Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Noailles (s. d., Suppl.) med hendes »Tone
fra Østen«. Efter at Temaet Døden havde
præget hendes glødende Versestil, i Les Forces
éternelles (1920) bl. a., viste hun rigtigt, hvor
stor og »fremmed« hun er i fransk Lyrik.
Der er Prinsesse Bibesco, som i
Cathérine-Paris (1927) skabte sit Mesterværk, netop
omhandlende de fremmede Fugle og hvordan
de finder Rede og Rugeplads i fransk
Litteratur. Til Rumænerne maa vel endelig, foruden
Tristan Tzara, Dadaisten, ogsaa regnes den
intelligente Eventyrer og Fabulist Panait
Istrati (f. 1884), hvis litterære Evner man
dog ikke maa overvurdere. Der er Russere i
moderne fransk Litteratur. Den begavede
André Beucler med hans storslaaede Vision
La Ville anonyme (1927) og den russiske Jøde
Josef Kessel. Der er Irlændere som den
lovende Dramatiker Steve Passeur, der
er Tyskere som Iwan Goll og udprægede
Angelsaksere som den talentfulde Julien
Green (f. 1899) (Adrienne Mesurat [1927],
Leviathan [1929]). Japanerinden Kikou
Yamata, i sit Talent ikke langt fra Noailles
og Prinsesse Bibesco, har ogsaa føjet sin
værdifulde Tone af Østen ind i fransk Litteratur
— og den ypperlige Fortæller Henri
Pourrat fornægter ikke sin indiske Oprindelse.
Der er kort sagt Folk af alle Nationer i den
franske Litteratur efter Verdenskrigen, en
Dansker, Karen Bramson, skriver Skuespil
og Romaner paa Fransk, og Negeren René
Maran skriver 1921 sin berømte Negerroman
Batoula og vinder Goncourtprisen for den. —
For saa slet ikke at tale om de to store
naturlige Fremmedelementer inden for det Franske,
Belgierne og Schweizerne, der hver med deres
Tone har hævdet sig en smuk Plads i de sidste
Aars Litteratur. Belgieren Davignon (f.
1879) med hans fornemme Prosakunst Un
Pénitent de Furnes (1925), og den geniale
Schweizer Ramuz (f. 1878) med hans
storslaaede Bjergskildringer og hans Verdensbillede
af Dante’ske eller Paul Claudel’ske
Dimensioner.
Det moderne er af ufransk
Oprindelse. Som man ser, alene i den
fremmede Af deling frembyder Litteraturen efter 1914
en Fundgrube af Talent og Genialitet for
Forskeren. Udenom det egentlig franske har alt
dette lagt sig som et Lag, man maa igennem,
før man naar ind til Kernen. For selvfølgelig
Kernen, det egentlig franske, lever upaavirket
videre, hvor tyk og imponerende en
Skaldannelse der saa end foregaar omkring den.
Traditionen, Klassicismen lever endnu, trods
Verdenskrig, trods Internationalisme o. s. v. Uhyre
interessant er det saaledes at se, at hvad af
Modernisme og Udskejelser i Smagen der kan
findes i fransk Litteratur, som i alle moderne
Litteraturer, det kan altid her føres tilbage
netop til et Fremmedelement. De egentlige
Franskmænd ved nok at vare sig. Ogsaa
derved faar det uhyre Kontingent af Fremmede
sin store Betydning som Befrugtning og
Fornyelse i det Franske. Futurisme, Kubisme og
Dadaisme fylder en betydningsfuld Plads i
moderne fransk Litteratur. Men
Foregangsmændene? Den højtbegavede Apollinaire (s. d., Suppl.),
den kubistiske Prosas Teoretiker, og
Foregangsmanden i pythisk Lyrik, er af slavisk Oprindelse,
selve Navnet et Pseudonym for G. de
Kostrowitsky. Futurismens Førstemand er den
italiensk fødte Marinetti (f. 1878). I Mots en
Liberté (1919) skriver han for og demonstrerer,
hvorledes rettroende franske Futurister bør
skrive Vers. Og endelig Dadaismen? Her er
det Rumæneren Tristan Tzara (f. 1896)
med Cinéma Calendrier du Coeur abstrait (1920)
og Spanieren Francis Picabia med
Unique Eunuque (Navnet er karakteristisk for hele
Retningen), der fører an. Fremmedelementet i
moderne fransk Litteratur er saaledes af
overvældende Betydning.
Emnevalgets Internationalitet.
Men ikke blot ved Forfatterne af fremmed
Race, ikke blot ved en ny Indstilling og et
omfattende Kendskab til Verdenslitteraturen,
har Tiden omkring Verdenskrigen betydet en
Fornyelsens Tid for Litteraturen paa Fransk.
Selve Emnevalget er blevet udstrakt over et
internationalt Omraade. Eksotiske Emner dyrkes
af Claude Farrère (f. 1876), af den meget
fremragende Victor Segalen (1878—1919),
der yndefuldt skildrer Tahiti og det store
kejserlige Kina. Det sidste gør ogsaa Soulié
de Morant, navnlig i den vidunderlige
Skuespillerroman Bijou de Ceinture. Kommunistiske
og bolshevikiske Emner er paa Moden,
Romaner fra det store russiske Rige i det hele
florerer (Kessel, René Crevel, Blaise Cendrars,
Claude Anet, Pierre Mac Orlan, Robert de Traz
o. s. v.), Internationalismen udstrækkes saa vidt
som til Skandinavien (Bedel) og Grønland
(Soupault) — og Paul Morand (f. 1888, s. d., Suppl.),
Tidens typiske Digter i denne Henseende og
en gnistrende talentfuld Fortæller, er i sit
Emnevalg den levendegjorte Internationalisme.
De store Udlændinge. Men allermest
opsigtsvækkende er dog maaske den Betydning,
Udlandets »Store« omkring Krigen pludselig fik
for Frankrig, det Frankrig, der hidtil saa
villigt afgav Paavirkning, men kun saa nødigt
modtog den. Det er her Spengler og Freud,
Pirandello og Joyce, der først og fremmest
maa nævnes som de afgørende Paavirkninger
udefra. Freud og Pirandello har deres
væsentlige Andel i den surrealistiske Skole med dens
Dyrkelse af det Ubevidste i Sjælelivet.
Surrealismens Førere er den talentfulde Soupault og
den forskruede Vitrac, dens Teori er udgivet
som Manifeste du Surrealisme (1924), og de to
mest begavede af dens Forfattere er Pierre
Reverdy (f. 1889) cg Jean Cocteau (s.
d., Suppl.). Joyce har givet den erotiske Roman
i F. vigtige Impulser til at komme bag det
blot frivole, — og Freud igen, ja, paa hans
Konto staar i væsentlig Grad hele »det
erotiske Gennembrud i Litteraturen 1915—30«, den
Trang til erotisk Forstaaelse, der i fransk som
i alle moderne Litteraturer utrættelig nu tager
de vanskelige Emner op til Behandling. Den
moderne franske Romans Førere Proust og
Gide staar i afgørende Gæld til Freud.
Krigen som Emne. Alt dette var
Krigens Resultater i Litteraturen. Men Krigen selv
og Efterkrigstiden betød et Fond af
Oplevelse, et Fond af Emner til Behandling for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
