- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
665

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Weisshorn - Weisskirchen (Tschekkoslovakiet) - Weisskirchen (Jugoslavien) - Weissmann, Adolf - Weisswasser - Veit - Veit, Philipp

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Weisshorn [’vaishårn], Navn paa flere
Bjergtoppe i Alperne, af hvilke den højeste
ligger i Arolla-Gruppen i de Penninske Alper i
det schweiziske Kanton Wallis. Den ligger
NNV. f. Zermatt, hæver sig 4512 m over Havet
og er den femtehøjeste Top i Alperne. W., der
er overordentlig vanskelig at bestige, besteges
første Gang i 1861 af den berømte engelske
Fysiker Tyndall.
(H. P. S.). O. K.

Weisskirchen [’va^iskerkən] eller
Mährisch-W. (tschekkisk Hranice), By i
Tschekkoslovakiet, Landskabet Mähren,
Hovedstad i Bezirkshauptmannschaft W. i en bakket
Egn ved den til March løbende Bečva, og
Jernbanelinierne Wien—Krakow og W.—Vsetin, har
(1921) 9292 hovedsagelig tschekkiske
Indbyggere. Gammelt Slot, Militærakademi og en
højere Forstlæreanstalt. Klæde-, Legetøjs-,
Pumpe- og Likørfabrikation. I Nærheden
Kurstedet Teplitz med varm Kilde og
Vallekuranstalt.
(Joh. F.). O. K.

Weisskirchen [’va^iskerkən], serbisk Bela
Crkva
, Ungarisch W.,
Fehrtemplon, By i det nordøstlige Jugoslavien, ligger
73 km ØNØ. f. Belgrad og 8 km fra Donau ved
Jernbanelinien Timisioara—Bazjaš. 11000
Indbyggere. Domstol, Distriktsret,
Statsovergymnasium; Silkespinderi, betydelig Vindyrkning, der
dog Har lidt meget ved Phylloxeraen. Handel.
N. H. J.

Weissmann [’va^isman], Adolf, tysk
Musikforfatter, f. 15. Aug. 1873, Musikkritiker i
Berlin, har gjort sig bekendt ved en Række
spirituelle, men ofte stilistisk raffinerede
Skrifter og som Fremmer af den moderne
»Ny-Musik«-Bevægelse; af hans Værker fremhæves
»Bizet«, »Berlin als Musikstadt«, »Chopin«, »Der
Virtuose«, »Der klingende Garten««, »Puccini«,
»Verdi«, »Der Dirigent im 20. Jahrh.«.
W. B.

Weisswasser [’va^isvasər], Flække i
preussisk Provins Nieder Schlesien, 45 km NNV. f.
Görlitz, med (1925) 12390 Indbyggere.
Hovedsæde for den tyske Glasindustri.

Veit [fa^it] eller Vitus, Skt, Helgen, hvis
Ben efter Sagnet hvilede i Saint-Denis, men
derfra flyttedes 836 til det nyanlagte Kloster
Ny-Corvey i Westfalen. Hans Helgendag var
15. Juni. I Middelalderen paakaldtes han af dem,
som led af Chorea, og denne Sygdom fik
derfor Navnet Skt V.’s Dans. I Zabern ved
Strasbourg havde han et Kapel, som var et yndet
Valfartssted.
A. Th. J.

Veit [fa^it], Philipp, tysk Maler, f. 13. Febr
1793 i Berlin, d. 18. Decbr 1877 i Mainz. V.’s
Forældre var Jøder (Filosoffen M. Mendelssohn
var hans Bedstefader), men han blev tidlig
døbt, og Stiffaderen Fr. v. Schlegel kom til at
øve stor religiøs og kunstnerisk Indflydelse paa
hans Udvikling. Det var Schlegel, der henledede
Samtidens Opmærksomhed paa prærafaelsk
Kunst og saaledes banede Vej for den
nazarenske Malerskole (se Nazarener), som V. blev
en af Førerne for. V. studerede Kunst (Tegning)
under Matthaei i Dresden, senere i Wien, deltog
med Hæder i Frihedskrigen og kom 1815 til
Rom. Her sluttede han sig til Overbeck,
Cornelius og Schadow og var med til at forme
den nazarenske Kunst; i Freskoudsmykningen
af Casa Bartholdy, hvor V. malede »Josef og
Potifars Hustru« og »de syv fede Aar« (nu i
Berlins Nationalgalleri), viste han sig som
Skolens største maleriske Kraft; han malede
ogsaa i Villa Massimi (Fresker fra »Divina
Commedia«), det farvefine »Religionens Triumf«
(Museo Chiaramonti) og Alterstykket »Madonnas
ubesmittede Undfangelse« til S. Trinità de’ Monti
(1827—29, senere Replikker). Indflydelsen fra
Overbeck viste sig ofte overmægtig og
lammede hans Initiativ og kunstneriske Friskhed
(saaledes i de ovennævnte Dante-Billeder).
1830—43 virkede V. som Direktør for det
Städelske Institut i Frankfurt, malede S. Georg (1833,
Bensheim, nu beskadiget), »De to Maria’er ved
Graven« (erhvervet til Berlins Nationalgalleri),
det fremragende »Moses udsættes« (Städel’ske
Institut, Olie, 1835) og den mægtige Freske
»Kunsternes Indførelse i Tyskland ved
Kristendommen« (Städel’ske Institut) med de to
Fløjbilleder, der storladent og følelsesfuldt
gengiver »Germania«’s og »Italia«’s Skikkelser
(overført til det ny Bymuseum). Under denne
Periode virker hans Syslen med antikke Emner
forfriskende og foryngende paa hans Kunst:
Tegningen »Achilleus-Skjoldet« og Loftsmaleriet
i Städel’ske Institut m. v. Utilfreds med den
herskende Kunstsmag, der behagede sig i J.
Becker’s o. l. Værker, forbitret over Angrebene
paa den nazarenske Skole og paa Katolikkerne
overhovedet og i saa Henseende særlig opirret
ved Købet af Lessing’s »Huss« til det
Städelske Institut nedlagde V. 1843 sin
Direktørstilling, tog Ophold i Sachsenhausen og blev
fra 1853 Direktør for Mainz’ Malerisamling.
Ogsaa i den senere Periode var han stærkt
sysselsat og samlede Elever om sig. Han
fuldførte flere historiske Billeder til Römersalen
(Karl den Store etc.) og fortsatte sit religiøse
Maleri: »Marias Himmelfart« (Frankfurts
Domkirke), »Den barmhjertige Samaritan« m. fl.,
Arbejder for Kongen af Preussen, Skizzen
(1847) til Fresken »Verdensdommen« til
Kornichen i den projekterede berlinske Domkirke
(nu i Berlins Nationalgalleri), Udsmykningen af
den vestlige Kuppel i Mainz’ Domkirke (udført
af Elever) m. m. V.’s religiøse Værker hører
til Nazarenerskolens lødigste; der er
Inderlighed i Følelsen, og Efterklangen af tidlig
rafaelisk Kunst virker ofte harmonisk-skønt i hans
Arbejder; men det asketiske Træk i hans
Kunstnerpersonlighed lammede hans rent
kunstneriske Udfoldelse; i Tegningen er han gerne svag
og ikke sjælden kejtet; han lagde Dæmper paa
sin medfødte Farvesans, der dog atter og atter
lægger sig for Dagen, saaledes i det rent
landskabelige; Naturstudiet blev ham efterhaanden
nærmest af det onde; han tør dyrke det i
Foldekast, hvor han ofte viser sig som en
Mester, men ikke i Personskildringen, og
Modelstudiet af Kvinder — ud over en Haand- eller
Armstilling — blev ham en Vederstyggelighed.
I det verdslige Portræt tør han give sig sine
kunstnerisk-tekniske Evner og sin fine
Iagttagelse i Vold, og paa dette Omraade har han
derfor ydet Ting, der mest umiddelbart tiltaler
Øjet (Grevinde Zicky, Abbed Noirlieu,
Selvportræt (Mainz’ Bymuseum), Fru v. Bernus (1838)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0677.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free