Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sperandio - Speranskij, Jelisaveta Michajlovna - Speranskij, Mikael - Sperati, Octavia - Spercheios - Spergel - Spergula - Spergularia - Sperillen - Sperl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den rigt smykkede rundbuede Portal til Chiesa
della Santa i Bologna.
A. Hk.
Speranskij [spjæ’ranskij], Jelisaveta
Michajlovna, nedenn.’s Datter, f. i
Petrograd 1799, d. i Wien 1859, gift med en Bagrejef.
S. blev kendt ved en Del aandfulde
franskskrevne Afhandlinger om Religion og Filosofi.
(Litt.: Duret, Un Portrait russe [Leipzig
1867]).
(A. M. B.). A. K.
Speranskij [spjæ’ranskij], Mikael, russ.
Statsmand, f. 12. Jan. 1772, d. 23. Febr 1839,
blev 1802 Statssekretær og kort efter Leder af
Indenrigsministeriet. 1806 vandt han Kejser
Alexander I’s personlige Yndest, fulgte ham
1808 til Fyrstemødet i Erfurt og 1809 til
Finland, hvor han havde væsentlig Del i
at fastsætte dets ny Statsordning og
senere i at udvikle dets Universitet. Siden fik
han det Hverv at gøre Udkast til en
Omdannelse af Ruslands indre Styrelse, endog med
Indskrænkning af Kejserens Enevælde, og til en
ny Civillovbog efter fransk Mønster. Rigsraadets
Oprettelse 1810 skyldtes fortrinsvis ham, som
selv Septbr 1809 var bleven Rigssekretær og
Geheimeraad. Han øvede siden Indflydelse paa
næsten alle Grene af Forvaltningen som en Slags
Førsteminister; men i Marts 1812 faldt han
pludselig i Unaade og forvistes til Perm som
mistænkt for hemmelig Forstaaelse med
Frankrig, i Virkeligheden p. Gr. a. sine frisindede
Synsmaader. Han kunde dog fuldt
retfærdiggøre sig overfor Kejseren, fik 1814 Lov at
bosætte sig paa sit Gods og blev 1816 Guvernør i
Pensa og 1819 Generalguvernør i Sibirien, hvis
Forvaltning han væsentlig forbedrede. 1821
kaldtes han tilbage som Medlem af Rigsraadet,
men fik ingen Indflydelse. Under Kejser
Nikolaj I ledede han Arbejdet med den store
Lovsamling fra 1649 til 1825 (45 Bd) og den
derefter flg. Lovbog i 15 Bd (1832—35), samt blev
1838 ophøjet til Greve. Han var langt forud for
sin Tid, og mange af hans Tanker sattes først i
Værk under Alexander II. (Litt.: Korff,
»Leben M. Speranskis« [Petrograd 1863]).
E. E.
Sperati, Octavia, f. Svendsen, norsk
Skuespillerinde, f. i Kristiansand 19. Febr 1847,
d. i Bergen 1918. 17 Aar gl debuterede hun paa
Oslo Folketeater, optraadte senere ved forsk.
Scener og kom 1876 til Bergens nationale
Scene, hvor hun blev til sin Død, som en udpræget
Repræsentant for Teatrets gode Traditioner.
Hun spillede mange af Holberg’s Magdeloner,
og i det nyere klassiske Repertoire, f. Eks.
Madam Rundholmen, Lona Hessel, Tante Malle i
»Geografi og Kærlighed« o. a., samt en lang
Række Lystspilroller. Udgav
»Theatererindringer« (1911) cg »Fra det gamle Komediehus«
(1916). (Litt.: Sigurd Bødtker,
»Kristianiapremierer«, II).
E. S-n.
Spercheios [’-kæ^i-], Flod i Grækenland i
Oldtiden, nu Hellada (s. d.).
Spergel (Spérgula L., norsk Linbændel),
Slægt af Nellikefamilien (Fladstjerne-Gruppen),
enaarige Urter med liniedannede Blade, der
tilsyneladende sidder i Knipper, da
Akselskuddene er meget korte; Akselbladene er
hindeagtige. Blomsterne har 5 Bæger- og 5
Kronblade, 5 Grifler og en 5-klappet Kapsel med
vingede Frø. 2 ell. 3 Arter. S. arvensis L.
(Almindelig S., Knægræs, Gir) er
10—40 cm høj; Stængelen er stærkt leddet og skør;
Bladene har en Fure paa Undersiden.
Blomsterne er hvide. Mod Frugtmodningen bøjer de
kirtelhaarede Stilke sig ned, men rettes senere
opad igen. Den er alm. vildt voksende i
Danmark og Norge paa dyrkede Steder og dyrkes
hyppig paa lette Jorder (se ndf.). Blomstring
i Juli—Aug. S. vernalis Willd. (Femhannet
S.) er meget mindre end foreg.; Bladene
mangler Fure, og Frøenes Hindekant er bredere end
hos Alm. S. Den er meget sjælden saavel i
Danmark som i Norge.
A. M.
Alm. S., »Vild S.«, er paa sandede,
kalkfattige Jorder en af de besværligste
Ukrudsplanter, der ofte næsten kvæler Vaarsæden og
Boghveden. Den er meget vanskelig at udrydde,
idet den frembringer en Mængde Frø, der kan
henligge i Jorden i spiredygtig Tilstand i en
Aarrække, og som gaar spiredygtige igennem
Hornkvægets Fordøjelseskanal. Ved dens
Bekæmpelse maa Bestræbelserne rettes paa saa
vidt muligt at hindre Frøkastning i Marken, at
forebygge, at Frøet kommer i Møddingen og
dermed med Gødningen tilbage paa Marken, at
gøde rigeligt, saa Afgrøderne kan tage Magten
fra den, samt at ødelægge de spirende Planter
ved rettidig Brug af Ukrudsharven ell. ved
Overbrusning med passende Opløsninger af
hertil egnede Kemikalier, saasom Jernvitriol,
klorsurt Natron, Svovlsyre m. m. (se Ukrud).
Paa lette Sandjorder, særlig i Vest- og
Midtjylland, dyrkes to Former af S., der af nogle
Botanikere opstilles som selvstændige Arter, af
andre nærmest som Kulturformer af Alm. S.
Den ene af disse, Middelhøj S. (S. a. sativa
Boenngh.) har smaa, sorte, meget fint
punkterede Frø. Den anden, Høj S. (S. a. maxima
Weihe) er højere af Vækst end foreg. og har
betydelig større Frø, der er graalige p. Gr. a.
talrige hvide Vorter. Denne anses for den
værdifuldeste til Dyrkning. S. dyrkes fortrinsvis til
Afgræsning ell. til Staldfoder; undertiden til
Høavl, i hvilket Tilfælde den tillige giver en
Afgrøde af Frø, der i malet ell. skoldet Tilstand
afgiver et godt Fedefoder for Husdyrene.
Saavel i grøn Tilstand som i Form af Hø anses S.
for et fortrinligt Foder, der ædes med stor
Begærlighed af Husdyrene. Udsædmængden er
c. 25 kg pr ha.
K. H-n.
Spergula, se Spergel.
Spergularia, se Hindeknæ.
Sperillen, en c. 24 km lang, temmelig smal
Indsø (25,1 km2 Vandflade) med vakre
Omgivelser i Buskerud Fylke. Den dannes af
Valdresvasdraget, som her kaldes Begna N. f. S. og
Aadalselven fra Udløbet af denne Sø. Dens
Højde o. H. er 150 m; dens største Dybde opgives
til 108 m. S. befares med Dampskib fra
Gaarden Sørum ved Elven noget N. f. S. til Hen
Jernbanestation ved Elven S. f. S.
(P. N.). M. H.
Sperl [∫pærl], August Carl
Alexander, tysk Forfatter, født i Fürth 5.
September 1862. Han studerede Filologi og
Historie, knyttedes til det bayerske
Arkivvæsen og blev 1910 Krigsarkivar i Würzburg,
hvor han stadig lever. Som Forfatter har han
vakt Opmærksomhed med sine Romaner, flere
historiske, der viser ham som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
