Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Welhaven, Elisabeth Cathrine - Welhaven, Hjalmar - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bergen 6. Marts 1815, d. i Oslo 26. Juli 1901.
Hun kom i 20 Aars Alderen i Huset hos sin
Svoger Mikael Sars og flyttede med dennes
Familie til Oslo 1854. Hun er navnlig kendt
ved sine livlig fortalte Bergensskitser »Fra
Staden og Stranden. Smaaskildringer« (Oslo 1870;
senere i flere forøgede Udgaver med andre
Titler) og »Fra gamle Dage« (Oslo 1871).
E. S-n.
Welhaven, Hjalmar, norsk Arkitekt, f. i
Oslo som Søn af Digteren J. S. W. 1850, d.
smst. 18. April 1922. W. fik sin Uddannelse ved
Tegneskolen i Oslo, fra 1871—73 var han Elev
af Hase i Hannover. Fra 1883—1920 fungerede
han som Forvalter ved det kgl. Slot i Oslo.
Særlig interesserede W. sig for Udviklingen af
Træbygningsskik og indarbejdede Momenter i
den saakaldte »Schweizerstil«. Han udførte en
Række Privathuse, deriblandt Axel Heiberg’s
»Strand« i Numedal. W. var desuden en
Foregangsmand paa Ski-Idrættens Omraade og
ejede en stor Samling Skityper.
S. W.
Welhaven, Johan Sebastian
Cammermeyer, norsk Digter, f. i Bergen 22.
Decbr 1807, d. i Oslo 21. Oktbr 1873. Hans
Bedstefader var indvandret fra Tyskland til
Bergen, og her
levede hans
Fader som
Præst. Gennem
sin Moder
stammer Digteren
fra den norske
Familie
Heiberg, og han er
en Slægtning af
den danske
Digter J. L.
Heiberg. Han
gik paa
Latinskolen i
Bergen, og en af
Lærerne, Lyder
Sagen, har haft
stor
Indflydelse paa hans
Udvikling ved sin Undervisning i Norsk. Denne
Undervisning var fremfor alt rettet paa Stilens
Renhed, paa Vellyden i det talte og skrevne
Ord. Sagen saa en begyndende Kunstner i W.
og ledede hans Kunstnertrang, som gav sig
Udslag ogsaa i Lysten til at tegne. Han blev
Student 1825 og tog en Tid efter fat paa det
teologiske Studium, som dog ikke interesserede
ham meget. Kort efter at han havde begyndt
dette Studium, døde hans Fader, 1828. Han
havde med dyb Kærlighed sluttet sig til sin
Fader, og dennes Død danner det første store
Skille i hans Liv. Den lyse, fredelige
Ungdomstid er endt, og Kampen drager ind over hans
Liv. Han maa nu i Oslo føre en dobbelt Strid,
Striden for det daglige Brød og Striden for sine
Evners Gennembrud. Han har selv betegnet
dette Afsnit af sit Liv som »Kamp og Nød
mellem Fremmede«. W. blev et ivrigt Medlem
af Studentersamfundet. Politikken havde i disse
Aar ogsaa her begyndt at spille en vigtig Rolle.
I Tiden omkring 1830 er der jo politisk Gæring
omkring i hele Europa, og i Norge optræder
Henrik Wergeland i Tale og Skrift som den
begejstrede Talsmand for alle Frihedens Ideer.
Paa samme Tid var han særskilt den ægte
Norskheds Forsvarer saavel mod Overgreb fra
svensk Kongemagt som mod for stærk
Indflydelse fra dansk Aandsmagt. W. har i sin
første Studentertid sikkerlig ikke været nogen
lidenskabelig Politiker; han har været forarget
over det politiske Skraal, fordi det overdøvede
deres Stemme, som tolkede Interesser, han i
langt højere Grad synes fortjente at agtes paa.
Han slutter sig til en mindre Kreds af
Kammerater, som er optagne af litterære Sysler,
og han bliver i Studentersamfundet snart
Sjælen i alt, som har med det litterære Liv at
gøre. Det var ganske naturligt, at disse Mænd,
som led under Aandsfattigdommen hjemme, var
stærkt optagne af det rige litterære Liv i
Danmark.
Den første Tid af W.’s Forfattervirksomhed
faar sit Præg af hans Strid med Wergeland.
Denne krænker i sine Digte i den Grad den
æstetiske Sans hos W., at han ikke mere kan
holde sig tilbage. Det bliver en uimodstaaelig
Trang for ham at træde frem for at værge
Skønhedens Tempel mod Barbaren. Han rykker
Sommeren 1830 ud med et Digt »Til Henrik
Wergeland« og begynder med Spørgsmaalet:
»Hvor længe vil du rase mod Fornuften?«. Dette
Digt er Indledningen til den langvarige og bitre
Strid mellem de to Digtere og de to Partier,
som fylkede sig om dem. Striden førtes efter
nogen Tid over i Studentersamfundet, idet
Wergeland til Samfundets Blad sendte sine
»Stumper«, kaade Smaavers fyldte med Spot. Spotten
gik naturligvis ogsaa ud over W., og denne
svarer i sine »Tylvter« med samme Mønt. I
denne Stevkamp er de to Kæmpers personlige
Grovheder mod hinanden lige store; den ene
Part skylder den anden intet. Men W. var
ganske anderledes anlagt for det forstandsmæssige,
pointerede Vid end sin Modstander. Fra den
tidligste Tid af sit Forfatterskab havde
Wergeland udtalt sin Uvillie mod den æstetiske
Retning, som i Danmark havde sin Talsmand i J.
L. Heiberg. Og det er netop en Lærling af
denne Mand, han ser i W. Sommeren 1832
kommer W.’s Hovedindlæg i Striden, Bogen:
»Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik
ved Aktstykker oplyste«. Til samme Tid vælges
han sammen med A. Schweigaard, P. A. Munch
og F. Stang ind i Redaktionen af Ugeskriftet
»Vidar«, som blev udgivet af disse Mænds
Parti. Der kommer nu en Tid, da W. optræder
for Offentligheden væsentlig som Kritiker. Og
han har i denne Periode visselig ogsaa i en
Kritikers Arbejde set sin nærmeste Opgave. Det
har staaet for ham, som han havde en stor og
vigtig Gerning at gøre; den moderne æstetiske
Kritik maatte have sin Repræsentant ogsaa i
Norge. Her har man hidtil manglet den
saglige Kritik, som, uden at tage andre Hensyn,
alene holder sig til Værkets æstetiske Værd. W.
er i sin Kritik paavirket af Schiller og Goethe,
men fremfor alt af J. L. Heiberg. Som fuldendt
skal Kritikken stemple dette Værk, som i
teknisk Henseende er udadleligt. Denne
Selvbeherskelsens og det rolige Overlægs Æstetik lægger
 |
| J. S. C. Welhaven. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
