Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skydsfærd - Skydsvæsen - Skydække - Skye - Skyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
offentlige Kasser ved Ligning paa Rigets
Matrikulskyld. (Litt.: se Skydsvæsen).
K. F.
Skydsvæsen [∫ys-] betegner i Norge den
lovordnede pligtige Befordring af Rejsende, enten
til Lands (»Landskyds«) ell. til Vands
(»Baadskyds«). Noget ordnet S. i den Forstand, som
Ordet senere har faaet, fandtes i Norge først
omkr. 1600, og enhver, som skulde rejse i
private Anliggender, var før den Tid henvist til
gennem Overenskomst at skaffe sig Befordring
af Bønderne. Oprettelsen af S. kan historisk
føres tilbage til Skydsfærden (s. d.), idet
Administrationen for med Kraft at kunne
optræde mod de hyppige Misbrug af denne fandt det
nødvendigt at istandbringe et S., der sørgede
for de private Rejsendes Befordring til en
rimelig Pris. I fl. Lovbud fra 16. Aarh. (Oslo
Herredagsartikler af 1548, Oslo Reces af 1578
o. fl. St.) findes vistnok forudsat Forpligtelsen
til mod Betaling at befordre Rejsende, men
først under Christian IV blev disse Forhold
nærmere ordnede ved mere omfattende
Lovbud. En for hele Riget gældende Skydstakst fik
man først 1622, idet der gaves Befaling til alle
Landets Lensherrer, at de skulde gøre saadan
Anordning, at Heste og Baade kunde være at
faa tilleje for Rejsende, som ikke var
berettigede til fri Befordring, mod en Betaling af
8 Sk. Milen for hver Hest og lige saa meget
for hver Rorskarl. Det lykkedes dog ikke at
etablere en nogenlunde fyldestgørende og
varig Ordning af disse Forhold før ved Frd. af
24. Decbr 1648. Denne Forordning vedblev at
være Hovedkilden til Skydslovgivningen lige til
1816, om det end varede længe, inden dens
Bestemmelser praktisk gennemførtes. Bortset
fra Afskaffelsen af Friskydsen medførte for
øvrigt hverken Loven af 6. Juni 1816 eller de
senere Love nogen større Forandringer i de
bestaaende Forhold. Bestræbelsen har i 19.
Aarh. fra Lovgivningens Side hovedsagelig
gaaet ud paa at afløse den alm. Forpligtelse
til efter Tilsigelse at stille Heste, Folk og
Redskaber til de Rejsendes Disposition med
Oprettelse af faste Stationer. Efter den nu
gældende Lov af 11. Juli 1924 kan der til Skydsing
af Rejsende til Lands og til Vands oprettes
Skydsstationer med Tilskud af det offentlige.
Om offentlig Skydsstation skal oprettes ell.
nedlægges afgøres af Fylkestinget (Station paa
Landet) ell. af Bystyret (Station i Bykommune).
Tilskud til offentlig Skydsstation paa Landet
udredes med 1/2 af Statskassen, 1/4 af
Fylkeskassen og 1/4 af Herredskassen, i Byer med 1/2
af Statskassen og 1/2 af Bykassen. Kongen
fastsætter med Stortingets Samtykke
Skydstaksterne. Fylkesmanden bestemmer, hvad Slags
Skydsmidler en offentlig Skydsstation skal være
forsynet med og hvor mange af hver Sort.
(Litt.: M. Birkeland, »Det norske
Postvæsen i dets Oprindelse og første Begyndelse«,
i »Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger« [Kbhvn
1887]; V. Haffner, »Innstillinger og
betenkninger« [Oslo 1925]).
K. F.
Skydække, se Skyer.
Skye [ska^i], Ø ved Skotlands Vestkyst, den
største og nordligste af de indre Hebrider, er
skilt fra Fastlandet ved Sleat Sound, Loch
Alsh og Inner Sound, samt fra de ydre Hebrider
ved Little Minch. Arealet er 1665 km2 og
Folkemængden (1911) 14750, hvoraf c. 1/6 taler
udelukkende Gælisk, medens Resten desuden kan tale
Engelsk. Øen er opbygget af vulkanske
Stenarter: Basalt, Dolerit etc.; kun den nærmest
Fastlandet liggende Del bestaar af kambriske og
siluriske Skifere og en jurækambrisk Sandsten
(Torridonsandsten). Basalten, der er udformet
i regelmæssige Søjler, danner høje, mørke
Stejlkyster, navnlig paa Syd- og Vestsiden, med
talrige Indskæringer og Huler, dannede ved
Havets Udvaskning. Det Indre er bjergfuldt og
hæver sig i Cuillin Hills til 986 m. Øen er et
overvejende Hedeland med Sumpe og talrige
Smaasøer samt romantiske Dalpartier. Klimaet
er mildt, men stormfuldt og foranderligt. Jan.
4,2°, Juli 13,6°. Aarlig Nedbør 203 cm.
Kvægavl og Fiskeri er Hovednæringsvejene.
Hovedstaden er Portree (s. d.).
(M. Kr.). M. H-n.
Skyer bestaar af ganske smaa Vanddraabe
— af en Størrelse omkr. ell. under 0,01 cm —,
som dannes ved Fortætning af Luftens
Vanddamp, naar en Luftmasse af en eller anden
Grund afkøles under den Temperatur, ved
hvilken den er mættet med Vanddamp. Finder
denne Proces først Sted ved Temperaturer under
Frysepunktet, kommer S. til at bestaa af
Iskrystaller i St f. Vanddraaber. At S. svæver,
staar i Forbindelse med de enkelte Partiklers
meget ringe Størrelse, der betinger en meget
lille Faldhastighed, under 0,5 m Sek.; den
Proces, som frembringer S., staar nemlig som
oftest i Forbindelse med en Opstigen af Luften,
og naar dennes Hastighed er større end den
nævnte Faldhastighed — hvad den let bliver —,
maa S. jo svæve. Ved visse S.-Arter, der dannes
uden en saadan stadig vertikal Luftbevægelse,
falder S.-Partiklerne utvivlsomt, men kommer
derved straks ned i et varmere Luftlag, som
ikke er mættet, saa de fordamper igen.
Det er bekendt, at S. kan være af et meget
forskelligartet Udseende; man plejer ofte at
klassificere dem — efter international Vedtægt
— efter visse Hovedtræk i deres Udseende, som
tillige staar i Forbindelse med de forsk.
Processer, hvorunder de dannes; men i øvrigt
forekommer snart sagt alle Mellemformer. Der kan
anføres 3 Hovedformer, af hvilke man som
oftest let kan finde een, hvortil en bestemt S. kan
hvnføres, nemlig: Cirrus ell. Fjerskyen, de lette
hvide, ofte trævlede ell. tilsyneladende forblæste,
fjeragtige S., som ofte ses paa den klare, blaa
»Godtvejrs-Himmel«; de bestaar af
Iskrystaller og befinder sig meget højt oppe i Luften,
hvad bl. a. giver sig Udslag deri, at deres —
tilsyneladende — Hastighed over Himlen er
ringe; de viser sig aldrig som »jagende S.«.
Højden over Jorden er noget forsk., svarende til
Lufthavets forsk. Mægtighed, c. 7—9 km i de
polare Egne og 10—12 km over ækvatoriale
Egne. Cumulus, undertiden kaldet Klode-S., er
klumpede S.-Masser, som, set fra Siden — naar
de ses over Horisonten — viser sig med en lige
Underkant, men opad er begrænset af runde,
kuplede Former, der meget ofte synlig svulmer
opad, naar man iagttager en bestemt S. i nogen
Tid; de smaa Cumulus-»Klatter« er hvide, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
