Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Repressalie - Repression
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Iværksættelse. R. kan positivt bestaa f. Eks. i
Beslaglæggelse af Modpartens Ejendom, som da
Danmark ved Plakat af 16. Aug. 1807
beslaglagde al eng. Ejendom i Landet i Anledning af
det eng. Overfald, ell. negativt f. Eks. i
Ikke-Opfyldelse af Traktatforpligtelser, men i øvrigt
er der i og for sig ingen Grænse for, hvilken
folkeretlig Regel, der kan tilsidesættes gennem
R. (Oppenheim). Gengældelsesforanstaltningen
behøver saaledes ingenlunde at bestaa i
Ophævelsen af den samme ell. en lgn. Retsregel som
den, Modparten har krænket. Dette betyder
dog ikke, at en Stat til Gengæld for en
stedfunden Retskrænkelse er berettiget til at gribe til
en hvilken som helst Tvangsforanstaltning.
Nogle hævder, at Valget kun er bundet af de
Hensyn, som følger af Humanitetsprincippet og
af Grundsætningen om Tro og Love i
internationale Forhold (Strupp), og dette giver allerede
en væsentlig Begrænsning i Valget af Midler.
Den alm. og med Staternes Praksis vistnok
bedre stemmende Opfattelse gaar dog ud paa,
at der (yderligere) maa kræves en vis
Forholdsmæssighed mellem R. og den Retskrænkelse,
der giver Anledning til den (herimod f. Eks.
Hatschek). Endvidere maa den paagældende
Stat først forgæves have opfordret Modparten
til at indstille sin retsstridige Handlemaade og
til at yde Oprejsning og Erstatning for den
foraarsagede Skade (Roth). Udøvelsen af R.
kan fremdeles være begrænset ved Traktat, jfr
den 2. Haagkonvention af 18. Oktbr 1907, der
sætter visse Grænser for de Forholdsregler, som
kan træffes mod en Stat, der ikke betaler sin
kontraktmæssige Gæld. Ligesom R. ikke maa
være rettet imod en udenforstaaende Stat, er
det heller ikke (berettiget at iværksætte R. til
Fordel for en tredje Magt. Endelig kan nævnes,
at R. skal ophøre, saa snart den anden Stat
har ophævet sin retsstridige Beslutning og saa
vidt muligt afbødet dens Følger, f. Eks. ved at
betale Erstatning.
Det omtvistede Spørgsmaal, om
Modrepressalier er tilladt, maa vistnok besvares
benægtende. Modrepressalien maatte nemlig forudsætte en
objektivt folkeretsstridig Handling, men den R.,
den rettes imod, er som saadan netop
retmæssig. Overskrider en R. derimod de ovennævnte
Grænser, foreligger for saa vidt et nyt
Retsbrud, der berettiger til R. fra den anden Part.
Det er dette Forhold, der i Krigstid kan
medføre saa skæbnesvangre Følger for Krigsfanger
og civile paa fjendtligt Territorium.
Medens R. i Fredstid navnlig er rettet imod
den af en anden Stat allerede tilvejebragte
retsstridige Tilstand, tilsigter R. under Krig tillige
at virke præventivt, d. v. s. at afværge
yderligere Retskrænkelser. Iøvrigt er der ingen
principiel Forskel paa R. i Fred og i Krig. Paa
Konferencen i Bryssel 1874 foreslog den russ.
Regering ganske vist særlige Bestemmelser,
hvorefter Krigsrepressalier kun skulde være
tilladt i yderste Nødsfald over for aabenbare
Retsbrud og kun i det Omfang, som Hensynet
til Menneskeligheden tillader det, endvidere at
de skulde staa i Forhold til Retsbruddet og kun
udøves med den Øverstkommanderendes
Billigelse. Skønt dette Forslag imidlertid ikke blev
vedtaget, men »nedlagt paa
Menneskekærlighedens Alter«, maa ogsaa R. i Krigstid i
Mangel af udtrykkelige Traktatbestemmelser være
underkastet de ovf. omtalte alm.
Begrænsninger, med hvilke det russ. Forslag forøvrigt i
det væsentlige stemte. Det følger allerede af
Humanitetsgrundsætningen, at det maa anses
for retsstridigt at mishandle ell. dræbe
Krigsfanger som R. imod, hvad deres Hjemlands
Regering har gjort sig skyldig i. Men af Reglen
om, at R. er en Gengældelsesforanstaltning imod
en Stat, maa det endvidere følge, at Retsbrud,
der paa egen Haand begaas af civile Personer
under Krig, ikke kan berettige til R. mod deres
Medborgere (Pillet og Bonfils-Fauchille). Da
nemlig den fjendtlige Regering ell. Hærledelse
kun sjældent kan gøres ansvarlig for deres
civile Undersaatters Retsbrud paa et af en anden
Magt besat Omraade, vil
Repressalieforholdsregler mod civile Personer ofte ikke have anden
Virkning paa den fjendtlige Ledelse end at
fremkalde (ny) R. til Gengæld for Modpartens
Handlemaade, der vil blive opfattet som Brud
paa Folkeretten. Derfor vil repressalielignende
Forholdsregler mod civile Personer i mange
Tilfælde være lige saa inhumane som absurde,
ganske bortset fra det for den umiddelbare
Retsfølelse oprørende i at »straffe« en Person
for det, en anden har gjort.
R. kan ogsaa i Fredstid gaa saa vidt, at
krigerske Forholdsregler bringes til Anvendelse,
saasom Bombardement, militær Okkupation
o. l., uden at Krigstilstand indtræder.
Forskellen paa saadanne R. og egl. Krig kan være saa
lidet iøjnefaldende, at den maa søges deri, om
Parterne selv betragter Forholdet som Krig ell.
ej. Saa længe ikke mindst en af Parterne ved
Krigserklæring ell. paa anden Maade har
tilkendegivet det som sin Hensigt at føre Krig,
maa de paagældende Foranstaltninger opfattes
som R., hvilket saaledes gælder Italiens
Forholdsregler over for Grækenland 1923 under
Korfukonflikten. Forskellen har Bet. i fl.
Henseender, f. Eks. opstaar der ikke
Neutralitetspligter for andre Magter som Følge af R. —
Særlige Former for R. er Fredsblokade
og Embargo (s. d.). (Litt.:
Bonfils-Fauchille, Manuel de droit international
public, 7. Udg. [Paris 1914], S. 698 ff., 726 ff.;
H. M. Robert, »Retorsion und Repressalien«
[Greifswald 1917]; Liszt, »Das Völkerrecht«,
11. Opl. [Berlin 1918], S. 272 f.; R. Roth, »Die
Repressalie« [Nürnberg 1918]: Oppenheim,
International Law [Lond. 1921], II, 44 ff., 335 ff.:
Hatschek, »Völkerrecht« [Leipzig 1923], S.
404 ff.; Strupp i »Wörterbuch des
Völkerrechts und der Diplomatie« [Berlin og Leipzig
1924], II, 349 ff.).
G. R.
Repression (lat.) er et i moderne Strafferet
ofte benyttet Udtryk for Samfundets
Beskyttelseskamp mod Forbrydelsen. Erkendelsen af, at
Straffen kun er eet af de til Raadighed staaende
Midler til Forbrydelsens Bekæmpelse, og at der
desuden kan være Tale om mange andre
Forholdsregler (betinget Dom, Tvangsopdragelse,
Sikkerhedsforanstaltninger af forsk. Art,
Milieuforandring m. m.), har nødvendiggjort et
saadant Fællesudtryk for samtlige kriminalpolitiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
