Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sværdbrødrene - sværddannet - Sværddans. - Sværdfeger - Sværdfisk - Sværdlille - Sværdliljefamilien - Sværdordenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sværdbrødrene, d. s. s.
Sværdridderne. Se ogsaa Albert af Riga.
sværddannet (bot.) kaldes Løvbladet, naar
det fra en stærkt sammentrykt, skedeformet
Grund (hvorved Bladet bliver »ridende«)
forlænger sig i en ligeribbet, meget stærkt
sammentrykt, tveægget og lodret stillet Plade af
isolateral Bygning. Findes hos Iris, Gladiolus,
Tofieldia o. a.
(V. A. P.). A. M.
Sværddans. Tacitus omtaler i sin
Germania, Kap. 24, en Dans, i hvilken nøgne
Ynglinge tumler sig mellem Sværd og truende
Lanser, en krigersk Leg, betegnende for
Germanernes kamplystne Karakter. Denne Dans, der
ogsaa fandt Sted i Forbindelse med religiøs
Kultus og efterhaanden udviklede sig til en
Art Folkeskuespil, holdt sig op igennem
Middelalderen lige indtil den nyere Tid og Andes
særlig omtalt hos Bønderne i Ditmarsken og
Westfalen, ligesom den spillede en særlig Rolle
som en Art Lavsdanse
(Nürnberger-Knivsmedene) ved Haandværkeroptog, offentlige
Festligheder o. s. v. Det kom ved disse Lejligheder
lige saa meget an paa Dygtighed i
Fægtekunsten som i Evnen til at frembringe smukke
Grupperinger, under hvilke de dansende og
Sværdene dannede forsk. Figurer. Ogsaa hos
de nordlige Goter fandtes saadanne S., Olavus
Magnus omtaler (1555) i sin »Sveriges Historie«
saadanne Vaabendanse, der ofte var ledsagede
af Sang og Fløjtespil.
S. L.
Sværdfeger, vistnok opr. den
Haandværket som sleb og polerede, mulig ogsaa
hærdede den fra Vaabensmeden modtagne raa
Sværdklinge, senere Fabrikanten ell. vel endog blot
Forhandleren af Sabler.
(F. W.). D. H. B.
Sværdfisk (Xiphiidæ), en Familie inden for
Pigfinnefiskene, sluttende sig til Makrelfiskenes
store Gruppe og ejendommelig ved, at
Overkæben er trukken ud til et langt
Næb eller Sværd. Hos Slægten Xiphias
er Sværdet fladtrykt med skarpe Kanter,
altsaa af Form som en tyk, tveægget Sværdklinge.
Hertil hører kun een Art, den
almindelige S. (X. gladius), der naar en Længde af
3—4 m; Sværdet er forholdsvis meget langt,
over en Tredjedel af Totallængden, naar det
maales fra Spidsen til Mundvigen; den første
Rygfinne, hvis forreste Del hæver sig
seglformet, er forholdsvis kort og ved et langt
Mellemrum skilt fra den lille anden Rygfinne;
Bugfinner mangler; i Huden findes smaa Benkorn,
men egentlige Skæl mangler; en Længdekøl paa
hver Side af Haleroden. Ryggen er mørkeblaa,
Bugen sølvhvid. Dens rette Hjem er
Middelhavet samt det tropiske og det subtropiske
Atlanterhav, men for Resten strejfer den viden
om, er iagttaget helt nede ved Kap og oppe ved
Finmarken; den optræder sporadisk i alle
danske Farvande, og jævnlig, næsten aarlig,
strander en enkelt snart hist, snart her. Den lever
af mindre Fisk (Makreler, Hornfisk o. s. v.) og
af Blæksprutter, thi disse Dyrs Levninger
finder man i dens Mave. Der berettes, at S. slaar
med Sværdet i de tætte Stimer, saa Fiskene
flyder døde om, hvorpaa den bagefter fortærer
dem, men den skal ogsaa bruge Sværdet til at
gennembore Fisk. Man kender intet til
Forplantningen, derimod nok Ungerne, der ser
anderledes ud end de voksne: deres Rygfinne
er høj og strækker sig gennem hele Ryggens
Længde; Underkæben er forholdsvis lang og
naar forbi Midten af Sværdet; der er tydelige
Tænder i begge Kæber, ja langt ud paa
Sværdet, hvorimod de voksne har en tandløs Mund.
S.’s Kød er velsmagende; baade i Middelhavet
og ved Nordamerika er den derfor Genstand for
en regelmæssig Fangst. Hos Slægten
Histiophorus er Næbbet trindt og spidst med afrundede
Kanter, altsaa formet som en stor Pren; den
første Rygfinne er hos nogle Arter temmelig
lav, hos andre paafaldende høj, men fortsætter
sig i begge Tilfælde helt hen til eller næsten
hen til den bageste Rygfinne; under
Brystfinnerne sidder lange, spinkle Bugfinner; Huden
er tæt beklædt med Skæl, og der findes to Køle
paa hver Side af Haleroden. De naar en
lignende eller endnu betydeligere Størrelse end
den almindelige S. Slige rundnæbbede S. findes
i Middelhavet og ved Afrikas Vestkyst samt ved
den overfor liggende Del af Amerika, dernæst
i det røde og det indiske Hav, ved Japan, New
Zealand og Sydhavsøerne. De lever mest ude
paa det aabne Hav; her jager de Bonitter,
Albekorer og andre i Stimer gaaende Højsøfiske;
efter Sigende paa den Maade, at de spidder
Fiskene paa Sværdet og ryster dem af ved at
slaa heftig med Sværdet fra den ene Side til
den anden eller ved at gøre en tilbagegaaende
Bevægelse; de jagede Fisk søger ofte Ly under
Skibe, og det kan da vel hænde, at S. løber sig
fast i Skibet; sikkert er det, at man undertiden
har fundet afbrækkede Sværd af de
rundnæbbede S. siddende indkilede i Bunden af
Træskibe.
Ad. J.
 |
| Almindelig Sværdfisk (Xiphias gladius). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
