Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tronen nærmest. 17. Novbr 1292 fældede da
Edvard som S.’s Lensherre den Dom, at John
Balliol var ret Arving. Denne aflagde
derpaa Lensed til Kong Edvard og blev kronet i
Scone. Men da Edvard behandlede S. som en
slet og ret Vasalstat, skønt det efter hans Løfte
skulde være et frit Land, og fordrede skotske
Retsanliggender indankede i sidste Instans for
sin Domstol i England, sluttede de forbitrede
Skotter Forbund med Filip IV af Frankrig,
John Balliol nægtede Edvard Lydighed, og
Krigen udbrød 1296. Edvard indtog imidlertid de
skotske Fæstninger og sejrede ved Dunbar, og
John Balliol blev afsat og ført fangen til
England. Edvard bortførte derpaa Kongestenen,
hvorpaa de skotske Konger kronedes, fra Scone,
og 1296—1314 var S. en eng. Provins.
Edvard modtog Hylding af Clerus og Adel,
deriblandt Robert Bruce. Da rejstes
Frihedskampen af William Wallace, en Adelsmand fra de
vestlige Lavlande; han sejrede over
Englænderne med sin Folkehær ved Stirling 1297 og drog
derpaa plyndrende ind i England lige til
Hexham. Men fra Flandern ilede Edvard hjem og
sejrede saa afgørende ved Falkirk med sine
ypperlige Bueskytter, at Wallace maatte flygte
til Frankrig; endnu en Tid holdt de skotske
Adelsmænd ud mod Edvard; men da Wallace,
som atter vendte hjem, ved Forræderi var
blevet udleveret og henrettet 1305, var Skotterne
atter ydmygede. Edvard I udstedte da en
Forfatning for S., hvorved dette vel beholdt sine
egne Love, men skulde styres af en eng.
Statholder og retslig blev underkastet Kongens og
Parlamentets Afgørelse i Westminster. Men
herved vaktes hele den skotske Nation til Kamp
og fandt sin Leder i Robert Bruce
(1306—29). Bruce blev 1306 kronet i Scone og vandt
frem Aar for Aar, hjulpet af sin tapre Broder
Edvard Bruce og Sir James Douglas, og da
Edvard I var død paa sit sidste Tog mod S.,
mægtede hans svage Efterfølger Edvard II ikke
at kue Landet. 1314 havde Englænderne kun
Stirling Slot tilbage, og da Edvard II under
Forsøget paa at undsætte dette led det store
Nederlag ved Bannockburn 24. Juni 1314, var S.
hefriet. Bruce undertvang derpaa Galloway og
Argyll, blev Herre over de vestlige Øer 1315,
erobrede Berwick 1318, og efter Edvard II’s
Afsættelse tvang han ved et Tog ind i
England Rigsstyreren Mortimer til ved Traktaten i
Northampton Maj 1328 at anerkende S.’s
Uafhængighed. Bruce havde 1326 indkaldt S.’s
første egl. Parlament, hvortil Repræsentanter fra
Byerne første Gang var medtagne. Under hans
Søn David II (1329—71), der blev Konge 8
Aar gl, satte de engelsksindede Baroner 1332,
med Støtte af Edvard III, Johan Balliol’s Søn,
Edvard Balliol, paa Tronen, men Aaret
efter maatte han flygte til England. Edvard III
rykkede da mod Berwick for at paatvinge S.
sit Overherredømme, og da Skotterne drog over
Grænsen, tilføjede han dem et Nederlag ved
Halidon Hill. Derpaa faldt Berwick, og Edvard
III indsatte atter Edvard Balliol, men som
Vasalkonge, og han maatte overlade hele Landet
S. f. Forth til England. Kong David maatte
flygte til Frankrig. Men den skotske Adel
fordrev atter den svage Edvard Balliol 1334, og
da Edvard III var kommet i Krig med
Frankrig, kunde David II atter vende hjem 1341.
Under et slet ledet Indfald mod England blev han
imidlertid fanget 1346 og kom først fri 11 Aar
efter ved Traktaten i Berwick mod en ublu
Løsesum. I hans Fraværelse havde Robert
Stewart styret Riget. David II havde imidlertid
under sit Fangenskab fundet saa stort Behag i
London, at han efter sin Hjemkomst stadig
ødslede Penge paa sine Englands-Rejser; paa
en af disse (1363) traadte han endog i
hemmelig Forhandling med Edvard III og lovede at
anerkende denne som Arvtager efter sig, hvis
han selv ingen mandlige Arvinger efterlod;
tillige gjordes den Aftale, at en Søn af Edvard,
blot ikke Kronprinsen, skulde være skotsk
Konge. Men da han 1364 vilde forhandle med sit
Parlament om sine Planer sammen med
Edvard III, gav dette ham brat Afslag. Da David
var død uden Arvinger, gik Tronen over til det
ny Kongehus Stuart, og med dettes
Tronbestigelse begyndte en Kamp mellem Kongemagten
og Adelen, hvorved Kongerne søgte at tilrive
sig Kronens bortkomne Gods, en Kamp, der
vedvarede til Slaget ved Flodden 1513.
Robert II Stuart (ell. Stewart)
(1371—90), Søn af Robert Bruce’s Datter Marjory og
Walter Stewart og den første af Kongehuset
Stuart, var ved sin Tronbestigelse som 55-aarig
Mand allerede udlevet. Lige saa afmægtig som
Regent blev hans Søn Robert III
(1390—1406), hvorfor dennes Broder Hertugen af
Albany styrede Landet, men indre Ufred og
Splid herskede overalt. Da Albany, som en Tid
havde maattet vige som Rigsstyrer for Kongens
yngre Søn, Hertug David af Rothesay, atter
havde faaet Magten og fængslet Rothesay, døde
denne i Fængslet, rimeligvis p. Gr. a. et
udskejende Liv, men Albany fik Skyld for hans
Død. Ræd for at hans Søn Jakob skulde faa
samme Skæbne, sendte da Robert III ham til
Frankrig, men Skibet blev opsnappet af
Englænderne 1406, og i 18 Aar sad Jakob i engelsk
Fangenskab. Kort efter døde Kong Robert, men
Albany havde ingen Hast med at faa Jakob
udløst, hans Tragten efter at blive Konge selv
ved Hjælp af Adelen, som han i rigt Maal
begunstigede, blev dog frugtesløs. Paa denne Tid
naaede Wycliffe’s Lære ind i S., og 1407 blev
Lollarden James Resby brændt som Kætter
i Perth. Under Albany’s Regentskab fik ogsaa
S. sit »første Univ. i St Andrews 1414; før var
mange skotske Studenter dragne til Oxford og
Cambridge, dog søgte langt de fleste til Paris.
Da Albany var død 1420, hjemkaldte hans Søn
og Efterfølger som Regent, Murdoch, Jakob
fra Frankrig, og 1424 landede han i S. Ang.
Kongerne fra Jakob I til Jakob VI, se Art. om
disse. S.’s indre Historie under Kongerne af
Navnet Jakob optoges af Brydningerne mellem
Kongen og Stormændene, i religiøs Henseende
af Reformationens Indtrængen, udadtil
fortsattes Alliancen med Frankrig, og de idelige
Grænsekrige med England øgede det gensidige
Folkehad, men fra 16. Aarh.’s Beg. dannede sig
baade i S. og England et stadigt Parti, som ønskede
et fredeligt Samkvem mellem Landene, og med
Reformationens Indtrængen bragte den religiøse
Overensstemmelse mellem Rigerne en yderligere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
