Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venden - Vendepunkt - Vender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stormesteren Plettenberg. Byen har betydelig
Mølleindustri og nogen Handel samt Station paa
Banen fra Riga til Pskov. 1204 faldt Landet i
Sværdriddernes Hænder. 1237 blev V. Sæde for
Ordenens Stormester, som residerede her i
omtrent 300 Aar. Byen, der voksede stærkt i
Folketal, befæstedes 1495 af Plettenberg. 1562
kom V. under Polen. 1577 erobredes Byen af
den russiske Tsar Ivan den Skrækkelige. 1582
maatte Russerne atter afstaa den til Polen,
hvorfra den 1622 kom til Sverige og 1710 til
Rusland. 1918 kom V. ind under den nydannede
Stat Letland.
(H. P. S.). N. H. J.
Vendepunkt eller Infleksionspunkt
paa en Kurve er et Punkt som det paa Fig.
fremstillede (P),
hvor Kurven uden
at danne nogen
Spids gaar over
fra den ene Side af Tangenten (T) til den anden.
Tangenten kaldes Vendetangent eller
Infleksionstangent.
Chr. C.
Vender (oldnordisk Vindr, tysk Wenden,
latinsk Venet(h)i) er et Navn, som de gottonske
Folk oprindelig brugte om alle Slaver. Navnet
bares ogsaa af en keltisk og en thrakisk-illyrisk
Stamme, se Veneter. I Nutiden menes med
V. kun de vestlige Slaver i Tyskland, Sorberne
(samme Navn som Serber); en oprindelig
identisk Navneform Winden brugtes om de
sydvestlige Slaver i Østerrig, Slovenerne. Indtil
Folkevandringens Slutning boede V. endnu
udenfor Tysklands Grænser; endnu i 6.
Aarhundrede omtales gotiske Stammer, der hævder sig
paa Weichsel-Øerne »som i et Asyl«. Ca. Aar
512 omtales Slaver i Donau-Egnene, sagtens
ved Karpaterne. Kort efter brød Avarerne fra
Ungarn frem til Thüringen; gammel tysk
Overlevering lader skimte, at Slaverne, der ved
Kejser Justinian’s Donau-Fæstninger spærredes
ude fra Balkan-Halvøen, nu væltede sig N. paa
fra Ungarn over de af »Hunnerne« (ɔ: Avarerne)
ødelagte Egne, jagende de tiloversblevne
Indbyggere Vest paa. Den samme Forbindelse
mellem Avarer og Slaver iagttager vi ogsaa i
Østerrig. Saaledes erobrede V. og deres
Frænder i kort Tid Strækningen fra Weichsel til
hinsides Elben. Deres vestligste Forposter slog
sig ned ved Mains og Wesers øvre Løb, ja
spredte Nybygder skal endog være naaede helt
over til Rhin-Egnene. I de erobrede Egne
forsvandt ethvert Spor af gotisk og tysk
Nationalitet. Som vilde Erobrere og Barbarer hadedes
V. af Tyskerne, men blev ogsaa Genstand for
Heltedigtning, idet den nordvestlige
Venderstamme Veleterne eller Wilterne
personificeredes i den mægtige Kong Wilze, om hvem
der i Tyskland og Norden dannedes en hel
Sagnkreds, Viltina-Saga (se Didrik af Bern).
Indtil Karl den Store’s Tid stod V. endnu som
truende og overmægtige Naboer for Tyskland,
og han selv øgede deres Omraade, idet han for
at knække Sachserne gav Holstens østlige Del
til den vendiske Stamme Obotritterne (804).
Men dette var ogsaa V.’s sidste Fremskridt imod
V., thi fra nu af vendte Bladet sig. Støttede
paa den kristne Kirkes Missionsbud gik
Tyskerne over fra Forsvar til Angreb. Under Henrik
Fuglefænger led V. det første store Nederlag
(928—929), og fra nu af oprettedes langs hele
Grænsen tyske Markgrevskaber, der Skridt for
Skridt gnavede sig ind paa Livet af V. Talrige
Opstande fulgte, og Kampen førtes paa begge
Sider med stor Grusomhed, der navnlig
tilspidsedes ved V.’s fanatiske Fastholden ved
Hedenskabet. — I 11. Aarhundrede mærkedes hos V.
en stor Kraftudfoldelse. En stor vendisk Hær
brød ind i Sønderjylland, hvor Magnus den
Gode med Møje standsede den ved Lyrskov
Hede 1043. I Aaret 1066 foregik næsten over
hele Linien et Tilbagefald til Hedenskabet; de
tyske Præster og Markgrever dræbtes eller
joges ud. Fra Rügen hærgede V. paa Østersøens
Kyster og satte sig allerede fast paa Laaland
og Falster, jfr. mulig vendiske Stednavne som
Binnitze og Kuditze. Aar 1135 naaede en
vendisk Flaade helt op til Syd-Norge, hvor den
ødelagde den rige Handelsstad Konungahella, nu
Kungelf. I et Aarhundrede var V. saaledes
Herrer i deres eget Hus, men fra 12. Aarhundrede
sank deres Stjerne for aldrig at stige mere.
Tyske og danske Magthavere tog sig for at
bjemsøge dem med Korstog, snart adskilte,
snart forenede; jfr. de Danskes Erobring af
Rügen Aar 1169. V. værgede sig haardnakket,
men dels deres underlegne Krigsteknik, dels
deres stadige Mangel paa Sammenhold voldte,
at det var forgæves. Ikke overalt fordreves nu
ganske vist de indfødte Herskere; et vendisk
Fyrstehus holdt sig i Forpommern, et andet i
Bagpommern, et tredje i Mecklenburg, hvor
det har siddet lige til Revolutionen 1918 som
Herre til den vendiske Krone«. Men hvad
enten Herskerne var indfødte eller indvandrede,
saa var de snart lige enige om at hylde tysk
Sprog og Kultur; en Fyrst Vizlav af Rügen
optraadte som tysk Minnesanger; tyske
Haandværkere og Agerbrugere indkaldtes i Massevis,
og V. trængtes tilbage som foragtede Barbarer.
Lavsskraaerne udelukkede regelmæssig Folk af
»vendisk eller anden uærlig Æt«; endnu 1752
udstødtes en Tøjmager i Neumark af sit Lav,
fordi hans Kones Bedstemoder skulde stamme
fra V. Saaledes fortyskedes V. efterhaanden.
1407 skal paa Rugen den sidste vendisktalende
Person være død. Indtil 14.—15. Aarhundrede
var V. i Øvresachsen endnu saa talrige, at der
holdtes Retspleje paa Vendisk (indtil c. 1300 i
Anhalt, indtil 1378 omkring Leipzig, indtil 1424
i Meissen); den afskaffedes i Leipzig, siger en
Krønike, fordi Raadsherrerne havde fattet »Had
og Væmmelse« derimod. Indtil 18.
Aarhundredes Slutning taltes der endnu Vendisk i
Hannover Ø. f. Lüneburg. Siden den Tid er
Fortyskningen trængt igennem overalt undtagen i
Lausitz; her tales endnu Vendisk af c. 100000
Personer. Disse sidste V., de saakaldte
Sorber, ligger nu som en lille Holm i det tyske
Folkehav, fuldstændig afskaarne fra deres
Stammefrænder i Polen og Böhmen, og om end
der gøres Anstrengelser for at vedligeholde
deres Nationalitet, er det uden Tvivl kun et
Tidsspørgsmaal, naar den vil have fulgt Resten
af V. i Graven. V.’s aandelige Centrum findes
i deres Sprogomraades sydlige Udkant, i den
næsten helt tyske By Bautzen. Her grundedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
