Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
3) Spillehuset (Skene); men i Dimensioner og
Detailler fjernede de ny Pragtteatre sig betydelig fra
de oprindelige. Tilskuerrummets Form
og Størrelse er i de forsk. T. ikke saa lidt
forskellige. Grundridset nærmer sig dog
bestandig til en Halvcirkel, uden helt at
indskrænke sig til den. Først i det romerske T.
danner Tilskuerpladserne en ren Halvkreds. De
sindrigt indrettede, men rygstødløse Stenbænke
huggedes ud i Klippen, hvor det lod sig gøre;
undertiden rejstes imponerende Støttemure for
at hindre Jordsmonnet i at skride ud.
Pladserne deltes paa den ene Led af en ell. to brede
Gange, Diazomata, der løb hele Auditoriet
rundt, og paa den anden af straaleformede
Trapper, der afskar Pladserne i en Art Loger,
Kerkides (lat. cunei). Pladsernes Antal var
højst forskelligt i de forsk. T. De nyeste
Angivelser naar ikke op til de kolossale Tal, som
ældre Forskere har antaget. Dörpfeld anslaar
saaledes Dionysos-T. i Athen til at have kunnet
rumme c. 17000, T. i Megalopolis til 20000
Mennesker (efter tidligere Beregninger henh.
30000 og 44000). Da Forestillingerne altid
foregik ved højlys Dag, var Tilskuerrummet
naturligvis uoplyst, og Klimaet tillod desuden, at det
var ubedækket. Til Beskyttelse mod Solen
medbragte man bredskyggede Hatte; først
Romertiden indførte Solsejlet (Velarium).
Orkestret undergik saa godt som ingen
Forandring i den efterklassiske Periode. Blot
indførte man i Stenteatrene at lægge en muret
Vandkanal rundt om Pladsen til Afløb for
Regnen.
Skenen derimod blev i St. f. det midlertidige
Træhus en anselig Stenbygning med to
fremspringende Fløje, Paraskenier, mellem hvilke
opstilledes Proskeniet, der bestod af Træpiller
med dekorerede Mellemflader (Pinaker), som
kunde borttages og skiftes efter de forsk.
Stykkers Behov. Skenebygningens og Proskeniets
Højde var c. 4 m, hvad der svarede til de græske
Privathuses alm. Højde; men dertil kom i de
fleste T. en anden Etage til Taleplads for
Guder o. l.
Maskineriet var iflg. Sagens Natur saare
enkelt. De vigtigste Apparater af denne Art var
en Flyve- ell. Gudemaskine, en Slags
Kran, som, anbragt paa Skenehuset, kunde
bortføre den i Orkestret optrædende Person og
lade ham forsvinde bag Proskeniet, samt en
rullende Estrade, Ekkyklemet, paa hvilken
enkelte ell. Grupper af Figurer, som ellers
tænktes skjulte for Tilskuernes Øjne, kunde vises
tableaumæssig frem paa Skuepladsen.
Den væsentligste Udvikling fra det græske til det
romerske T. bestaar i den betydningsfulde
Ændring, at Skuepladsen forlægges fra
Orkestret til en ophøjet Taleplads (Podium) i
Forbindelse med Skenen. Da Koret, som var det
egl. Grundlag for det græske Drama, ingen
religiøs ell. traditionel Opgave havde for Romerne,
svandt dets Sange og Danse ind, og for de
handlende Personer blev Pladsen op mod
Skenen, med Proskeniet som fast Baggrund, den
naturlige. Dette medførte omsider den
yderligere Ordning, at den ubenyttede Del af
Orkestret gik med ind i Tilskuerrummet, saa at det
romerske T. kun kom til at bestaa af to
Hovedafsnit: 1) Tilskuerrummet (cavea) og 2)
Scenen (scæna). I denne Skikkelse blev det
Forbilledet for vort moderne T. Rom fik 3 faste
Stenteatre, det første bygget af Pompejus
Aar 55 f. Kr., de to andre byggede af Corn.
Balbus og Marcellus, begge fuldførte
Aar 13 f. Kr. Disse stod dog baade i Størrelse
og Pragt langt tilbage baade for Amfiteatret for
Gladiatorkampe og Dyrefægtninger, hvilket
rummede 87000 Mennesker, og for flere
midlertidige T., der navnlig i Kejsertiden udfoldede
en utrolig Luksus. Særlig berømt er Ædilen
Emilius Scaurus’, som havde kostet 100 Mill.
Sestertier. Foruden Solsejlet og Overrislingen
med vellugtende Vande indførte det romerske T.
ogsaa Fortæppet, der dog ikke som i Nutiden
sænkedes fra oven ell. faldt sammen fra
Siderne, men som laa gemt i en Fordybning langs
Scenens Forkant og hævedes, naar Stykket
var ude.
Det middelalderlige T. er ingen
Fortsættelse og videre Udvikling af det
antikke; det opstaar selvstændigt, men paa en
lgn. Maade som det græske, for saa vidt som de
første middelalderlige Skuespil var en hellig
Handling (ministerium sacrum, deraf
Mysterie), hørende med til den kristne Kirkes
Gudstjeneste. Saa længe Skuespillene, der
illustrerede Scener af den hellige Skrift, holdt sig
inden for Kirken, dannede selve denne (Koret
og Højalteret) Skuepladsen for dem; men saa
snart de trængtes udenfor, udviklede der sig
naturnødvendigt et T., særlig afpasset efter de
særegne Skuespil. Om det middelalderlige T.’s
Indretning har der hersket lige saa forvirrede
Anskuelser som om det græske, og skønt de
værste Misforstaaelser allerede i Midten af 19.
Aarhundrede blev slaaede ned (af den franske
Forsker P. Paris), saa kan det ikke siges, at
en klar og rationel Betragtning af
Middelalderens sceniske Forhold endnu er trængt igennem.
I Virkeligheden er de dog ingenlunde
indviklede.
Det første Trin af et T., da Skuespillene
rykker uden for Kirken, er Anvendelsen af
Kirkepladsen som Scene med Kirkefaçaden som fast
Baggrund. Inde fra Kirken lyder Korsangen,
og ud fra den kommer Gudfader, naar han
viser sig for Tilskuerne. To andre faste
Holdepunkter findes paa denne primitive Skueplads,
nemlig paa Guds højre Haand, naar han
træder frem paa Kirketrappen, Paradis, paa
hans venstre Haand Helvede. Begge disse
Lokaliteter var byggede op og dekorerede,
Paradis som en Tribune forneden dækket af
Tæpper, foroven forestillende en Have med
Kundskabens Træ og Slangen; Helvede som et
uhyre Dragesvælg, der kunde udspy Røg, og
gennem hvilket de i fantastiske Dyreskikkelser
udstafferede Djævle kom og forsvandt. Mellem
disse to faste Lokaliteter, altsaa paa selve
Kirkepladsen, var den egl. Scene, hvor de
Personer, der ikke just var i Paradis ell. Helvede,
optraadte. Paa denne Plads kunde opstilles
Sætstykker til at illustrere de hyppig vekslende
Scener. Tilskuerne samlede sig rundt om paa
Pladsen, som de kunde bedst; om noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
