- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
43

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spoleben - Spoleto - Spolia - Spolieklage - Spolieret - Spolorme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tommelfingersiden af Underarmen. Denne Side af Armen og
Haanden kaldes derfor den radiale Side.
Knoglens øverste Ende danner et lille
rundagtigt bruskklædt Hoved, Capitulum radii,
hvis øverste let fordybede Flade staar i
Ledforbindelse med Overarmsbenets nederste Ende
og saaledes, i Forening med dette og
Albubenet, danner Albuledet. Capitulums Sideflade
staar i Ledforbindelse med et Indsnit i
Albubenet, til hvilket det fastholdes ved et
ringformigt, brusket Senebaand. I dette Led kan
S. rotere om sin Længdeakse. En Rotation
udad, saa Haandfladen kommer til at vende
opad, kaldes Supination; en Rotation indad, saa
Haandryggen vender opad, kaldes Pronation.
Under disse Bevægelser sker der dog ikke alene
den omtalte roterende Bevægelse, men den
nederste brede og flade Ende af S. beskriver
samtidig en kredsformig Bevægelse uden om
den nederste Ende af Albubenet, der kun i ringe
Grad deltager i Rotationen, hvad man let kan
overbevise sig om paa sig selv. Den nederste
Ende af S. bærer en større Ledflade til
Haandrodsbenene og en mindre udad for Albubenets
Ende. — S. er en af de Knogler, der hyppigst
brækkes, i Reglen derved at man under et Fald
griber for sig mod Jorden. Det er da som oftest
den nederste brede Ende, lige oven for
Haandleder, der brækker.
S. B.

Spoleto, By i Mellemitalien, Prov. Perugia,
ligger 51 km SSØ. f. Perugia paa en Høj paa
Nordsiden af Monte Luco og ved Banelinien
Roma—Ancona. (1921) 28000 Indb. i hele
Kommunen. S. har stejle, snævre og krumme
Gader, men er smukt bygget og med mange
anselige Bygninger saasom Domkirken, Santa
Maria Assunta, der stammer fra 12.
Aarhundrede, men hvis Indre er stærkt restaureret
i 17. Aarhundrede; Domkirken har antikke
Søjler, Mosaikker af Solsernus fra 1207 samt
Fresker af Filippo Lippi. Kirken San Pietro
er fra 6. Aarh., og Sant’ Agostino skal gaa helt
tilbage til 5. Borgen (Castello la Rocca) er opr.
opført af Teodorik den Store; 1155 indtoges den
af Kejser Frederik I, 1356 blev den restaureret,
og 1860 blev den erobret af Piemonteserne,
hvorefter den nu benyttes som Fængsel. Et
storartet Bygningsværk er den 206 m lange,
paa 10 Buer hvilende Vandledning Ponte delle
Torri, der over en dyb Slugt fører til Monte
Luco, og som er bygget af Hertug Theodolapius
604 og 1355 restaureret. Yderligere har S.
Gymnasium, Seminarium, tekn. Skole,
Malerisamling paa Raadhuset samt Infanterigarnison og
er Sæde for en Ærkebiskop. Byen driver lidt
Bjergværksdrift, Tilvirkning af Konserves og
Makaroni samt Handel med Omegnens
Produkter, Frugt, Grønsager, Oliven, Silke, Trøfler og
Kød. I Oldtiden hed S. Spoletium og var en af
Umbriens betydeligste Byer, der 241 f. Kr. blev
rom. Koloni og 217 forsvarede sig tappert mod
Hannibal. Den ødelagdes af Goterne, men
genopbyggedes af Narses og blev i den
longobardiske Tid Hovedstad i et Hertugdømme, der
omfattede en stor Del af Mellemitalien og ogsaa
vedblev at bestaa under Frankernes Regimente.
I 12. Aarh. tog S. Parti for Paven imod
Kejseren, men indtoges 1155 og kom nu under
tyske Hertuger, indtil hele Hertugdømmet i
13. Aarh. sammen med Mark Ancona kom
under Kirkestaten.
(H. P. S.). C. A.

Spolia (lat.), Krigsbytte, for saa vidt som
det bestod af de fjendtlige Soldaters Vaaben
ell. Rustning, der var tagne i Slaget. S. opima
(rigt Bytte) kaldte man det, naar Feltherren,
efter at have fældet den fjendtlige Feltherre,
bemægtigede sig hans Vaaben og Rustning. S.
ophængtes i ens Hus eller i et Tempel.
H. H. R.

Spolieklage, en af kanonisk Ret indført Klage
(actio), ved Hjælp af hvilken den, der paa
uregelmæssig Maade var bleven berøvet Besiddelsen
af en Ting, kunde skaffe sig den tilbage.
E. T.

Spolieret (Jus spolii) kaldes Retten til at tage
en afdød Biskops Efterladenskaber, en Ret, som
Fyrsterne i Alm. havde, indtil Paven i Slutn. af
Middelalderen begyndte at tilegne sig den.
L. M.

Spolorme (áscaris) er en Slægt af store
Rundorme. Her omtales Menneskets S. (Ascaris
lumbricoides
), der desuden findes hos Svinet,
mens S. hos vore øvrige Huspattedyr er særlige
Arter (se Rundorme). A. lumbricoides er
rødgul ell. graagul; i Forenden findes som
sædvanligt hos Ascarider 3 Læber omgivet af
Sansepapiller, den ene dorsal, de to andre sidestillede.
Hannen bliver 15—17 cm lang, Hunnen 20—25
cm; de er langstrakte med en spids,
kegleformet Bagende, der er lige hos Hunnen,
indbøjet ell. indrullet hos Hannen, hvis 2
Parringsbørster (Spicula) ses tydeligt. S. er en af
Menneskets allerhyppigste Parasiter og er
udbredt over hele Jorden, hyppigst og talrigst i
varmere Egne, men findes dog lige til
Grønland. Hos os findes den mest enkeltvis ell.
nogle faa sammen, der kendes dog Tilfælde med
flere Hundrede Individer, i tropiske Egne er
den truffet i et Antal af 1000 ell. endog flere.
Hyppigst er den hos større Børn, men ingen
Alder gaar dog fri. S. lever i Tyndtarmen,
hvis Indhold den ernærer sig af, om den end
ogsaa kan angribe Tarmslimhinden;
lejlighedsvis kan den komme op i Maven og opkastes,
eller den kan fra Tarmkanalen trænge ind i
Galdegangene til Leveren, gennem Luftvejene
til Lungen, til Næsen, gennem den eustachiske
Kanal til Trommehulen, ja selv gennem Øjets
Taarekanal; den er endvidere fundet i
Bughulen, hvorfra den da borer sig ud gennem
Bugvæggen, idet der dannes en Byld, ved hvis
Bristning S. udtømmes. I alle disse Tilfælde
kan alvorlige Forhold opstaa, der endog kan
medføre Døden, f. Eks. ved Kvælning (Lungen),
men i øvrigt er S., hvor den ikke optræder i
stort Antal, en ret godartet Parasit. Særlig hos
nervøse Personer kan S. fremkalde
alvorlige Tilfælde. S. synes at leve et Aars Tid,
i hvilken Tid Hunnen skal kunne frembringe
over 60 Mill. Æg (der let paavises i
Ekskrementerne), hvorefter den selv udføres. Selvinfektion,
som hos Børneormen, finder ikke Sted, da
Æggene aflægges ukløvede og kræver en
Latenstid. De er ovale, omgivne af en fast,
gennemsigtig Skal; efter Latenstidens Ophør udvikles
Fostrene i Vand ell. fugtig Jord, men
ugunstige Forhold kan dog ogsaa forhale
Udviklingens Beg. i indtil flere Aar. Fostrenes Udvikling
tager under gunstige Forhold 2 Uger. Baade
de friske Æg og de med udviklede Fostre
taaler saavel stærk Udtørring som betydelig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0051.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free