Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vanvittig efter 3 Maaneders Forløb, og
Osman II (1618—22) dræbtes af Janitsharerne,
hvorefter Mustafa atter blev Sultan og atter
afsat. Murad IV (1623—40) viste stor krigersk
Energi, men det opnaaede gik atter tabt under
Ibrahim (1640—48), der fik samme Skæbne
som Osman II. Hans syvaarige Søn
Muhammed IV (1648—87) blev Sultan, og det af alle
disse indre Rystelser stærkt svækkede Rige fik
det Held i Familien Köprili (s. d.) at faa et
Dynasti af Storvesirer, hvis Indsigt og
Uegennyttighed erstattede, hvad de nominelle
Herskere manglede. Muhammed Köprili, der blev
Storvesir 1656, virkede særlig paa det finansielle
og militære Omraade; han var en omsigtsfuld,
men brutal Statsmand, hvis haarde Haand
imidlertid drog Riget op af Afgrunden og
genvandt dets gamle Prestige over for det kristne
Europa. Han fulgtes i Embedet af sin Søn
Ahmed, der var mindre vældig, men mere smidig
end Faderen, og ved Siden af sin politiske
Virksomhed tillige gjorde sig fortjent som Mæcen.
Han førte heldige Krige mod Polen og
Østerrig; men efter hans Død 1676 gik det vundne
atter tabt, og Storvesiren Kara Mustafa’s uheldige
Tog mod Wien 1683 bevirkede efterhaanden Tabet
af hele Ungarn og Belgrad. Efter at Kara Mustafa
var henrettet, og et Par uduelige Storvesirer
havde forsøgt sig, blev Ahmed Köprili’s Broder
Mustafa udnævnt til Storvesir af Suleiman
III (1687-91). Men han faldt i Slaget ved
Salankemen 1691 mod Østerrigerne, og Ahmed
II (1691—95) forsøgte forgæves at stemme sig
mod den Flod, der brød ind over Grænserne.
Mustafa II (1695—1703) maatte 1699 slutte
Freden i Karlowitz, hvorved T. afstod
Ungarn, Siebenbürgen, Asov, Podolien, Ukraine og
Peloponnes; dette sidste tilfaldt for en Tid
Venetianerne. Som Kvittering herfor blev Mustafa
afsat af Janitsharerne, der ganske vist ikke selv
kunde hævde Rigets gamle krigerske Prestige,
men som alligevel ikke betænkte sig paa at
lade Sultanerne undgælde derfor, og den
samme Skæbne fik Ahmed III (1703—30) som
Følge af en uheldig Krig mod Persien; det var
denne Sultan, der ydede Karl XII Gæstfrihed
i Bender efter Slaget ved Pultava. Under
Mahmud I (1730—54) fornyedes Krigene med
Østerrig og Rusland, men denne Gang fik
Halvmaanen Sejr, og en stor Del af, hvad der var gaaet
tabt 1699, blev vundet tilbage ved Freden i
Belgrad 1739. Alligevel fik denne Sejrvinding
ingen varig Betydning; thi der blev aldrig Ro til
den indre Reorganisation, særlig af Hæren, som
der først og fremmest trængtes til, og skønt
Riget baade ved sin politiske Tradition og som
en Følge af de Formaal, Naboerne og navnlig
Rusland havde stillet sig, var nødt til stadig
at føre Krig, sakkede det derfor som
Militærmagt stadig agterud i Sammenligning med den
samtidige Udvikling af det europæiske
Hærvæsen. Efter Mahmud fulgte Osman III
(1754—57) og derpaa Mustafa III (1757—74), der
forsøgte at tage Polen i Forsvar mod Rusland,
hvem de tyrkiske Statsmænd for længst havde
anerkendt for at være den farligste af de to.
Russerne besatte Moldau og Valakiet og vandt
den store Søsejr ved Tschesme, saa at
Abd-ul-Hamid I (1774—89) umiddelbart efter sin
Tronbestigelse maatte slutte Fred i
Kütschük-Kainardji paa meget haarde Vilkaar. Katharina
II af Rusland higede imidlertid stadig efter
mere, og i Forbund med Østerrig begyndte hun
en ny Krig, hvorunder Suvorov indtog Silistria,
medens Tyrkerne hævdede deres gamle
Vaabenære over for Østerrig; først Abd-ul-Hamid’s
Efterfølger Selim afsluttede Krigen med
Fredsslutningerne i Sistova (1791) og Jassy (1792),
hvor T. fik de af Modstanderne gjorte
Erobringer tilbage.
Den moderne Periode af det osmanniske
Riges Historie har sit Forspil under Sultan
Selim III (1789-1807). Vi finder allerede her
Spiren til de reformvenlige Tendenser, som
gennem hele 19. Aarhundrede i stødvise
Tempoer bestemmer Udviklingen, og de Faktorer,
der træder hindrende i Vejen for denne, er
allerede ved den første Begyndelse de samme
som i hele den følgende Tid. Paa den ene Side
staar den gammeltyrkiske Fanatisme, der i
Religionens Navn modsætter sig enhver
Reform, paa den anden Side Paavirkningen fra
det konstitutionelle Vesteuropa og de
undertrykte Folkeslags vaagnende
Selvstændighedsfølelse. Resultatet af Brydningen mellem disse
Faktorer bliver bestandig det samme, en
stadig Indskrænkning af det osmanniske Riges
politiske Magtomraade; som Modvægt til disse
Tab opnaaedes der vel en Del gennem militære
og kulturelle Forbedringer, men
Hovedresultatet blev under alle Omstændigheder en
Tilbagegang, der fortsattes lige til Verdenskrigens
Afslutning.
De Storme, der under Selim III’s
Regeringstid udgik fra Frankrig og hjemsøgte hele
Europa, berørte kun i ringere Grad T. Sultanen
kom ved Bonaparte’s Tog til Ægypten, der jo
var tyrkisk Lydland, i fjendtligt Forhold til
Frankrig, men senere lykkedes det den dygtige
franske Diplomat, General Sebastiani, at vinde
Selim, der personlig var Napoleon’s Beundrer,
for denne, og Frankrigs gamle Supremati i den
muhammedanske Orient blev atter bekræftet. T.
var under hele denne Periode stærkt engageret
indadtil af de begyndende Uroligheder i den
nordvestligste Ende af de europæiske
Besiddelser, i Serbien. Som de andre undertvungne
Provinser havde ogsaa Serbien Krav paa
kommunalt og religiøst Selvstyre, i Praksis var
Styrelsen imidlertid gaaet over til et tyrannisk
Pashaherredømme. Allerede i Krigen 1787
havde talrige serbiske Friskarer kæmpet for
Østerrig, og selve de geografiske Forhold gjorde
Tilgangen til disse saare let; enhver
kompromitteret kunde ved at sætte i en Baad over Sava
eller Donau unddrage sig Forfølgelse. Efter
Krigen kom disse Friskaremænd hjem til
Serbien og førte for en stor Del en lovløs
Røvertilværelse i Bjergene, og enhver dristig
Partigænger havde derfor let ved at samle
Mandskab, velbevæbnet og krigsvant.
Ved Aarhundredskiftet var der i Belgrad en
Pasha, Ibnet-Bekri, der søgte at standse den
vaagnende Frihedstrang hos Serberne ved
Eftergivenhed. Men denne Politik vakte Modstand
hos Janitsharerne i Garnisonen; de dræbte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
