Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salisbury (By i England) - Salisbury (Byer i U. S. A.) - Salisbury (Jarletitel)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lærerindeseminarium), Salisbury and South Wilts Museum (for
Naturvidenskab og — navnlig — Oldsager).
Endelig findes et Torvekors fra 14. Aarh. og
Mindesmærker for Lord Herbert og
Nationaløkonomen H. Fawcett. Byen, der tidligere var
bekendt for sin Fabrikation af Staalvarer,
navnlig Knive, er nu en stille Plads med
Landhandel og Kvægmarkeder og (1921) 22861 Indb.
Tæt N. f. Byen findes Ruiner af Old Sarum,
Romernes Fæstning Sorbiodunum og
Angelsakserkongernes gl. Residens. Under Navn af
New Sarum grundlagdes S. paa sin nuv.
Plads i 12. Aarh. I den ensformige, men
minderige Omegn findes 15 km N. f. Byen det
berømte Stonehenge, en Samling af 300
Bautastene, og tæt S. f. Byen Ruinerne af
Clarendon Castle samt længere mod S. den gl
Storskov New Forest. En Del af S. Plain
købtes 1900 af Regeringen til en stor militær
Øvelseslejr, der var den, der uddannede de fleste
eng. Soldater under Verdenskrigen.
G. G.
Salisbury [’så.£zbəri], 1) By i U. S. A., North
Carolina, c. 160 km VSV. f. Raleigh, har
Jernbaneværksteder. (1920) 13884 Indb. Under
Borgerkrigen havde Sydstaterne et Militærfængsel
her. Over 12000 Nordstats-Soldater ligger
begravede paa en nærliggende Kirkegaard.
2) By i U. S. A., Maryland, ved Wicomico
River paa Delaware Halvøen. (1910) 6690 Indb.
G. Ht.
Salisbury [’så.lzbəri] var siden 12. Aarh. en
eng. Jarletitel, der senere ved Arvedatterens
Ægteskab gik over til William Longespie (d.
1226), en uægte Søn af Henrik II og den
smukke Rosamunde. 1337 gaves Titlen til William de
Montecute, hvis Hustru efter Sagnet 1344 gav
Anledning til Hosebaandsordenens Indstiftelse,
og deres sidste Ætling Alice bragte den ved sit
Ægteskab 1442 til Richard Neville (d. 1460).
Deres Søn var den berømte Jarl af Warwick,
og efter hans Død blev Svigersønnen, Hertugen
af Clarence tillige 1472 Jarl af S.; dennes
Datter Margaret blev 1513 Grevinde af S., men
henrettedes som den sidste Plantagenet 1541;
hun var Moder til Reginald Pole. 1605 ophøjedes
Robert Cecil (Lord Burleigh’s yngre Søn)
til Jarl af S. (d. 1612), og dennes Ætling James
Cecil (1748—1823) blev 1789 forfremmet som
Markis S. Hans Søn James Brownlow
Cecil (1791—1868) var 1814—23 i Underhuset
og senere i Overhuset en ivrig Forkæmper for
yderlige Tory-Grundsætninger; han var
Febr—Decbr 1852 Seglbevarer og Febr 1858—Juni 1859
Præsident for Geheimeraadet i Jarl Derby’s
Ministerier.
Robert Cecil, siden 1868 Markis af S.,
den sidstnævntes yngre Søn, f. 3. Febr 1830, d.
22. Aug. 1903, blev uddannet ved Oxford Univ.
og indtraadte som Lord Cecil 1853 i
Underhuset, men fik 1865 ved sin ældre Broders Død
Titlen Viscount Cranborne. Han udmærkede sig
tidlig ved sine grundige Kundskaber og sin
skarpe Veltalenhed, samt ved sine afgjort
konservative Grundsætninger. Under den
nordamerikanske Borgerkrig tog han aabent Parti for
Sydstaterne, og 1863—64 forsvarede han med
Varme Danmarks Sag baade i Underhuset og i
en opsigtvækkende Artikel i Quarterly
Review; ligeledes havde han 1864 væsentlig Del i
at fortrænge R. Lowe fra Undervisningsvæsenets
Styrelse. Juli 1866 blev han Statssekretær for
Indien, men trak sig allerede tilbage Marts n.
A., fordi han
misbilligede
Disraeli’s
Indrømmelser i
Valgreformsagen,
Opgivelsen af de
formentlige
konservative
Garantier. Han
bekæmpede ogsaa
selve
Valgreformen til det
sidste og var en af
de faa, der
stemte imod
dens endelige
Vedtagelse
(sammen med
sin tidligere
Modstander R. Lowe). Han var siden 1868 en af
det konservative Partis Ordførere i Overhuset, ja
siden 1881 dets anerkendte Leder, og han
opfordrede ivrig, men forgæves, Peererne til at
trodse Folkestemningen og forkaste Gladstone’s
tvende Hovedlove om den irske Statskirkes
Ophævelse og de irske Landboforhold. Ogsaa
angreb han skarpt Tyskland under Krigen
1870—71. Febr 1874 overtog han paa ny Stillingen
som Minister for Indien, blev Decbr 1876
Englands Repræsentant paa Kongressen i
Konstantinopel om det østerlandske Spørgsmaal og
betraadte saaledes for første Gang den
diplomatiske Løbebane. Et Aars Tid senere, Apr. 1878,
afløste han den afgjort fredelskende Jarl
Derby som Udenrigsminister og nedlagde straks
kraftig Indsigelse imod Bestemmelserne i
San-Stefano-Freden som alt for gunstige for
Rusland; dettes Regering nødtes derved til at lade
sin Sendemand Grev Schuvalov træffe særlig
Aftale med S. om væsentlige Ændringer i
Fredsvilkaarene. Disse stadfæstedes paa Kongressen i
Berlin, hvor S. sammen med Beaconsfield
repræsenterede England. Apr. 1880 afgik han med
de andre Ministre, men var
Juni 1885—Jan. 1886 igen Udenrigs- og tillige Førsteminister;
støttede i denne Stilling Bulgariens Bestræbelse
for at frigøre sig fra Ruslands Indflydelse og
gennemførte Birmas Tilknytning til det indiske
Rige. I Aug. 1886 kom han igen til Roret som
Leder for Modstanden mod Irlands Selvstyre;
søgte med Strenghed at kue Bevægelsen i
Irland (ved sin Søstersøn A. Balfour), men
begyndte samtidig at udvikle stedligt Selvstyre i
hele Storbritannien ved folkevalgte
Grevskabsraad (under hans senere Styrelse 1898 udstrakt
til Irland) og gennemførte desuden væsentlig
Udvidelse af Folkeskolevæsenet. Udadtil (Jan.
1887 overtog han nemlig paa ny
Udenrigsministeriet) søgte han visselig at undgaa
Forviklinger, som kunde føre til Krig, men skaffede
dog England store Landvindinger i Øst- og
Sydafrika, hævdede bestemt den Magt, det
havde skaffet sig i Ægypten, og viste tilsvarende
 |
| R. C. Salisbury. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
