- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
336

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thibaudeau, Antoine Claire - Thibault, Jacques Anatole - Thibaut, Anton Friedrich Justus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Thibaudeau [tibo’do], Antoine Claire,
Greve, fr. Statsmand og hist. Forf., f. i
Poitiers 23. Marts 1765, d. i Paris 8. Marts 1854,
begyndte som Advokat i Poitiers, hvorfra han
1789 fulgte sin Fader til Versailles, hvor denne
var blevet valgt som Medlem af Rigsstænderne.
T. blev en ivrig Frihedsmand, og da han kom
hjem igen, stiftede han en republikansk Klub
i sin Fødeby. 1792 valgte hans Departement
Vienne ham ind i Konventet. Her sluttede han
sig til Bjergpartiet og stemte for, at Kongen
skulde henrettes uden Opsættelse. Da de
girondistiske Oprør rejstes i Landet, holdt han
sin Hjemegn fra at gaa med dertil. I øvrigt
virkede han for gennem Oplysning at fremme
republikansk Tankegang i Folket og var med til
at forfatte: Recueil des actes héroiques et civils
des républicains français
. Rædselstiden bragte
ham bort fra de Yderliggaaende, og 9.
Thermidor gik han mod Robespierre, efter hvis
Fald han var ivrig for at hæve de strenge Love
mod de Mistænkte. Han viste stor Kraft i sin
Modstand saavel mod Jakobinernes Rester som
mod de Kongeligsindede og sikrede
Direktorialforfatningen. 32 Departementer valgte ham til
de 500’s Raad, han foretrak at repræsentere
Vienne. Da de moderate Politikere blev
styrtede ved Statskuppet 18. Fructidor, blev han,
der var kendt som Modstander deraf, om end
han havde været neutral, opført paa
Deportationslisten, men hans Ven Boulay fik ham
slettet. Herpaa levede T. som Privatmand,
indtil han efter sin Medvirken til Statskuppet 19.
Brumaire atter kom ind i Politikken, blev
Præfekt for Gironde og Medlem af Statsraadet.
1808 blev han fjernet fra dette og gjort til
Præfekt for Departementet
Rhône-Mundingerne. Han deltog ved Udarbejdelsen af
Napoleon’ Lovarbejder og blev 1809 udnævnt til
Greve. Ved Napoleon’s Fald mistede T. sine
Poster, men i de 100 Dage sluttede han sig
til ham igen og blev Pair af Frankrig. Efter
Ludvig XVIII’s Genkomst 1815 blev T.
landsforvist som Kongemorder og levede dels i Prag,
dels i Wien og Bryssel, 1830 kom han tilbage
til Frankrig og fik en Pension, og 1852 udnævnte
Napoleon III ham til Statsraad. For at kunne
leve havde han i Udlandet begyndt sin hist.
Forfattervirksomhed; blandt hans Værker skal
nævnes: Mémoires sur la Convention et le
Directoire
(1824), Mémoires sur le Consulat (1826),
Histoire générale de Napoléon Bonaparte (1827),
Le Consulat et l’Empire (1835), Histoire des
États généraux
(1843).
(J. L.). H. J-n.

Thibault [ti’bo], Jacques Anatole,
se France, Anatole.

Thibaut [ti’bo], Anton Friedrich
Justus
, tysk Retslærd og Musikelsker, f. 4. Jan.
1772 i Hameln, d. 28. Marts 1840 i Heidelberg,
Dr. jur. 1796 i Kiel, 1797 Adjunkt ved det jur.
Fakultet, 1798 ekstraord., 1801 ord. Prof. smst.,
1802 i Jena, 1806 i Heidelberg, hvor han ved
sin glimrende Lærerbegavelse — præceptor
Germaniæ
— og hele ejendommelige,
imponerende og imperatoriske Personlighed spillede
en Hovedrolle og sammen med G. A. Heise og
Ch. Martin dannede et altbeherskende juridisk
Triumvirat, Filosofisk skolet under Kant,
fremhæver T. i første Linie Rettens praktiske
Opgave, i sin videnskabelige Positivisme vagtsom
over for Ensidighederne baade ved den
historiske og kritiske Metode; de naturretlige
Rudimenter, der findes hos ham, har han fælles
med de fleste. I forsk. Arbejder beskæftigede
T. sig navnlig med Udforskningen af en Række
alm. Spørgsmaal, »Juristische Encyklopädie u.
Methodologie« (1797), »Versuche über einzelne
Theile der Theorie des Rechts« (I—II, 1798 og
1801, 2. Opl. 1817), »Theorie der logischen
Auslegung des Römischen Rechts« (1799, 2. Udg.
1806), »Ueber Besitz und Verjährung« (1802),
»Civilistische Abhandlungen« (1814), men i sit
fremragende Hovedværk »System des
Pandekten-Rechts« (I—II, 1803, 9. Opl. ved A. A. v.
Buchholtz 1846) gav han den længe tiltrængte
systematiske, fuldstændige og selvstændige
samlede Fremstilling af Pandektretten, bygget paa
et indtrængende Kildestudium. De efter
Frihedskrigens Ophør og Napoleon’s Fald
gærende Tanker om en fælles tysk Lovbog gav T.
et varmt og veltalende Udtryk i sit berømte
Flyveskrift »Ueber die Nothwendigkeit eines
allgemeinen bürgerlichen Rechts für
Deutschland« (1814, ny Udg. 1840), men hans Forslag,
som i alt Fald oversaa de tekniske og
politiske Vanskeligheder ved Planen, fremkaldte
Savigny’s myndige Indsigelse i det klassiske
»Vom Beruf unsrer Zeit für Gesetzgebung und
Rechtswissenschaft« (1814), et Sammenstød, der
litterært og videnskabeligt saa at sige mundede
ud i Dannelsen af to Skoler, den filosofiske og
den historiske, hin med T., denne med Savigny
som Fører. T.’s Tanker, som dengang led
Skibbrud, blev faktisk realiserede ved den ny tyske
fælles Lovbog af 18. Aug. 1896. Ogsaa som
strafferetlig Forf. optraadte T. med »Beiträge
zur Critik der Feuerbachischen Theorie über
die Grundbegriffe d. peinlichen Rechts« (1802).
Fra 5. Bd Medredaktør — sammen med von
Löhr og Mittermaier — af »Archiv für die
civilistische Praxis«. T.’s »Juristischer Nachlass«,
I—II (1841—42) blev udgivet af C. J. Guyet.
I Heidelbergs Musikliv spillede T. og den
af ham stiftede og ledede Sangforening
en stor Rolle. T.’s Skrift »Ueber Reinheit der
Tonkunst« (1825, 7. Udg. med Forord af K. Ch.
W. F. Bähr til 3. Udg., Freiburg og Leipzig
1893, ny Udg. ved Raimund Heuler [Paderborn
1907]), der fremholdt Mestre som Palestrina,
Bach og Händel mod den gængse Modesmag,
vakte opr. megen Modsigelse og Diskussion,
navnlig i Fagkredse, men indtager nu en smuk,
af alle anerkendt Plads i Musikhistorien.
(Litt.: E. Baumstark, »A. F. J. T. Blätter
der Erinnerung für seine Verehrer und für die
Freunde der reinen Tonkunst« [Leipzig 1841];
Karl Hugelmann i »Preuss. Jahrb.«,
XLV [1880], S. 470-508; Ed. Heyck,
»Heidelberger Studentenleben« [Heidelberg s. a.],
S. 27—39; Georg Weber, »Heidelberger
Erinnerungen« [Stuttgart 1886], S. 134—141;
Otto Karlowa i »Ruperto-Carola«
[Heidelberg 1886], S. 167—70, S. 178-84; E. I. Bekker
i »Heidelberger Professoren aus dem 19.
Jahrhundert«, I [Heidelberg 1903], S. 164—171;
Jacques Stern, »T. und Savigny« [Berlin
1914]).
Fz. D.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0344.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free