Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aricia, se Ariccia - Aricin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
La pastorizia, Il corallo, L’origine delle fonti,
La Flora og I fiori di serra (de to sidste
ufuldendte). Til Minde om sin Hustru skrev han
Il viaggio malinconico; lgn. beskrivende
Digtninge er Il Camposanto di Brescia, Sirmione
o. s. v. Som Epiker forsøgte han sig i La
Gerusalemme distrutta, der ikke blev færdig.
Versi sacri er en Efterligning af Manzoni’s Inni
sacri, men naar ikke disse i Værdi. Hans Opere
er udkomne 1818 og 1858.
(E. G.). E. M-r.
Aricia [a↱rit∫a], se Ariccia.
Aricin, C23H26N2O2, er et Kina-Alkaloid, der
blev opdaget 1829 af Pelletier og
Corriol. Det danner hvide Prismer, der smelter
ved 188°, reagerer svagt alkalisk, smager svagt
sammensnerpende, ikke bittert, og er
letopløseligt i Kloroform, temmelig letopløseligt i Æter,
kun lidet opløseligt i Vinaand. Det er
venstredrejende i neutral Opløsning, optisk uvirksomt
i saltsur Opløsning. — Aricinacetat adskiller sig
fra andre Alkaloidacetater, idet det udfældes
ved Tilsætning af Eddikesyre til en Opløsning
af det saltsure Salt som smaa hvide Korn, der
er meget tungtopløselige i koldt Vand, men
lettere opløselige i kogende Vand.
O. C.
Aricit, d. s. s. Gismondin, se Zeolitter.
arid (lat.), tør; Ariditet, Tørhed, Tørke.
Arie [↱a´-] (fr. air [æ.r], eng. air [æ.ə]), et af
en Sangstemme, sjældnere et Instrument (se
ndf.), foredraget melodisk Musikstykke,
ledsaget af et ell. fl. Instrumenter, og som efter
visse givne Love og Former bringer et bestemt
Følelsesindhold ell. en lyrisk Situation til
alsidig Udvikling. Den forekommer enten
selvstændig (Koncertarie) ell. oftere som Led af et
større Musikværk, Opera, Oratorium ell.
Kantate, og danner her de lyriske Hvilepunkter i
den dramatiske ell. episke Begivenhedsrække.
Opr. betegnedes ved A. en hvilken som helst
Melodi ell. Sang i fri Stil, i Modsætning til
kontrapunktisk udarbejdede Musikstykker, ell. den
urytmiske Sang, som den forekommer i
Recitativet ell. den langsomme, baarne Koral; men
efterhaanden indsnævredes Begrebet, og
Oprindelsen til den egl. A., som til Operaen
overhovedet, maa søges i de Monodier (s. d.),
som til Akkompagnement af Lut blev sungne i
Firenze i Slutn. af 16. Aarh. Med Cesti og
Cavalli (omtr. 1640) udvikler A. sig mere og
mere og forsynes med Koloratur, men først med
Alessandro Scarlatti (1650—1725)
indtræder A. i en fast, bestemt Form, den
saakaldte store A. ell. Da capo-A.; den bestaar af
to Hoveddele, der m. H. t. Stemningsindhold,
Rytme og den hele kunstneriske Behandling staar
i udpræget Modsætning til hinanden. Den første
Del giver Sangeren Lejlighed til at udfolde hele
sin tekniske Dygtighed, sin Strubefærdighed,
den anden er holdt i en roligere Stil og giver
til Gengæld Komponisten Anledning til at vise
sin Begavelse paa det harmoniske og
instrumentale Omraade. Efter anden Del følger saa
Gentagelsen af den første, kun forøget med
yderligere Forsiringer og Koloraturer. En væsentlig
Del af den store A. er det forudgaaende
instrumentale Ritornel ell. Forspil, der bringer en
Antydning af Hovedtemaet. Efterhaanden som
Fordringerne til Sangernes Virtuositet voksede,
samtidig med at Operaen som Kunstværk
forfaldt, antog A. mere og mere Præg af et tomt
og indholdsløst Bravurstykke og udviklede sig
til den saakaldte Koloratur- ell.
Bravurarie (Aria di bravura). Med Gluck indtræder
saa i Slutn. af 18. Aarh. en Genfødelse af
Operaen med Fordringen om større dramatisk
Sandhed i Musikken, og den store A. gaar over
til den fri ell. deklamatoriske A., hvor
Tekstens Indhold alene angiver Normen for A.’s
Form. Mozart optræder igen formidlende
mellem Gluck’s rigoristiske Stil og den tidligere
Periodes Frihed og lægger Grunden til hele den
senere Tids meget omfattende Form for A., der
ikke længere er bunden til noget bestemt Skema,
men udvikler sig frit, alt efter den paagældende
Persons Følelsesmaade, Individualitet og
Karakter. Først Richard Wagner optræder
igen som Reformator paa dette Omraade og
kræver A. fuldstændig udelukket af
Musikdramaet som Hindring for Handlingens fri og
utvungne Fremadskriden.
Særlige Arter af A. — foruden de ovf.
anførte — er Kirkearien (Aria di chiesa),
der enten forekommer som selvstændigt
Musikstykke ell. som integrerende Del af et større
kirkeligt Musikværk; den
kontrapunktiske A., i hvilken Solostemmen ikke
optræder som eneherskende ell. overordnet, men kun
faar sin kontrapunktisk tilmaalte Andel i det
hele Musikstykke ligesom hvert enkelt af de
ledsagende Instrumenter. En Afart heraf er den
koncerterende A., hvor Sangstemmen
ledsages af et obligat melodiførende
Instrument. Bach og Mozart har skabt mønstergyldige
Kompositioner i denne Form. Endvidere
Koncertarien (Aria di concerto), der efter sin
Form er identisk med den store A., kun med
den Forskel, at den i Reglen med et
forudgaaende, bredt anlagt Recitativ optræder som
et i sig selv afsluttet Hele. Parlando A.
(Aria parlante), der naturligst hører hjemme i
den komiske Opera, karakteriseres ved sin
hurtige Bevægelse og derved, at der som Regel kun
kommer en enkelt Node paa hver Tekststavelse.
Betegnelsen A. benyttedes ogsaa — foruden om
den ovf. behandlede sungne A. — i ældre
Tid, særlig 17. og 18. Aarh., om et for et hvilket
som helst Instrument skrevet melodisk
Musikstykke som oftest i todelt Viseform. Denne
saakaldte instrumentale A. forekommer dels
som selvstændigt Musikstykke, dels som
integrerende Bestanddel af Suiter, Sonater o. l. Det
franske air anvendes endnu til Stadighed i
denne Bet., altsaa omtr. ensbetydende med,
hvad vi kalder Melodi.
S. L.
Ariège [a↱riæ.з], 1) Flod i Sydfrankrig, Biflod
til Garonne, udspringer i Pyrenæerne ved
Foden af Puy Nègre nær Andorras Grænse og
udmunder S. f. Toulouse efter et Løb paa 157 km,
af hvilke 38 km regnes for at være sejlbare;
der findes lidt Guld i Floden, men ikke
tilstrækkeligt til at lønne Udvaskning. — 2) Det efter
Floden opkaldte Dept, dannet af det gamle
Grevskab Foix samt Dele af Languedoc og
Gascogne, grænser til Spanien og Andorra samt til
de franske Departementer Haute-Garonne, Aude
og Pyrénées-Orientales. Det er 4903 km2 med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
