Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sommerfugle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa Forbrystet findes et Par smaa Skæl, der
har en Del teoretisk Bet.; de er nemlig blevne
opfattede som et Par rudimentære
Forbrystvinger; paa de to flg. Ringe findes de to Par
Vinger, S.’s stærkest iøjnefaldende Kendetegn.
Vingerne er store, flade Kitinplader, støttede af
et svagt Ribbenet; de mangler kun rent
undtagelsesvis, og da altid hos Hunnerne (enkelte
Spindere, de larvelignende Hunner af Psychidæ).
De kan hos visse tropiske Former af Familien
Saturniidæ tilsammen indtage et Fladerum af
c. 480 cm2. For- og Bagvinger er sjælden lige
store, Forvingerne i Alm. størst, Formen er
meget forskellig. Randene, særlig Yderranden
og Bagvingernes Bagrand, ofte hakkede ell.,
dybt indskaarne; fra sidstnævnte udspringer
ofte meget lange fligformede Lapper (Svalehaler
o. a.). De to Par Vinger virker under
Flugtbevægelsen, af hvilken man i øvrigt har meget
ringe Forstaaelse, som en samlet Flade, idet de
paa forsk. Vis, ofte ved et særligt
Fasthæftningsapparat (frenulum og retinaculum), er
indbyrdes forbundne. Fladen forstørres ofte ved
lange Randhaar (særlig hos Smaasommerfugle),
hos Pterophoridæ (Fjervinger) er de afdelte i
randhaarede Flige ell. Traaddannelser.
Vingerne er normalt dækkede med Skæl, der hos de
laverestaaende Former er spredte uregelmæssig
over hele Fladen, hos de højere staaende er
ordnede regelmæssig paa forsk. Vis. Skællene er
morfologisk set flade, i Randen savtakkede
Haar, Formen kan i øvrigt være forsk.; de er
med en Tap indføjede i et lille Hul i
Vingefladen; ofte dækker den bageste Række
tragtformet ind over den flg. Hos talrige tropiske S.
findes Skællene kun langs Ribberne; Vingerne
er da gennemsigtige, glasklare. Til Skællene er
Vingernes Farvepragt knyttet. De brune, røde,
sorte, grønne og blaa Farver er Pigmentfarver
og skyldes Aflejringer af Pigmenter i Skællene;
de iriserende metalstraalende, gyldne, azurblaa
Purpurfarver er fremkaldte ved en
overordentlig fin Stribning af Skællenes Overside (indtil
1400 Striber paa Skællene af de pragtfulde
tropiske Morpho, Ornithoptera o. a.); de hvide
skyldes Luft, der indeholdes i Luftkanaler i
Skællene (Perlemodersommerfugl). Som Regel
er Forvingerne pragtfuldere farvede end
Bagvingerne, og Oversiden mere end Undersiden.
Paa denne sidste, der gerne er holdt i ret
dystre Toner, gaar de enkelte Farver som oftest
gennem utallige Nuancer over i hverandre, paa
Forsiden staar derimod de enkelte Farver som
oftest overmaade grelt og skarpt til hinanden.
Man har forklaret dette Fænomen, der særlig
er fremtrædende hos S. med i Hvilen
opstaaende Vinger, saaledes, at Vingernes Underside for
Beskyttelsens Skyld saa vidt muligt skal være i
Overensstemmelse med Omgivelserne; Oversidens
skrigende grelle Farver gør under Flugten
Kønnene mere synlige for hinanden. Eller for at
bruge en moderne Selektionsteoretikers Udtryk:
Undersiden af Sommerfuglevingen er malet af
Kvalitetsvalget, Oversiden af Parringsvalget.
Mange smaa interessante Farveforhold paa
Sommerfuglevingerne lader sig tyde paa denne
Maade. Hyppig optræder særlig grelle Farver,
de saakaldte Skrækfarver, f. Eks. blaa
Øjepletter, som i Forbindelse med visse konstante
Stillinger giver Dyret noget afskrækkende ved
sig. I øvrigt menes som bekendt S., saavel hvad
Ribbernes Forløb, Vingernes Form og Farve
angaar, at efterligne ydre Omgivelser, f. Eks.
Blade, med deres Nervationer, Grene, andre S.
etc. (se herom Mimicry). Hos Hannerne
findes paa Vingerne ofte i særlig markerede
Pletter ejendommelige Skæl, der staar i
Forbindelse med underliggende Kirtler; disse Skæl, der
betegnes Androconier ell. Duftskæl, udsender
til Tider en stærk Duft, der hjælper Hunnerne
til at finde Hannerne. Hos Dagsommerfugle
bæres Vingerne i Hvilen lodret opad, hos de fleste
andre holdes de vandret, dækkende hinanden i
forsk. Grad.
Bagkroppen har kun et ringe Antal fri Ringe
(6—7); den skal hos ♀ i alt bestaa af 6—7,
hos ♂ af 10; ved Bagenden findes forskellig
formede ikke meget betydelige Vedhæng,
Behaaringen er ligesom paa Brystet som oftest
meget kraftig; der er 7 Par Bagkropsspirakler.
Stor Flyvekraft er ikke direkte proportional
med stort Vingefang, mange af de S., der har
de største Vinger, har en overmaade rolig,
svævende Flugt; nogle af de ypperste Flyvere
findes mellem Sphingiderne, der flyver med en
glimrende Kraft. Af den indre Bygning (se
Insekter, Fig. 18) skal kun fremhæves den paa
Spiserøret siddende Udvidelse, der tidligere
opfattedes som en Sugemave, der muliggjorde
Honningens Opstigning i Snabelen, men som nu i
Alm. opfattes som et Reservoir for Føden. Der
er 6 malpighiske Rør. Hunnen har to ydre
Kønsaabninger, 4 Æggerør i hvert Ovarium;
Hannen har to Testes liggende i en fælles
Kapsel. Hunnens Udførselsgange er udstyrede med
Sædgemme og en Bursa copulatrix.
Æggene er som oftest aflange ell. runde,
sjælden flade; de kan være pragtfuldt farvede
og deres Yderhud ofte udstyret med Tornkranse
ell. andre elegante Skulpturforhold. Antallet,
der lægges, er i Alm. ikke særlig stort, c. 200,
men der findes Eksempler paa, at den samlede
Ægmasse beløber sig til c. 2000 (Hepialus). De
lægges snart enkeltvis spredt, snart i Klumper,
der ofte dækkes med Haar fra Hunnens
Legeme, Ringspinderen lægger dem i Ringe omkr.
Grenene. Æggene kan klækkes efter faa Dages
Forløb og undertiden først efter mange
Maaneders.
Larverne bestaar af et Hoved, 3 Par
Brystringe og 9 Bagkropsringe. Hovedet, der altid er
stærkt kitiniseret, bærer et Par smaa Følehorn,
og paa hver Side i Alm. 6 Punktøjne.
Munddelene er bidende; der er et Par meget kraftige
Kindbakker; et Par veludviklede Kæber og en
tydelig Underlæbe, paa hvis Midte der sidder en
lille Tap, hvor Spindekirtlerne udmunder. Hver
af Brystringene bærer et Par korte Ben,
endende i en enkelt Klo; kun sjældent er de stærkt
forlængede. Bagkroppen bærer et forskelligt
Antal, som oftest 5 Par, kødede Bagkropsfødder,
enten forsynede med en hel lukket Krans af
Krogbørster ell. med en hesteskoformet
Dobbeltkrans af saadanne. Ofte bærer Larverne, særlig
Maalerne, kun to Par (de bageste)
Bagkropsfødder; sidste Par er som oftest udviklede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
