Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rung, Pauline - Rung, S. - Runge, Philipp Otto - Rung-Keller, Poul Sophus Christian Henrik - Rungsted - Runhent - Runing - Runkelroe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
10. April 1890 i Kbhvn, kom som ganske ung
til Kbhvn med Beckers tyske Skuespillerselskab,
der gav Forestillinger paa Vesterbro, optraadte
i nogen Tid i Provinserne, hvorfra Rygtet om
hendes sydlandsk prægede Skønhed og
umiskendelige sanglige og dramatiske Evner naaede
det kgl. Teater, der knyttede hende til sig og
forberedte hende til Optræden i
Syngespil-Repertoiret. Men da hendes Stemme under
Uddannelsen viste sig langt større og fyldigere,
end man havde ventet, fik hun — 1838 — til
Debut et stort Operaparti, Rachel i »Jødinden«,
det flg. Aar Fidelio, gjorde stor Lykke og
indtog nu, indtil hun 1857 tog sin Afsked som
Benjamin i »Joseph og hans Brødre«, en
fremragende Plads i Operapersonalet og udførte en
Række af de store Sopranpartier, Valentine i
»Hugenotterne«, Julia i »Vestalinden«, Elvira i »Don
Juan«, Liden Kirsten o. s. v. 1842 havde hun
ægtet sin Lærer, ovenn. H. R.
S. L.
Rung, S., se Keller.
Runge [roŋə], Philipp Otto, tysk Maler,
f. 23. Juli 1777 i Wolgast, d. 2. Decbr. 1810 i
Hamburg. R. var Elev af Herterich og G.
Hardorff d. Æ. i Hamburg (der mere havde virket
ansporende end belærende), for en kort Tid af
Kbhvn’s Akademi (1799—1800) — saa kort, at
han ikke fik tilegnet sig J. Juel’s og Abildgaard’s
tekniske Anvisninger —, fra 1801 af Dresden’s.
Han er i den nyere Tid af Kunsthistorikere som
Lichtwark draget frem af halv Glemsel. Hans
Bet. er vel større kunsthistorisk end
kunstnerisk; i sin korte Levetid fik han ikke malet saa
meget, og der hersker gerne i hans Kunst et
Misforhold mellem hans Kunnen — den sikre
Skoling — og hans højtstræbende Aand, der
droges af den Weimar’ske Kunstæstetik (Goethe
og R. kom i nært Forhold til hinanden). Naar
man har villet gøre ham til en Forløber for
Impressionismen, ligger Berettigelsen hertil
væsentlig i hans egne Udtalelser om Lys og
Farver, mindre i hans egen Kunst, hvor der højest
spores en Stræben, i Retning af Frilys-Maleri. En
stærk romantisk Naturstemning træder frem i
hans store Tegninger af Dagens Tider (kun
»Morgen« blev delvis til Maleri). En Mængde
ses nu i Hamburg’s Kunsthalle: det udmærkede
Portræt af Kunstneren med Familie, den
karakteristiske allegoriske Komposition »Morgen«,
de Hülsenbeck’ske Børn o. m. a., en ærlig
Kunst, der synes mærkelig uberørt og
u-manierert. Den umiddelbare og naive
Naturiagttagelse, der titter frem i R.’s Kunst midt i den
datidige Malerkunsts akademiske Cadence, fik
en Tid ikke saa ringe Bet. for hamburgsk
Kunst. I sine Skrifter (udg. i 2 Bd. 1840, »P. O.
R.’s Schriften in Auswahl« [Berlin 1915], »Bilder
u. Bekenntnisse«. Herausgeg. v. Paulli [Berlin
1918]) giver han sine kunstneriske Reformkrav
et skarpere og mere bevidst Udtryk; han skrev
ogsaa et farveteoretisk Værk: »Farbenkugel«
(1810)« (Litt.: A. Aubert, »R. og
Romantikken« [Oslo 1911]; G. Pauli, »Ph. O. R.’s
Zeichn. u. Steinschnitte« [Berlin 1916]).
A. Hk.
Rung-Keller, Poul Sophus
Christian Henrik, dansk Musiker, f. i Kbhvn 11.
Marts 1879 som Søn af kgl. Kammersangerinde
Fru Sophie Keller, Datter af Komponisten
Henrik Rung, efter hvem han antog Navnet
Rung-Keller. Student 1897. Efter at have tage
Filosoficum viede han særlig Orglet sin Interesse,
ogsaa som Orgelbygger ved Studier i Udland og
Indland. En Tidlang var han tillige Assistent
ved Musikhist. Mus. i Kbhvn. Alt imens forsømte
han dog ikke sin Interesse for den praktiske
Musik. Som Elev af Otto Malling, Gotfr.
Matthison-Hansen og Th. Laub blev han da kaldet
som Organist ved Vor Frelsers Kirke paa
Kristianshavn. Som saadan har han indlagt sig
stor Fortjeneste ved de af ham grundlagte
Gratiskoncerter, der Vintermaanederne igennem
altid samler en talrig Tilhørerskare i Kirken.
Tillige virkede han som Lærer i Orgel og
Musikteori ved det nu nedlagte Hornemans
Konservatorium, og siden 1917 virker han i samme
Egenskab ved det kgl. Konservatorium. Efter
hans Morbroder Fr. Rung’s Død 1914 overdroges
ham tillige Hædershvervet som dennes
Efterfølger som Dirigent i »Cæciliaforeningen«.
A. H.
Rungsted (gl. Form: Runæstigh, Runsti),
Fiskerleje, Stationsby og Badested i Nordsjælland
(Hørsholm Sogn, Lynge-Kronborg Herred,
Frederiksborg Amt), smukt beliggende ved
Øresund, c. 22 km N. for Kbhvn og 17 km S. for
Helsingør. 1921 var der 85 Gaarde og Huse med
511 Indb. (1916: 557. 1906: 358). I Byen er der
Filialkirke (opf. 1905—07), Forskole, Kostskole,
Gymnasium, Børneasyl, Kystpolitistation,
Jernbanestation (paa Kystbanen), Postekspedition og
Telegrafstation, en ny Havn (anlagt som Ø-Havn
med 3,3 m Dybde). Desuden Badehotel,
Afholdsrestaurant, Gæstgiveri og Kro m. m. R. er et
meget gammelt Fiskerleje, hvor der allerede i
Christian II’s Tid var en privilegeret Kro, og
som i 18. Aarh. forenedes med Dronning
Louise’s Livgeding Hørsholm Gods. Til Godset hørte
Rungstedgaard, som senere kom i
Privateje, og hvormed forenedes bl. a.
Rungstedlund, den gamle R. Kro, der er bleven
bekendt ved Digteren Johannes Ewald’s Ophold
her 1773—74. Til Minde om ham er der paa
»Ewald’s Høj« ved R. rejst en Granitstøtte med
Portrætmedaillon.
(H. W.). M. S.
Runhent er et af de ældste oldnordiske
Versemaal og findes tidligst i Egil
Skallagrimsson’s Hovedløsning fra 936. Det karakteristiske
ved R. er, at Linierne rimer indbyrdes ved
Slutningsrim (ikke Indrim); de kan da rime
parvis, ell. 4 ell. ogsaa alle 8 Linier med hinanden.
Krydsrim findes derimod ikke. Liniernes
Stavelseantal kan variere, dog ikke inden for det
samme Digt. I øvrigt er et Digt i R. ganske
indrettet som andre Draper med det
sædvanlige Bogstavrim og Inddeling ved Omkvæd
(Stef).
F. J.
Runing, se Appretur.
Runkelroe (Foder-Bede), Kulturform
(Varietet) af Strand-Bede (Beta vulgaris
maritima, se Beta), der i stor Udstrækning dyrkes
til Vinterfoder for Husdyrene, fortrinsvis
Kvæget. Den er normalt toaarig. Saaet i Foraaret
udvikler den i første Sommer en fyldig,
kødfuld, næsten ugrenet Hovedrod (en »Roe«) samt
en kraftig Bladroset. Om Efteraaret tages de
op. Bladene (»Toppen«) skæres af, og Rødderne
(»Roerne«) nedkules og dækkes mod Frost, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
