Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wilde, Oscar O'Flahertie Wills - Wilde, William Robert Willis - vilde Jagt, den - vilde Jæger, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sensualisme hos Forfatteren, formentlig reflekteret i
hans Værk, end ved sine litterært set
blændende Egenskaber. Den blev senere dramatiseret.
W.’s i denne Periode talrige Tidsskriftbidrag
var ogsaa alle farvet af hans særegne
Holdning overfor Kunsten og Livet; i 1891 blev tre
af hans største Essays samlet i den
charmerende Bog Intentions, der indeholder hans
Kunstfilosofi, som er paavirket af Matthew
Arnold, men først og fremmest hviler paa den
kræsne Stilist Walter Pater’s Kunstopfattelse.
Sin første virkelige Publikumssukces opnaaede
W. som Dramatiker med Lady Windermere’s
Fan paa St. James’ Theatre (1892), efterfulgt
af A Woman of No Importance (1893) og The
Importance of Being Earnest (1895), begge
opført paa Dagmarteatret i Oversættelse ved
N. Th. Thomsen. An Ideal Husband (1895) er
gaaet paa Det ny Teater i Bearbejdelse af E.
Høyer. Disse »Salonkomedier«, der alle siden
udkom i Bogform, var lige saa afgjort skrevet
af en født Dramatiker, som deres Dialog og
Idékreds var udpræget paradoksal. I 1893 forbød
Teatercensuren W.’s Salome, men det blev
spillet paa Fransk i Paris af Sarah Bernhardt
1894. I Tyskland satte Richard Strauss det i
Musik (1906). Motivet til det stærkt virkende
Enakts Skuespil (givet paa Dagmarteatret med
Anna Larssen) havde W. laant hos Flaubert.
Hans store Sukces som Dramatiker havde i
nogen Grad afsvækket den Kritik, som navnlig
gjaldt hans Karakteregenskaber; og hans
Venner, der ikke længer fæstede Lid til Rygterne
om hans Udsvævelser, blev aldeles konsterneret
over de fatale Afsløringer, der i 1895 vakte
Røre i London og gav Genlyd over hele
Fastlandet. W. blev indviklet i en stor homoseksuel
Affære og dømt til 2 Aars Tugthusarbejde for
Sædelighedsforbrydelser. Det var en katastrofal
Afslutning paa en Karriere, der tegnede
ualmindelig straalende. Fra nu af var W., der
havde været det moderne Londons Yndling, en
død Mand i England. Han afsonede Straffen,
som han kunde have unddraget sig ved Flugt,
i Tugthuset ved Reading. Efter sin Løsladelse
var han bandlyst fra alt anstændigt Selskab i
sit Hjemland og levede paa Kontinentet under
Navnet »Sebastian Melmoth«. Han døde paa et
beskedent Hotel i Paris. 1898 udkom hans
gribende Ballad of Reading Gaol (Balladen
om Reading Tugthus) under Pseudonymet
C. 3. 3. — W.’s Fængselsnummer — og
vakte kolossal Opsigt (Dansk Oversættelse
ved O. Andersen). Medens han sad i
Fængslet, udarbejdede han et langt
Forsvarsskrift, der blev overgivet til hans litterære
Eksekutor Robert Ross og delvis offentliggjort
af denne 1905 under Titlen De Profundis
(Oversat af Marg. Gamél). Fuldstændig Udgave paa
Tysk, Epistola: In carcere et vinculis (1924) ved
Dr. Max Meyerfeld, der ligeledes har udgivet
W.’s Breve (1925). Hans Collected Poems, der
som næsten hele hans Forfatterskab vidner om
Aandsslægtskab med Baudelaire (Les Fleurs
du Mal), var udkommet i 1892. Et
Skuespil-Fragment, A Florentine Tragedy, blev suppleret
af Sturge Moore og opført 1906. I 1904 udkom
paa Tysk en fem Akts Tragedie, »Die Herzogin
von Padua«, skrevet af W. c. 1883, oversat af
Meyerfeld.
At anlægge et objektivt Syn paa W. falder
den Dag i Dag særlig Englændere vanskeligt.
For at forstaa ham maa man gøre sig klart, at
han var helt uden Føling med Kristendommen,
»en, for hvem kun den synlige Verden
eksisterer« (Gautier), præget af græsk Sensualisme
og Kærlighed til plastisk Skønhed. Han var et
fremragende artistisk Talent, hvis Indsats i
engelsk Litteratur næppe overgaas af nogen
inden for samme Generation, Stevenson maaske
undtaget; og W.’s Skuespil var uden Tvivl
Periodens mest originale Bidrag til engelsk
Dramatik; de fører Linjen fra
Restorationskomedien (Congreve, Wycherly etc.) over Sheridan
up to date. W. var jævnaldrende med Shaw og
vilde sikkert, om han havde levet, være blevet
dennes skarpeste Konkurrent. (Litt.: Den
stadig voksende W.-Litteratur er overordentlig
omfattende. Interesserede henvises til Stuart
Mason, Bibliography of O. W. (605 S.);
Standard-Biografien er: Frank Harris, O. W.
His Life and Confessions, I—II. Fremdeles:
Robert H. Sherard, O. W. The Story of
an Unhappy Friendship; L. C. Ingleby,
O. W.; Arthur Ransome, O. W.; Lord
Alfred Douglas, O. W. and Myself.
Eneste danske Arbejde: Niels Th. Thomsen,
»O. W. Litteraturbilleder fra det moderne
England« [Kbhvn 1920]; H. Langgaard,
»O. W. Die Saga eines Dichters«; Dr. E.
Bendz. The Influence of Pater and Matthew
Arnold in the Prose-Writings af O. W.
[Göteborg & London 1914]. Af flere Skuespil om W.
nævnes: Carl Sternheim, »O. W. Sein
Drama« [Potsdam 1925]).
N. Th. Th.
Wilde [wai^£d], William Robert Willis,
engelsk Øre- og Øjenlæge, f. 1815 i Castlereagh,
Irland, d. 19. April 1876 i Dublin. Han
praktiserede i Dublin fra 1841, aabnede 1844 en
Øjenklinik ved St. Markus Hospital, men
arbejdede ogsaa ivrigt med Otologi. Han
udnævntes 1863 til Æresdoktor ved Dublin Universitet.
W. skrev bl. a. Practical observations on aural
surgery (1853) og er Opfinder af W.’s Slynge
til Fjernelse af Polypper.
J. S. J.
vilde Jagt, den; Tog af natlige, jagende,
spøgelseagtige Væsener; kendes i en
Mangfoldighed af Former omkring i Landene, stærkt
fremtrædende hos den gotisk-germanske
Folkegruppe; opfattes i kristen Tid sædvanlig som afdøde
onde Mennesker, der ved evig Uro straffes for
deres forbryderske Liv. Dens to Hovedtyper er:
1) en vandrende eller ilende Flok af
dødningeagtige Væsener, sædvanlig med mandlig eller
kvindelig Fører (saaledes den norske
Asgaardsrei [s. d.]; jfr. Freya; tyske Forestillinger om
Fru Holle eller Fru Frick med deres Børnetog
o. s. v.); 2) en Rytter med sine Hunde,
forfølgende Skovens kvindelige Uvætter, undertiden
ogsaa jagende Dyr (se vilde Jæger).
(A. O.). H. El.
vilde Jæger, den, i Tyskland Benævnelse
paa det natlige jagende spøgelseagtige Væsen,
ogsaa kendt under Navne som »Wohljäger«,
»Weiinjäger« (af Woden = Odin, s. d.),
»Hackelbeer« (Kappebærer) m. m.; i Jylland som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
