Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenssystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indbugtning ved Mælkevejspolerne. I
Mælkevejen er Stjernetætheden i en Afstand af c.
30000 Lysaar 1/100 af Tætheden nær Solen,
medens man allerede naar denne ringe Tæthed i
c. 4000 Lysaars Afstand i Retning af
Mælkevejspolerne, saa at Linsen altsaa er omtrent 7
Gange saa lang som den er høj. Man har ogsaa
søgt at udforske, hvorledes de forskellige
Spektraltyper er fordelt i Rummet. Det viser sig, at
tager man de forskellige Typer hver for sig,
faar man stadig det linseformede Billede ud
deraf, men de forskellige Linser er ikke ens
fladtrykte. Det er dog ikke lykkedes at faa
gennemført disse Undersøgelser paa
tilfredsstillende Maade for mere end een
Spektralklasse, nemlig B-Stjernerne eller Heliumstjernerne,
hvor Kapteyn og Charlier ad forskellig Vej er
naaet til Resultater, der stemmer ganske godt
sammen. Charlier angiver, at de lysstærke
B-Stjerner danner en affladet Linse, hvis
Symmetriplan falder nær sammen med
Mælkevejsplanen. Aksen i Symmetriplanen er c. 5000
Lysaar, medens Afstanden mellem Polerne kun er
1/3 heraf. Solen sidder ikke i Centrum men c.
65 Lysaar N. f. Symmetriplanen, saaledes at
Centrum set fra Solen ligger i Retning af
Stjernebilledet Carina i en Afstand af c. 300 Lysaar.
Stjernetætheden er størst nær Centrum, hvor
der i et kugleformet Rum med 130 Lysaars
Radius findes een B-Stjerne.
Kort før sin Død gjorde Kapteyn et
yderligere Forsøg paa at forklare Stjernesystemets
Bygning ud fra den Hypotese, at
Stjernesystemet som Helhed dynamisk set er naaet til en
stationær Tilstand. Han anvendte, som
Poincaré allerede tidligere havde foreslaaet, Lovene
fra den kinetiske Gasteori paa Stjernerne, der
betragtes som en Slags Molekyler. Han udledte
bl. a., at Stjernernes gennemsnitlige Masse maa
aftage fra Stjernesystemets Midte og udefter,
saaledes at den i Systemets Midte er 2,2 Solmasser
og i en Afstand mod Mælkevejspolen af c. 5500
Lysaar 1,4 Solmasser. De Masseværdier, som Kapteyn
fandt, stemmer ganske godt i Størrelsesorden
med dem, man kender fra Observationer af
Dobbeltstjerner, og Kapteyn mente deraf at kunne
slutte, at der ikke findes større Mængder af
mørke Stjerner og Taager indenfor vort
System, da deres Masser ellers vilde virke
forstyrrende ind. Da vort Stjernesystem ikke er
kugleformet men affladet, maa man antage, at
der finder et Rotationsbevægelse Sted om en
Akse vinkelret paa Mælkevejsplanen. Kapteyn
antog, at en Del af Stjernerne gaar rundt den
ene Vej, og den anden Del den anden Vej, og
han udledte for den relative Bevægelse af disse
to Stjernestrømme en Hastighed paa 39 km/sec.;
dette stemmer godt med den Kendsgerning,
man kender fra Observation, at der parallelt
med Mælkevejen, findes en Strømbevægelse (se
under Egenbevægelse), og den nævnte
Hastighed (39 km) stemmer ogsaa med den
iagttagne Hastighed paa Himlen, nemlig 40
km/sec. Om end Kapteyn’s Teori paa mange
Maader synes at bekræftes af observerede
Kendsgerninger, er der dog rejst mange og vægtige
Indvendinger ikke alene mod selve Teorien
men ogsaa mod Regneresultaterne. Det er
sikkert endnu for tidligt med vort ufuldkomne
Observationsmateriale at drage fuldgyldige
Slutninger i saa vid Udstrækning, som Kapteyn
har forsøgt det.
Seeliger’s, Schwarzschild’s og Kapteyn’s
Undersøgelser drejede sig udelukkende om
Systemet af enkelte Stjerner, men foruden disse
findes der paa Himlen andre Objekter som
Stjernetaager (s. d.), der deles i uregelmæssige
Gastaager, planetariske Taager og Spiraltaager, og
aabne og kugleformede Stjernehobe (s. d.). Af
disse hører Gastaagerne, de planetariske
Taager, og de aabne Hobe utvivlsomt med til vort
Stjernesystem. Tilbage bliver da Spørgsmaalet
om de kugleformede Hobe og Spiraltaagerne.
Shapley har indgaaende beskæftiget sig med
de kugleformede Stjernehobe og er naaet til
den Anskuelse, at de danner et større
Mælkevejssystem, i hvilket det hidtil omtalte
snævrere Mælkevejssystem svæver som en lille
Stjernesky. Det store System er ogsaa linseformet
og har Mælkevejen som Symmetriplan, men det
er ikke saa fladtrykt som det lille, og Tætheden
er overordentlig ringe, da Stjernehobene findes
meget spredt. Systemets Diameter er i
Mælkevejen c. 300000 Lysaar og antagelig det halve
vinkelret derpaa. Som nævnt under Stjernehobe
findes der særlig mange kugleformede Hobe i
Retning af Stjernebilledet Sagittarius, hvilket
først er paavist af Hinks, og man maa derfor
tro, at Centrum for det store System ligger i
denne Retning. Shapley mener, at Afstanden til
Centrum fra os er c. 60000 Lysaar.
Om Spiraltaagernes Stilling til vort
Stjernesystem hersker der endnu Uenighed. De fleste
Astronomer antager dem vel nok nu for fjerne
Stjernesystemer af Størrelsesorden som vort
snævrere Mælkevejssystem. Det kan her
nævnes, at Easton har undersøgt Mælkevejens
Struktur og Lysstyrke paa forskellige Steder og
kom til det Resultat, at den har Spiralform og
altsaa set langt borte fra vilde se ud som en
Spiraltaage, hvis Arme, der ikke nøjagtigt
ligger i samme Plan, udgaar fra et Punkt i
Stjernebilledet Svanen. Hans Resultat trænger dog
til yderligere Bekræftelse.
Endelig kan nævnes, at i Følge den
almindelige Relativitetsteori maa Verdensrummet, da
det er fyldt med Masse, være »krummet«, det
er endeligt, men uden Afgrænsning (Riemann),
og Relativitetsteorien giver en Formel til
Beregning af Rummets »Krumning«, eller man
kan ogsaa sige af »Verdensradien«, udfra
Middeltætheden i Rummet, idet denne Radius maa
aftage med voksende Masse. Dette »krummede«
Rum er vanskelig anskueligt, men man kan
danne sig en svag Forestilling om det ved at
tænke paa Forholdene paa en Kugleoverflade,
hvor man kan blive ved at gaa ligefrem og dog
naar tilbage til Udgangspunktet, og hvor
Overfladen ikke nogen Steder holder op, men
alligevel har et endeligt Areal. (Litt.: J. L. E.
Dreyer, History of the planetary systems
from Thales to Kepler [Cambridge 1906];
Simon Newcomb, The stars. A study of the
universe [London 1902]; J. C. Kapteyn,
Plan of selected areas [Groningen 1906];
Newcomb-Engelmann, »Populäre Astronomie«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
