Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søforsikring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blandt Søassurandørernes Sammenslutninger
kan nævnes »Foreningen af danske
Søassurandører«, hvis Formaal bl. a. er Formulering af
ensartede Policeklausuler og Vedtagelse af
Præmietariffer. I 1924 er der paa Købmandsskolen
i Kjøbenhavn oprettet en Forsikringshøjskole
bl. a. til Uddannelse af unge Mænd som
Søassurandører. Det toaarige Kursus afsluttes med
en Diplomprøve.
II. Det retlige Grundlag for S. er i
Danmark Søloven af 1. April 1892, Kapitel 10,
den nævnte Konvention af 2. April 1850 samt
den udstedte Police. Søloven af 1. April 1892
er Resultatet af et nordisk Samarbejde, idet
omtrent enslydende Sølove blev vedtaget i
Sverige den 12. Juli 1891 og i Norge den 20. Juni
1893. Sølovens Regler er deklaratoriske, d. v. s.
de gælder kun, for saa vidt ikke andet er
vedtaget eller følger af Sædvane eller Kutyme.
Sølovens Regler viger altsaa for den sædvanlige
Henvisning i Policen til Konventionens Indhold
samt for selve de i Policen indeholdte
Forsikringsvilkaar. Sølovens Regler var, da de blev
givet, Udtryk for et mere moderne Standpunkt
end Konventionen, men flere af dem er nu
forældede, f. Eks. Reglerne i §§
231-235-243-254—255. Konventionen af 2. April 1850
indeholder i §§ 34—216 et fuldstændigt retligt
Grundlag for S. Konventionen er et fortræffeligt
Arbejde, der er skrevet med teoretisk Indsigt og
praktisk Forstaaelse af Søforsikringens Vilkaar.
Den er skrevet bredt for at kunne læses og
forstaas ogsaa af Forretningsfolk, og dens
Kilder er saavel de tyske som de engelske Regler.
I praktisk talt enhver Police, der udstedes,
indeholdes en Henvisning til Konventionens
Regler, og denne er saaledes den vigtigste
Retskilde. Imidlertid er mange af Konventionens
Regler forældede, fordi de er skrevet i og for en
Tid, da Handelens og Søfartens Kaar var
anderledes end nu. Forældelsen fremmes dels ved
Udvikling af Kutymen, der undertiden har faaet
Udtryk i selve Policen, og dels ved Sølovens
Indflydelse. Som Eksempler paa Krav, der maa
anses bortfaldet, kan nævnes Konventionens
§§ 70, 79, 127, 128, 129. Endvidere har Søloven
bevirket Ændring og/eller Bortfald, f. Eks. af
§§ 65, 66, 67 og 68. Det er ofte vanskeligt at
afgøre, hvor langt Konventionens Forældelse er
fremskredet, og man har derfor allerede i
Aarhundredets Begyndelse søgt at formulere en ny
Konvention, men Udkastet hertil er aldrig
blevet gennemført i Praksis. For den enkelte
Polices Vedkommende er Forholdet altsaa dette,
jfr. Konventionens § 150. at Sølovens Regler
viger for Konventionens Bestemmelser, naar
Policen henviser til denne, at Konventionens
Bestemmelse viger for Policens trykte Tekst,
og at denne trykte Tekst atter viger for
skrevne Vedtagelser i den enkelte Police. Endvidere
maa som betydningsfulde Retskilder nævnes
Kulancen, hvorved forstaas en Handling,
som Assurandørerne hverken ifølge Lov, Police
eller Sædvane er pligtige at foretage, og som
derfor udelukkende gøres af Velvillie, samt
Kutymen, der kort kan betegnes som den
almindelige Handlemaade i Forsikringsforhold
af lignende Art. Til Oplysning om, hvad der er
Kutyme i Forsikringsforhold, vil man kunne
indhente Udtalelser fra det i 1918 stiftede
Assurandør-Societet.
III. Søforsikringens Vilkaar, saavel dens
økonomiske Basis som dens juridiske Grundlag,
har ændret sig stærkt gennem Tiderne.
Oprindelig var Risikoen meget stor, ogsaa den
moralske. Fra Staternes Side blev der derfor til
Assurandørernes Værn givet en Række
rigoristiske Bestemmelser; saaledes fastsætter bl. a.
Danske Lov, at man kun maa assurere 9/10 af
Genstandens Værdi. I det sidste Aarhundrede
er imidlertid Stordrift blevet indført i Skibsfart
og Handel, Skibsbygningskunsten er forbedret,
Staal har afløst Træ, Dampen har fortrængt
Sejlene, Efterretnings-, Oplysnings- og
Kommunikationsvæsenet er hurtigere og mere sikkert,
Pengeforsendelserne er lettere og det
Offentliges Kontrol større. Dette medfører, at
Risikoen er langt mindre nu end tidligere, saaledes
at Assurandørerne uden Fare kan ophæve de
gamle rigoristiske Bestemmelser, der blev
indsat for at hindre Svig, idet man langt lettere
nu er i Stand til at følge Skibets Sejlads og
undersøge Aarsagerne til et Havaris Opstaaen.
Der er derfor i Tiden en tydelig Tendens til at
frafalde flere og flere af de i ældre Tider som
nødvendige ansete Begrænsninger og at lade
S. dække for ethvert Tab, der opstaar. Man har
forsøgt at opstille visse almindelige
Grundsætninger for S. Saaledes har man hævdet, at S.
alene skal gaa ud paa at holde den Forsikrede
skadesløs og altsaa ikke maa skaffe ham
Vinding ved Ulykken. Det er imidlertid forlængst
anerkendt, at det er lige saa nødvendigt at
kunne forsikre forventet Fortjeneste, som selve
Genstandens Værdi. Det er saaledes Praksis, at
man kan forsikre Fragten ogsaa for de
efterfølgende Rejser som Fragtinteresse. De gamle
Indskrænkninger om, at kun en Procentdel af
Genstanden kunde forsikres, idet det var
paabudt, at en vis Del af Interessen altid skulde
være Selvrisiko, er alle bortfaldet. I det
praktiske Liv træffes endvidere ofte Situationer,
hvor Forsikredes Stilling bliver bedre ved og
paa Grund af den indtraadte Ulykke, end hvis
denne ikke var indtraadt. Det er vel noget
tvivlsomt, men antages dog almindeligt, at selv
egentlige Væddeforsikringer ikke er ulovlige i
dansk Ret, men at en saadan Forsikring skaber
Ret mod Assurandøren, for saa vidt denne var
klar over Forsikringens Karakter. Det
ovennævnte Princip er derfor ikke en stiltiende
Betingelse for al S., men giver højst et
vejledende og fornuftigt Princip for dens Udøvelse. Man
har endvidere fremhævet, at S. kun dækker for
hændelige eller tilfældige Ulykker. Af Frygten
for de hændelige Ulykker er S. udsprunget,
men Reglen er ikke en uoverstigelig Grænse,
thi f. Eks. dækker S., selv om Forsikrede eller
hans Folk ved Uagtsomhed har fremkaldt
Skaden. Det er heller ikke nogen Betingelse, at
Skaden, naar Policen tegnes, ikke maa være
indtraadt eller være uundgaaelig, idet det
overalt er anerkendt, at det er tilstrækkeligt, naar
blot Forsikringstageren i Tegningens Øjeblik
ikke ved, at Skaden er indtraadt eller
uundgaaelig. Den subjektive Uvished er altsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
