.
Han regnedes med til de olympiske Guder, fik
altsaa Del i de Ofre og Fester, der holdtes for
dem i Fællesskab, havde ogsaa fl. St. i Hellas
Templer, dels ene, dels sammen med Guder og
Dæmoner, som stod ham nær (f. Eks. Afrodite);
men de Byer, der dyrkede ham som deres
fornemste Gud, var faa og ubetydelige. I Theben
hædredes han som Kongeættens Stamfader; i
Athen var Ares-Højen helliget ham; om
Aarsagen hertil fortaltes forsk. Sagn.

A. i Billedkunsten. Den ældste græske
Kunst afbilder A. skægget, i fuld Rustning,
ganske som en græsk Hoplit. I 5. Aarh. f. Kr. sker
Overgangen til den senere alm. Fremstilling af
Guden som en kraftig Yngling, ubeklædt, kun
med Hjelm paa Hovedet og med
Angrebsvaabnene, Sværd og Spyd, i sin Haand og ved venstre
Side. Iblandt de bevarede antikke Statuer er der
kun faa, i hvilke man med Vished kan se
A.-Billeder. Den betydeligste af disse er en skøn
Krigerstatue i Louvre (A. Borghese), der bærer
den polykletiske Skoles Præg (5. Aarh.), af
Furtwängler med Urette henført til Alkamenes.
Kun af korte Notitser hos antikke Forfattere
kendes A.-Statuer af enkelte af 5. og 4. Aarh.’s
betydeligste Kunstnere: Alkamenes (i Templet i
Athen), Skopas (siddende A. af kolossal
Størrelse, som overførtes til Rom), Leochares (i
Halikarnas) o. a. Rolig hvilende, hensunken i
Tanker med Blikket tabende sig i det fjerne,
ser vi Guden i den berømte ludovisiske
Gruppe (nu i Nationalmuseet i Rom), det
skønneste A.-Billede, der er bevaret fra
Oldtiden (se Fig.); Krigsgudens Vaaben hviler; hvad
han tænker paa, er i Statuens nuv. Skikkelse
udtrykt ved den lille Elskovsgud, som sidder ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>