Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Musik) - Tyskland (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de har fortsat en mere end hundredaarig
Tradition, og i det hele og store kan
omfattes af Betegnelser som Klassikere eller
Romantikere (nærmere bestemt
Ny-Romantikere). I det første Aarti i dette Aarhundrede
sker heri en gennemgribende Forandring, et
mærkbart Omslag i T.’s Musik. En Bevægelse,
der gennemgaaende synes villet eller præget af
mere eller mindre Reflektion, rejser sig og
tager efterhaanden stærkere Fart, navnlig, som
det synes, under den Psykose, som
Verdenskrigen fremkaldte. Til Bevægelsen kunde vel
paa forskellig Vis findes Forløbere hos de mest
eksperimenterende af de førnævnte førende
Aander i Slutningen af det 19. Aarhundrede,
ligesom den i Verdensmusikken indledes af
Mænd som Russeren Mussorgskij og
Franskmanden Debussy, men der er
alligevel her som andetsteds i Europa Tale om et
Brud, tilmed et bevidst: en ny Aand og, som
det udtrykkelig af Forfatterne kaldes, en
»Ny-Musik«. Hovedmanden i T. for denne Retning er
Østerrigeren A. Schönberg. Denne
»Ny-Musik« er anti-romantisk, den fordømmer det
subjektive Følelsessværmeri og den
metafysiske Stræben, den forkaster Traditionen,
begynder saa at sige forfra; dens Foragt for
Tonaliteten, for de faste Former, ogsaa de melodiske,
og dens Forsøg med en Polyfoni, hvor hver
Stemmes selvstændige Liv føres igennem
hensynsløst og paa Trods af alle overleverede Love for
Harmoni og Modulation (mange vil tilføje for
Vellyd og Toneskønhed) — er typiske og
allerede velkendte. Dertil vil denne »Ny-Musik«
give en Art objektivt Musikbillede, og i
Modsætning til Romantikkens Svælgen i
Stemninger eller Ny-Romantikkens »Program« og
Omstændelighed et koncentreret »ekspressionistisk«,
ofte, synes det, eksplosivt Udtryk for
Komponistens Sinds- og Sjælsbevægelser; typisk er da
de mange korte Stykker baade for Orkester
og Kammermusik, i hvilke ikke blot den brede
symfoniske Form med dens Tanke- og
Stemningsudvikling og endnu mere den frie
»symfoniske Digtning« forkastes, men ogsaa det
svulmende, sansebetagende musikalske
Klædebon ofres til Fordel for en vis nøjsom, snart,
synes det, nøgtern, snart raffineret Anvendelse
af Enkelt-Instrumenter, ligesom en dristig
Udnyttelse af Rytmikken stræber at pirre og holde
Tilhørerens Opmærksomhed fast og vaagen. For
denne »Ny-Musik« er i T. gjort en mægtig
Propaganda. Dens Værker har vundet stor
Indgang i Koncertsalen og for en Del ogsaa haft
Fremgang udenfor T. De fleste unge
Komponister staar vistnok mere eller mindre under
dens Paavirkning, og om dens Betydning i
Henseende til at vinde nyt Land, ny
Udtryksformer, kan næppe rejses Tvivl. Men virkelig
store skabende Musikere har den formentlig
endnu ikke fostret — et af dens mest lovende
Navne turde Hindemith være — og det er
endnu umuligt at sige, om den venter paa sin
Messias, paa det almene Geni, der kan føre
dens Idé ud over Ideologernes eller de
raffineredes snævre Kreds til virkelig almindelig
Fornyelse af T.’s Musik — eller om der er Tale
om et mere forbigaaende, for vor Tid typisk
Kunstfænomen. Dommen om denne »Ny-Musik«
skal Historien fælde. —
I T.’s Musik har den videnskabelige (historiske,
æstetiske, teoretiske) Forskning
overensstemmende med det tyske spekulative og
systematiserende Naturel længe spillet en stor Rolle, og tyske
Musikforfattere har jævnlig været førende paa
dette Omraade. Navnlig i de sidste
Menneskealdre har Musikvidenskaben taget stort Opsving,
den er saaledes fast (»Professor«-) Fag ved en
Række Universiteter, hvorfra stadig udgaar
unge Forskere. Ogsaa her vil Valgets
Mangfoldighed hindre en udtømmende Navneliste;
men enkelte Forfattere af slige lærde og
hyppig grundlæggende Værker skal dog nævnes:
fra den ældre Tid de teoretiske Arbejder af
J. J. Fux, Kirnberger, Gottfr.
Weber, M. Hauptmann, Marx, Dehn,
Bellermann, hvortil slutter sig de
betydningsfulde Undersøgelser paa det fysiske og
psykologiske Omraade, der skyldes berømte
Forskere som Helmholtz og Stumpf;
paa det biografiske Omraade det paa moderne
kritisk Metode baserede Værk om Mozart af O.
Jahn, der efterfulgtes af Chrysander’s,
Spitta’s og Pohl’s Arbejder; den
almindelige Musikhistorie behandledes af Gerbert,
Kiesewetter, Winterfeld og navnlig
Ambros; af nyere Tiders Forskere skal
nævnes A. v. Dommeer, Guido Adler,
Hugo Riemann, Kretzschmar, H. Abert
og J. A. Moser (der som den første
forfattede T.’s Musiks Historie i tre omfattende
Bind) og de mere eller hindre som
»Specialister« virkende: Friedländer, Kröyer,
Sandberger, Schering, M. Seiffert,
Johs. Wolf, Leichtentritt, O. E.
Deutsch, E. Kurth, H. Rietsch,
Bekker, M. Unger, Schiedermann, W.
Niemann m. fl. Sluttelig bør nævnes
saadanne Værker som Eitner, »Monatshäfte für
Musikgeschichte«, Chrysander’s,
Spitta’s og Adler’s »Vierteljahrschrift f.
Musikwissenschaft«, E. Vogel’s og R. Schwartz’
»Jahrbücher der Musikbibliothek Peters«; en
Institution, som det oprindelig af O.
Fleischer stiftede »Internationale
Musikgesellschaft« (»I. M. G.«), der udbredtes næsten over
hele Verden, udsendte værdifulde Tidsskrifter
og andre Publikationer, og efter Verdenskrigen
genopstod i »Deutsche Musik-Gesellschaft« (»D.
M. G.«) med et udmærket Organ, »Zeitschrift
für Musikwissenschaft« — samt endelig de om
T.’s respektfulde Dyrkelse af dets ældre
Tonekunst og dens Mestre vidnende store Udgaver af
Klassikernes og Romantikernes samlede
Værker og de bindstærke
»Denkmäler«-Publikationer under videnskabelig Ledelse (for
Kendskab til og Genopliven af tysk, bayersk,
østerrigsk Musik i forgangne Tider).
W. B.
Teater.
De kirkelige Skuespil havde forinden
Reformationen naaet en ret betydelig Udvikling i T.,
og desuden var der henimod Middelalderens
Slutning af andre Forudsætninger opstaaet en
folkelig Art Komedie, de saakaldte
Fastelavnsspil, som under Hans Sachs i Nürnberg naaede
deres Blomstring og blev et Led i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
