Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spidstønde - Spiegel, Friedrich - Spieglitzer-Schneeberg - Spiekeroog - Spielhagen, Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spidstønde kaldes et flydende Sømærke,
som over Vandet er spidst tilløbende. Den
spidse Form kan være dannet af aabent Fletværk. I
danske Farvande anvendes en S. til at afmærke
den Styrbords Side af et Farvand og er
rødmaalet. Naar den er forsynet med
Topbetegnelse, bestaar denne af 1, 2 ell. 3 Koste, paa hvilke
Risene spreder opefter og er anbragte paa en
rødmalet Stage. S. kan ogsaa anvendes til
at afmærke en Midtfarvands Pulle eller et
Skillepunkt mellem to Farvande ell. anvendes
som Anduvningsmærke og er da rød- og
hvidstribet. Naar den er forsynet med
Topbetegnelse, er denne en rød- og hvidstribet Ballon paa
rød- og hvidstribet Stage.
G. F. H.
Spiegel [’∫pi.gəl], Friedrich, tysk
Orientalist, f. 11. Juli 1820 i Kitzingen ved Würzburg,
d. 15. Decbr 1906, studerede orientalske Sprog i
Erlangen, Leipzig og Bonn, rejste derefter
1842—47 udenlands, særlig til Kbhvn, London og
Oxford, og udnævntes efter sin Hjemkomst 1849 til
Prof. i østerlandske Sprog ved Univ. i
Erlangen, i hvilken Stilling han virkede indtil 1890.
Han var fra 1848 korresponderende Medlem af
München-Akademiet, der 1891 optog ham som
ordinært Medlem; ligeledes var han Medlem af
Akademierne i Berlin, Petrograd og Paris
(Institut de France). S.’s Forfattervirksomhed, der
navnlig vedrører den persiske Oldforskning, er
baade omfangsrig og betydningsfuld, saavel i
lingvistisk som i filologisk-historisk Henseende.
Under sit Ophold i Kbhvn kastede han sig med
Iver over Studiet af de gl indiske og persiske
Haandskrifter og udførte bl. a. et meget
betydeligt Arbejde med det kgl. Biblioteks Sanskrit-
og Pali-Haandskrifter, hvorved han leverede
værdifulde Forarbejder til den af Westergaard
senere udgivne beskrivende Katalog. Under sine
Arbejder med de indiske Haandskrifter
henvendte han især sin Opmærksomhed paa
Pali-Litteraturen, som dengang var lidet kendt, og
lagde Planer til Udgivelse af buddhistiske
Tekster saavel som til Pali-Leksikon; han naaede
dog aldrig videre med disse Arbejder end til at
udgive nogle mindre betydelige Tekststykker:
Kammavdkyam, liber de officiis sacerdotum
Buddhicorum (1841) og Anecdota Pâlica I (1845)
med Overs. og Noter; thi snart efter opgav
han Pali-Studierne og helligede sig for
Fremtiden alene den iraniske Filologi, paa hvilket
Omraade han har præsteret en anselig Række
vigtige Arbejder, af hvilke flere endnu er
Hovedværker i den pers. Oldtidsvidenskab:
Chrestomathia Persica (1846), »Die Alexandersage
bei den Orientalern« (1851), »Grammatik der
Pârsisprache nebst Sprachproben« (1855), en
Fremstilling af Sprogformen i de
middelpersiske Pâzend-Tekster; »Ueber einige
eingeschobene Stellen im Vendidad« og »Der 19.
Fargard des Vendidad« (begge trykte i
»Abhandlungen der kgl. Bayrischen Akademie d. Wiss.«
III Afd., Bd VI—VII, 1850-55), »Avesta, die
heiligen Schriften der Parsen. Aus dem
Grundtexte ubersetzt« (1.—3. Bd, 1852—63), »Avesta.
zum ersten Male im Grundtexte sammt der
Huzwäresch-Übersetzung herausgegeben«
(1.—2. Bd, 1853—58), endnu vigtig p. Gr. a. den deri
optrykte Pehlevi-(Huzwäresch)Tekst; »Zur
Interpretation des Vendidad« (1853), »Einleitung
in die traditionellen Schriften der Parsen«, 1.
Del »Huzwäresch-Grammatik«, 2. Del »Die
traditionelle Literatur« (1856—60), »Neriosengh’s
Sanskrit-Übersetzung des Yana. Hrsg. u.
er-låutert« (1861), »Die altpersischen
Keilinschrif-ten. Im Grundtexte mit Uebersetzung,
Grammatik und Glossar« (1862; 2. Udg. 1881, en
endnu værdifuld Haandbog), »Erån, das Land
zwischen dem Indus und Tigris. Beiträge zur
Kenntniss seiner Geschichte« (1863),
»Commen-tar über das Avesta« (1.—2. Bd, 1864—68),
»Grammatik der altbaktrischen Sprachen nebst
einem Anhange über den Gåthådialekt« (1867),
»Erånische Altertumskunde« (1.—3. Bd, 1871
—78), »Arische Studien« (1. Hæfte, 1874),
»Ver-gleichende Grammatik der alterånischen
Sprachen« (1882), »Die Arische Periode und ihre
Zustånde« (= »Einzelbeitråge zur allgemeinen
und vergleichenden Sprachwissenschaft«, 2.
Hæfte, 1887), »Die alten Religionen in Erån«
(»Zeitschrift d. deutschen morgeni. Gesellsch.«,
52. Bd, 1898). (Litt.: »Almanach d. kgl. Bayr.
Akad. d. Wiss.« [1897-1901]).
D. A.
Spieglitzer-Schneeberg [’∫pi.kletsər-’∫ne.
bærk], se Schneeberg.
Spiekeroog [’spi.kəro.k], en af de østfrisiske
Øer, hører til preuss. Prov. Hannover,
Regeringsdistrikt Aurich, staar i Færgeforbindelse
med det i en Afstand af 7 km liggende
Neu-Harlingersiel og i Dampskibsforbindelse med
Karolinensiel; har et Areal af 14,5 km2 med c.
230 Indb.; besøgt Badeanstalt, Redningsstation,
Kvægavl, Fiske- og Sælhundefangst.
(Joh. F.). O. K.
Spielhagen [’∫pi.lhagən], Friedrich, tysk
Romanforfatter, f. i Magdeburg 24. Febr 1829,
d. i Charlottenburg 25. Febr 1911. Sin tidlige
Ungdom tilbragte han i Stralsund, kom 1847 til
Berlin, hvor
han studerede
Filologi og
Litteratur, fortsatte Studierne i
Bonn og
Greifswald. En
kortere Tid var
han Huslærer i
en pommersk
Adelsfamilie,
virkede som
Latinskolelærer
i Leipzig, men
da
Familieforhold tvang ham
til at skabe sig
en Position,
blev han
Forfatter og
debuterede med Novellerne »Klara Vere«
(1857) og »Auf der Düne« (1858). Han kastede
sig desuden over Journalistik, blev
Feuilletonredaktør ved »Die Zeit. für Norddeutschland«,
senere Red. af »Deutsche Woehenschrift« i
Berlin og Udgiver af »Westermanns Monatshefte«
1878—84. Som Romanforfatter brød han
igennem med sine store Samfundsromaner
»Problematische Naturen« (1861, 50. Opl. 1907), med
 |
| F. Spielhagen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
