Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Theofaneia - Theofaneia - Theofanes - Theofania - Theofano - Theofilos af Antiocheia - Theofilos (østromersk Kejser) - Theofilos (Legende) - Theofrastos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kærlighedsforhold til jordiske Kvinder,
kommer de sjældnere i deres egen Skikkelse. Zeus,
f. Eks. kommer til Danaë som gylden Regn, til
Leda som Svane, til Alkmene som Amfitryon.
Ogsaa fra historisk, især dog ældre Tid
foreligger Meddelelser om Gudeaabenbaringer. De
fleste omhandler vistnok Asklepios og knytter
sig til hans Helligdom i Epidauros. En hel
Række Fortællinger beretter om, hvorledes han
havde vist sig for de Syge og ved et Mirakel
helbredt dem, oftest vel i Drømme, af og til
dog ogsaa, medens de var vaagne. Særdeles
bekendt er Fortællingen om Pan, der kort før
Slaget ved Marathon aabenbarede sig for Athens
Sendebud i de partheniske Bjerge, mellem
Argolis og Arkadien, og tilsagde dem sin Bistand
mod Perserne. Ogsaa Beretningerne om
Apollon, der personlig deltog i at afværge først
Persernes, senere Gallernes Angreb paa Delfoi,
tilhører rent historisk Tid, og vidt udbredt var
Troen paa, at Guderne i det mindste af og til
deltog i de Gudemaaltider, der særlig
fremførtes ved Theoxenie-Fester. Saaledes antoges
Zeus, Dionysos og Dioskurerne ofte at
aabenbare sig, Dioskurerne mest i Skikkelse af 2
Stjerner. Ganske lignende Beretninger om
Gudeaabenbaringer findes overalt, næsten i
ethvert Folks Mytologi. I forholdsvis ringe
Omfang kendes de fra Romerne, hvis
Gudeskikkelser var saa lidet udprægede. Juppiter og Mars
aabenbarede sig dog stundom.
Til den Del af Oldtiden, da
Gudeforestillingerne var ved at ændres og afbleges, hører den
hos Plutarch opbevarede Fortælling om den
store Pan’s Død: Da et Skib sejlede forbi
Øgruppen Echinaderne ved Akarnaniens Kyst,
blev der pludselig Vindstille. En Røst hørtes 3
Gange kalde paa den ægyptiske Styrmand
Thaumas og bød ham derefter paa et nærmere
angivet Sted raabe ind mod Klipperne: »Den
store Pan er død«. Da Styrmanden udførte
Befalingen (medens nyt Vindstille viste, at
Guder, var nær), hørtes fra Klipperne stærk
Jammer, uden at noget menneskeligt Væsen blev
set. Dette foregik paa Kejser Tiberius’ Tid.
Sagnet er ofte, men utvivlsomt med Urette,
opfattet symbolsk som Varsel om Hedenskabets
Undergang. Med den store Pan menes mulig
den i den senere Oldtid dyrkede Algud Pan,
mulig den ægyptiske Gud Mendes, der
identificeres med Pan. Guderaabet svarer til den
Maade, hvorpaa i Sagnene den døde angiver sin
Død for den fraværende Ven, og lignende
Fortællinger om »dæmoniske Raab« kendes fra
germansk og nordisk Mytologi. (Litt.:
Deneken, De Theoxeniis [Berlin 1881]; Chr.
Blinkenberg, »Asklepios og hans Frænder i
Hieron ved Epidauros« [Kbhvn 1893]; W. H.
Roscher, »Die Legende vom Tode des
grossen Pan« [»Jahrb. f. Philologie«, 1892]).
H. A. K.
Theofaneia [te~’næ^ia], en Fest for Apollon,
fejret i Delfoi i Foraarsmaaneden (svarende til
Athens Antesterion, Februar-Marts). Apollon
havde tilbragt Vinteren i Hyperboræernes Land,
vendte nu ved Foraarets Komme tilbage til
Hellas og viste sig i Delfoi.
H. A. K.
Theofanes [te-], med Tilnavnet Confessor,
byzantinsk Historieskriver, f. i Midten af 8.
Aarh., d. omtr. 817. En stor Del af sit Liv
tilbragte han i Kloster, de sidste Aar i
Fængsel og Forvisning paa Samothrake. Vi har af
ham en romersk-byzantinsk Krønike
(Chronographia), som behandler Tiden fra 284—813 og
ligger til Grund for en stor Del af den senere
byzantinske Historieskrivning; den er udgivet af
de Boor (2 Bd, Leipzig 1883-85).
H. H. R.
Theofania [te-], d. s. s. Theofaneia.
Theofano [te-], Datter af den byzantinske
Kejser Romanos II, ægtede 972 den tyske Prins
Otto, den senere Kejser Otto II, paa hvem
hun udøvede en stor Indflydelse. Efter hans
Død (983) overtog hun Formynderskabet for
Sønnen Otto III og regerede indtil sin Død
(991) med stor Klogskab og Kraft. Saavel i
Frankrig som i Italien forstod hun at gøre sin
Indflydelse gældende, samtidig med, at hun
sendte tyske Hære imod Venderne.
H. H. R.
Theofilos [te-] af Antiocheia, Apologet,
Biskop i Antiocheia fra 168, skrev omkring 181 et
Forsvarsskrift for Kristendommen i 3 Bøger.
A. Th. J.
Theofilos [te-], østromersk Kejser, død 20.
Jan. 842, besteg Tronen 829 efter sin Fader
Michael II. Han var en dygtig Fyrste, under hvem
Videnskab og Kunst blomstrede, men han var
tillige paa det kirkelige Omraade en ivrig
Billedfjende og forfulgte Billedvennerne. Han
kæmpede tappert mod Araberne, men led flere
Nederlag.
A. Th. J.
Theofilos [te-], Hovedperson i en Legende
fra 10. Aarhundrede, skal have beklædt et
kirkeligt Embede i Adana i Gilicien. Legenden
beretter, at T. blev afsat fra sit Embede af sin
Biskop, men at han saa søgte Hjælp hos en
Mager, der skaffede ham Forbindelse med
Djævelen. T. afsvor sin Tro og forskrev sin Sjæl
til Satan, og denne hjalp ham til Gengæld til
Embedet igen. Men T. angrede sin Daad, bad
til Jomfru Maria og fik ikke alene Tilgivelse,
men endog sin Forskrivning tilbage. Legenden
var i høj Grad udbredt og er ofte blevet
digterisk bearbejdet. T. er en af Forløberne for
Faust.
A. Th. J.
Theofrastos [te-] fra Eresos paa Lesbos,
gr. Filosof af den peripatetiske Skole, født
omtrent 372, d. omtrent 287 f. Kr. efter siden sin
Lærer Aristoteles’ Død (322) at have beklædt
Stillingen som Leder af den peripatetiske
Filosofskole i Athen. Han efterlod sig en stor
Mængde Skr, hvis væsentlige Formaal var at
supplere og nærmere udforme Aristoteles’
Lære. Han behandlede paa den Maade alle
Filosofiens Dele, men sysselsatte sig dog med
Forkærlighed med det rent naturvidenskabelige og
erfaringsmæssige. Til dette Omraade hører to
endnu bevarede omfangsrige botaniske
Værker, hvoraf det ene er af nærmest beskrivende
Art, medens det andet mere ræsonnerende
gaar ind paa Fænomenernes Aarsager og
deres Formaal. I sin Logik gjorde T. nogle
mindre Tilføjelser til Aristoteles’ System, og i
Metafysikken, hvoraf et Brudstykke er bevaret,
viser han, at han ikke er blind for
Vanskelighederne ved Aristoteles’ Metafysik. I Etikken
holder han sig ret nær til sin Lærer, men
anslaar dog de ydre Goders Værdi noget højere
end denne. T. gav sig ogsaa af med
Forskninger ang. Filosofiens Historie, og et Skrift af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
