Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saint Dogmells - Sainte - Sainte-Aulaire, Louis Beaupoil - Sainte-Baume - Sainte-Beuve, Charles Augustin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saint Dogmells [sənt-’dågme£z]
(Llandudoch), By i SV.-Wales (England),
Pembrokeshire, ved Floden Teifi, 8 km før dens
Udmunding i Cardigan Bugten. S. D. har (med
Landdistrikter) (1921) 7848 Indb.
G. G.
Sainte [sæ.t] (fr.), Hunkøn af Saint.
Sainte-Aulaire [sæt-o’læ.r], Louis
Beaupoil, Marquis, senere Grev de, fr. Diplomat
og Historiker (1778—1864), blev 1809 kejserlig
Kammerherre og var 1813—15 Præfekt;
fraraadede al Modstand mod Napoleon’s
Tilbagekomst, da han troede Kongedømmets Sag tabt,
og hørte 1815—16 i Deputeretkamret til det
maadeholdne Parti. Han blev genvalgt
1818—23 og paa ny 1827—29, støttede sin Svigersøn
Decazes’ og senere Martignac’s Ministerium
og var siden 1829 Pair. 1831 blev han
Sendemand i Rom, 1833—41 i Wien og 1841—47 i
London. 1827 udgav han Histoire de la Fronde
(3 Bd, ny Udg. 1860) og blev derfor 1841
Medlem af Académie française.
E. E.
Sainte-Baume [sæt-’bo.m], Bjergdrag i det
sydøstlige Frankrig, Dept Var og
Bouches-du-Rhône, udgør en Del af det provençalske
Bjergland, er opbygget af Kalklag og naar en Højde
af 1154 m. Bjergene er skovrige og har store
Marmorbrud. Ved en Grotte, hvor efter
Folketroen den hellige Magdalena tilbragte sine sidste
Levedage, findes et Valfartskapel, der gæstes af
mange Pilgrimme, navnlig paa
Maria-Magdalena-Dagen (22. Juli).
(M. Kr.). E. St.
Sainte-Beuve [sæt-bö.v], Charles
Augustin, fr. Forf., f. 23. Decbr 1804 i Boulogne, d.
13. Oktbr 1869 i Paris. De vigtigste Begivenheder i
denne store Kritikers Liv er flg. Efter et Par
religiøst bevægede
Ungdomsaar,
nogle Aars med.
Studium og
ivrig Fordybelse
i den
sensualistiske Filosofi,
ældre og
nyere — hvilket
alt sammen
satte Spor i
hans senere
Udvikling og
litterære
Produktion —
begyndte han sin
Forfattervirksomhed
1824—27 med en
Række mindre
Artikler i de unge Talenters Tidsskrift, Le
Globe, den doktrinære Liberalismes Organ.
Snart kom han i Berøring med Victor Hugo,
i hvis Hustru han forelskede sig, blev Deltager
i Digterkredsen le Cénacle og optraadte i de flg.
Aar selv som Digter med en Samling Poésies
de Joseph Delorme (1829, en ung brystsyg
Digter angaves som den fingerede Forf.). Men
mere Opsigt gjorde det litterær-historiske
Prisskrift Tableau de la poésie française au 16.
siècle (1828), hvor Ronsard og hans Skole atter
vaktes til Live. En ny Digtsamling, Les
Consolations (1830), betegner en ny Periode i hans
aandelige Vækst: han er atter under den kat.
Mysticismes Paavirkning; dog er her kun Tale
om en »litterær Omvendelse«, hvorom ogsaa
den erotisk-religiøse, personlig inspirerede
Roman Volupté (1834) vidner. Samtidig skrev han
i Tidsskrifter talrige, fortrinlige
Litteraturkritikker, siden samlede til Bøger. Efter
Julirevolutionen kom S., der følte sig højlig skuffet
ved det ny Regimente, en Tid i Forbindelse
med Saint-Simonisterne; men jo mere
Kritikeren kom op i ham, desto vanskeligere blev det
ham at slutte sig til nogen bestemt Retning,
om end han endnu gennemgik en republikansk
Fase under Armand Carrel’s Indflydelse og en
evangelisk-demokratisk som Ven af Lamennais.
Et Ophold i Lausanne, 1837—38, stillede ham
Ansigt til Ansigt med Protestantismen, hvad
der ogsaa gav ham Impulser. Arbejder fra
Perioden indtil Februarrevolutionen er hans
sidste Digtsamling, Pensées d’août (1838), hvori
den eng. Søskoles Indflydelse kendes, og de
første Bind af hans store Værk, Histoire du
Port-Royal, et i mange Henseender ypperligt
Arbejde, der begyndtes med udpræget Sympati
for Jansenismen (1840—60, i alt 5 Bd; 2 Udg.
til i hans Levetid). Som Kritiker virkede han
dengang ved Revue des deux Mondes, og dette
Tidsskrift skilte han sig aldrig fra; det er hvad
han har meddelt dér, som mest udgør Indholdet
af den Rk. Bd, der kaldes Portraits littéraires,
Portraits centemporains og Portraits de
femmes (de er komne i fl., indbyrdes ret forsk.
Udg.). 1844 kom han ind i Akademiet.
Revolutionen 1848 jog ham, den dog ikke synderlig
orleanistisk-sindede, til Belgien; men næste Aar,
da der syntes at være kommet Ro til Veje, var
han igen i Paris, og fra nu af begynder hans
berømteste litterært-journalistiske Arbejde,
Mandagsfeuilletonerne ell. -kronikerne (les Lundis
blev formelig et typisk Udtryk), først i Le
Constitutionnel, dernæst i Moniteur universel,
sidst i Temps. Skønt han naturligvis ingenlunde
var begejstret for Statskuppet, ræsonnerede
han dog, at Kejserdømmet var det
forhaandenværerde heldigste; han fik Ansættelse som Prof.
i lat. Digtekunst ved Collège de France; men
da han vilde begynde sine Forelæsninger
(Foraaret 1855), blev han Genstand for en saa
larmende Moddemonstration fra Studenternes
Side, at han maatte holde op. Han stod
imidlertid under Napoleon III de mest frisindede af
Dynastiet (Prins Napoleon og hans Søster)
nærmest, angreb Klerikalismen i Skrift og — siden
han var udnævnt til Senator 1865 — i Tale, saa
at han paa ny vandt Popularitet hos
Ungdommen, og de med. Studenter hyldede ham in
corpore i den fri Tankes Navn. Af Bøger fra
hans sidste 20 Aar er at nævne: Chateaubriand
et son groupe litteraire (2 Bd, 1860), P. J.
Proudhon (1865), Étude sur Virgile (1867); i
Bet. naar de dog ikke den stolte Serie
Causeries du lundis (i alt 28 Bd, 1851—70). Efter at
han var død, udkom hans Correspondance (3
Bd, 1877—80) samt Lettres à la Princesse (1873)
og Les cahiers de S.-B. (1876). Hans mange
Fjender bar endnu efter hans Død fremdraget
visse svage Sider ved hans Privatliv paa en
nidsk og usmagelig Maade; men for
 |
| C. A. Sainte-Beuve. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
