Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Veda - Vedanga - Vedanta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mindre nøjagtigt Haandskrift, udgivet af M.
Bloomfield og R. Garbe (The Kashmirian
Atharva-V. [scholl of the Paippaladas]
reproduced [in 544 plates] by chromophotography
from the manuscript in the University Library
at Tübingen [3 Bd, Stuttgart 1901, Fol.]). — V.
blev, ligesom hele den øvrige ældre Litteratur,
forplantet fra Slægt til Slægt, udelukkende ved
Udenadslæren; Skriften var nemlig ikke kendt i
de ældre Tider; og først forholdsvis sent blev
den anvendt til litterært Brug; man havde fra
gammel Tid kun Tillid til den mundtlige
Overlevering. Læsning (egentlig »Høren«) af V. var
forbeholdt de tre øverste Kaster, men det var
selvfølgelig Brahmankasten, som havde den
Opgave at bevare Overleveringen og meddele
Undervisning. Om Studiet af V., se Artiklerne
Brahmaner, indisk Filologi og
Vedanga. Hele den Litteratur, som i den ældre
Tid grupperede sig om V. og medregnedes til
dem som Kommentarer og Lærebøger
(Brahmana’er og Sutra’er), fortsattes i
Virkeligheden helt ned gennem Tiderne, idet der
bestandig kom nye Tillæg eller Anhang (de
saakaldte Pariçishta’er), praktiske
Haandbøger (Prayoga’er) eller Grundrids
(Paddhati’er) af Ritualerne, undertiden i
versificerede Fremstillinger, de saakaldte
Karika’er. Navnet V. bruges ogsaa i den senere
Litteratur til at betegne Videnskab eller
Lærebog i en enkelt Disciplin, f. Eks. Ayur-V.
(Medicin), Gandharva-V. (Musik) o. s. v.,
der betragtes som Hjælpevidenskaber
(upaveda) henholdsvis til Rig-V. og Sama-V.,
medens Navnet »den femte V.« undertiden bruges
om de gamle Sagn og Legender, saaledes som
de er overleverede i Mahabharata og
Purana’erne (s. d.). (Litt.: N. L.
Westergaard, »Om de ældste Tidsrum i den
indiske Historie med Hensyn til Litteraturen«
[Universitetsprogram 1860]; A. A.
Macdonell, History of Sanskrit Literature [London
1900]; A. Kaegi, »Der Rigveda, die älteste
Literatur der Inder« [2. Opl., Leipzig 1881];
særlig brugbar er M. Winternitz,
»Geschichte der indischen Litteratur«, 1. Del,
Indledning og første Afsnit: »Der V.« [Leipzig
1905]. Om Religion og Sprog, se særskilt ndf.).
D. A.
Vedanga (ɔ: »Veda’ernes Lemmer«) er en
fælles Betegnelse for de forskellige
Bidiscipliner, som hørte til og nødvendigvis maatte
læres i Veda-Skolerne for at forstaa de hellige
Tekster (Hymner og Formularer). Adskilligt af
dette Stof var naturligvis allerede optaget i
de gamle Brahmana’er (s. d.); men
efterhaanden fik Studiet af disse Hjælpevidenskaber
et saadant Omfang, at der maatte forfattes
særlige Lærebøger deri. Disse Lærebøger blev
affattede i en særlig Form, der egnede sig for
Udenadslæren, de saakaldte Sutra’er (s. d.).
Af saadanne Vedanga’er nævnes i den ældre
Tid altid følgende 6: Çiksha (Fonetik),
Chandas (Metrik), Vyakarana (Analyse
eller Grammatik), Nirukta (Ordlære eller
Etymologi), Kalpa (Offervæsen og Ritual),
Jyotisha (Kendskab til Kalendervæsen og
Astronomi). Der er imidlertid ikke fra gammel
Tid overleveret os Sutra’er i alle disse
Discipliner; saaledes er de gamle grammatiske,
metriske og astronomiske Sutra’er ikke bevarede, men
hvad man har af Lærebøger i disse Discipliner
hører til en senere Periode; derimod haves
talrige Kalpa-Sutra’er (se Sutra), og til
Çiksha hører de saakaldte Pratiçakhya’er
(s. d.); hvad der er opbevaret af den gamle
Ordlære, haves i Yaska’s Nirukta, der
egentlig maa betragtes som en Kommentar til 5
gamle Ordlister eller Glossarer, de saakaldte
Nighantu’er, som er de ældste Prøver paa
indisk Leksikografi (Yaska’s Nirukta blev
udgivet af R. Roth [Göttingen 1852]; en indisk
Udgave findes i Biblioteca Indica [Kalcutta
1882—91]); udførlig behandlet af H. Sköld,
The Nirukta. Part I. Its place in Old Indian
Literature; Part II. Its Efymologies (i Acta
Societatis Humaniorum Litterarum Lundensis,
VIII, 1926). (Litt.: M. Winternitz,
»Geschichte der indischen Litteratur« [I, Leipzig
1905]; A. Kaegi, »Der Rigveda« [2. Oplag,
Leipzig 1881]).
D. A.
Vedanta (egl. Veda’ens Ende eller Maal,
ɔ: den Lære, hvori hele Veda-Litteraturen
udmunder, den højeste Viden eller Filosofi) er
Benævnelse paa et af de vigtigste Systemer i den
indiske Filosofi, det System, som endnu den
Dag i Dag tæller de fleste Tilhængere i Indien,
og som i sin Grundtanke er den mest direkte
Fortsættelse af den Filosofi, som vi finder i de
ældste Upanishad’er (s. d.).
Vedanta-Filosofien blev sat i System af Badarayana,
der antagelig levede kort før vor Tidsregnings
Begyndelse; hans Lærebog, i den almindelige
Sutra-Stil (s. d.), er imidlertid kun
forstaaelig ved Hjælp af de senere Kommentarer,
blandt hvilke især den af Çankara (omkring
800 e. Kr.) er den betydeligste. V. udgør
sammen med den saakaldte Purva-Mimamsa
(s. d.) en større Enhed og kaldes derfor
undertiden i Modsætning til denne
Uttara-Mimamsa (den højere Mimamsa), fordi
den behandler Erkendelsen (jñana) af de
højeste Problemer, medens Purva-Mimamsa
væsentlig beskæftiger sig med den filosofiske
Behandling af den gamle Offerlære. V. kaldes
ogsaa efter sit Indhold Brahma-Mimamsa
eller Çariraka-Mimamsa (Undersøgelse
af Verdenssjælen og dens Legemliggørelse).
Grundlæren i V. er den, at vor Sjæl er identisk
med Brahman (Verdenssjælen), uden for denne
eksisterer intet virkeligt; det er saaledes
Ikke-Dualisme (advaita), hvilket synes at stride
ikke blot mod den almindelige Erfaring, men
ogsaa mod den hele religiøse Pligtlære. Den
tilsyneladende Modsigelse skyldes imidlertid
den hos ethvert Individ medfødte »Uvidenhed«
(a-jñana, a-vidya), der forhindrer Sjælen
i at adskille sig selv fra Legemet og at erkende
hele Verdensmaskineriet for en Illusion, et
Blændværk (maya, s. d.), som ved nærmere
Betragtning forsvinder. Kun eet eksisterer,
nemlig Sjælen (Selvet), og dette kan ikke være
noget fra Brahman forskelligt. Hvorfra denne
»Uvidenhed« stammer, meldes der intet om, kun
siges der, at den bliver ophævet ved
»Erkendelsen« (jñàna), der bestaar i at fatte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
