Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Athamas, Heros - Athanarik - Athanasianske Symbol - Athanasios den Store, Biskop og Kirkefader (297-373) - Athanodoros - Atharva-Veda, se Veda - Athelstan, se Ethelstan - Athen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vejen. Ved et opdigtet Orakelsvar overtalte hun
A. til at ofre dem for at afvende en Misvækst;
paa Skrømt blev Frixos sendt af Sted for at
hente den skønneste Vædder i Landet til Ofring;
men den Vædder, han fandt, viste sig at have
menneskelig Røst og Forstand, aabenbarede
begge Søskende den truende Fare og bar dem
bort over Havet paa sin Ryg (se Helle). Senere
gør Hera af Vrede over, at Ino og A. har
opfostret Ino’s Søstersøn, Dionysos, A. rasende;
han dræber i Vildelse Learchos og forfølger Ino
og Melikertes, som imidlertid styrter sig i Havet
og derefter bliver Havguder (under Navn af
Leukothea og Palaimon). Til sidst bliver A.
fordrevet fra Boiotien og bosætter sig paa den
athamantiske Slette i det sydlige Thessalien,
hvor han ægter Themisto og avler fl. Børn. Nogle
af disse grundlægger i de tilstødende Egne Byer,
som faar Navn efter dem. I Staden Halos levede
i hist. Tid en Slægt ved Navn Athamantiderne
(ɔ: A.’s Ætlinge), hvis Familieoverhoved aldrig
turde betræde Byens Raadhus; gjorde han det,
var han hjemfaldet som Offer til Zeus Lafystios.
Denne ejendommelige Tradition begrundede
Sagnet ved, at A. selv engang skulde have været
ofret, men af en Sønnesøn var blevet reddet
herfra. De antikke Tragikere hentede oftere
deres Stof fra Sagnene om A., som de til Dels
bearbejdede temmelig frit; men intet af disse
Digte er bevaret.
C. B.
Athanarik, vestgotisk Stammefyrste paa
Folkevandringens Tid, stod først under Østgotekongen
Hermanrik’s Overhøjhed. Da Hunnerne nærmede
sig, maatte han følge det Eksempel, som andre
Vestgoter allerede havde givet, og søge Ly
hinsides Donau i Romerriget. Her blev A. efter
Fridigern’s Død Vestgoternes øverste Leder og
sluttede Fred og Venskab med Theodiosios den Store;
han døde 381, og Kejseren gav ham en pragtfuld
Ligfærd, hvorved han vandt Vestgoternes
Sympati, saaledes at de traadte i rom. Tjeneste.
H. H. R.
Athanasianske Symbol (Symbolum Athanasii,
efter Begyndelsesordet ogsaa kaldet Quicunque)
er det tredie af de saakaldte økumenske
Symboler. Sikkert er, at Athanasios ikke har haft
noget med det at gøre, men ellers hviler dets
Oprindelse i Mørke. Sandsynligvis er dets første
Halvdel (§§ 1—26), som handler om
Treenigheden, en gallisk Trosregel til det nikænske
Symbol, udvidet i 5. Aarh. med Augustin’s og
Vincentius Lerinensis’ Teologi. I Løbet af 6. Aarh.
fik det sin nuv. Form i Sydgallien som et Værn
mod den vestgotisk-spanske Arianisme, og i
Løbet af 8. og 9. Aarh. blev det til den frankiske
Kirkes Bekendelse, samtidig med at den anden,
kristologiske, Halvdel (§§ 27—39), hvis
Oprindelse er fuldstændig ukendt, tilføjedes.
Efterhaanden blev A. S. optaget af hele den
vesterlandske Kirke, hvorimod den østerlandske aldrig
har villet godkende det, saa økumensk er det
ikke. Reformationskirkerne tilegnede sig det, og
i den anglikanske Kirke bruges det ligesom i
Romerkirken liturgisk. (Litt.: A. Harnack,
»Dogmengeschichte« [Freiburg 1888] II, 299. Det
er oversat af Th. Jørgensen, »Den danske
Folkekirkes symbolske Bøger«, 1900).
L. M.
Athanasios den Store, Biskop og
Kirkefader, f. i Alexandria omtr. 297, d. 2. Maj 373.
Græsk af Fødsel og Opdragelse indviede hans
Forældre ham i den kristne Tro. Sagnet lader
ham allerede som Barn lege Biskop, og som
Dreng gav Kristenforfølgelserne ham Indtryk af
Kristenlivets Alvor. I en meget ung Alder blev
han den alexandrinske Biskop Alexandros’
Husfælle og Sekretær og Eneboeren Antonios’ Ven,
og da Striden brød ud med Arios, stillede han
sig afgjort paa sin Biskops Side. Klar over
Stridens afgørende Bet. fulgte han som Diakon med
Biskop Alexandros til Nikæamødet (325), hvor
Arianerne saa deres farligste Modstander i den
unge Mand. 328 blev han Biskop i Alexandria, og
fra nu af staar han som Hovedmanden for den
Sandhed, der var hævdet i Nikæa. Fjernt fra den
kejserlige Politik, baaret frem af sin Menigheds
beundrende Kærlighed og klar over Maal og
Midler som ingen anden syntes han uovervindelig,
men det arianske Hof fik Kejser Konstantin til at
forvise ham til Trier 336. Han kom hjem 338;
men to Aar efter maatte han flygte til Rom, hvis
Biskop ganske sluttede sig til ham. 346—356 var
han atter i Alexandria, men derpaa maatte han
igen flygte. Under Julian Apostata kunde han
362 i Alexandria holde en Synode, som forenede
alle Modstanderne af Arianismen, fastslog
Helligaandens Guddommelighed og Jævnbyrdighed
med Faderen og Sønnen og afviste
Apollinarismen, men samme Aar blev han atter forvist. For
femte Gang maatte han flygte, under Kejser
Valens, hvorefter han levede sine sidste Aar i Ro
og døde som Sejrherre. — Det, som A. satte sit
Liv ind paa at hævde, var Sønnens Væsensenhed
med Faderen. Det var for ham ikke blot en
teologisk Doktrin, men en Livsbetingelse, det var
ikke et Udslag af Spekulation, men af praktisk
Fornødenhed; thi kun hvis Jesus Kristus var
sand Gud, kunde han frelse os fra Synden og
Døden til sit guddommelige Liv. I Sammenhæng
hermed staar hans Begejstring for det
verdensforsagende Liv, »Ortodoksiens Fader« blev
Munkelivets væsentligste Fremmer. A.’s Værker er
udg. af Montfaucon (Paris 1693, I—II) og af
Migne (Paris 1860). Hans to apologetiske
Arbejder »Mod Hellenerne« og »Om Ordets
Menneskevordelse« er oversatte af C. A. H. Muus
(Würzburg og Kbhvn 1869 og 1877) og af A.
Hansen, »Vidnesbyrd af Kirkefædrene« XVII,
(Kria 1891). (Litt.: H. R. Reynolds,
Athanasios his Life and Life-Work [London 1889]; A.
Chr. Bang, i »Kirkehist. Smaastykker« [Kria
1890]).
L. M.
Athanodoros [gr. -↱no´-], gr. Billedhugger
fra Rhodos sammen med Polydoros og sin
Slægtning Hagesandros udførte han
Laokoonsgruppen (s. d.).
Atharva-Veda, se Veda.
Athelstan [↱äþe£stən], se Ethelstan.
Athen (Ἀθῆναι), det nuv. Grækenlands
Hovedstad, til alle Tider en af Hellas’ vigtigste Byer,
har fra Oldtid til Nutid ligget væsentlig paa
samme Plads som nu, under 37° 58′ n. Br. og
23° 44′ ø. L. f. Grw., paa og ved en Rk. Højder,
der udgør de sydlige Udløbere af den
Højderyg, Anchesmos (Turkovuni), der deler
Attikes Hovedslette, omtr. 5 km fra Havet, den
saroniske Bugt. Af Højderne er Borgklippen
Akropolis (156 m) den vigtigste; til den slutter sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
