Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bekendelser Si le Grain ne meurt fra samme Aar — er
de store grundlæggende Foreteelser i de sidste
Aars franske Aandsliv. — Med sit Sinds
Særegenhed og trods sin kontrære Kønslighed staar
Gide nu jævnbyrdig Claudel. De er de to
betydeligste nulevende franske Forfattere, og
Kredsen om Gide, Claudel og La Nouvelle Revue
Française er Hjertegruppen i vor Tids franske
Litteratur. Hvor stærk en Drejning i Smag, og
hvor forhøjet en psykologisk Ydeevne
Efterkrigsaarene førte med sig, ses bedst af, at selv
en saa gammeldags Fortæller som Boylesve
(s. d.) ender som Freudianer, og af at en
letbenet Fortæller som Abel Hermant (f.
1862) i disse Aar med Le Cycle de Lord Chelsea
(1924) naar at præstere et modent og
skarpsindigt Værk, paavirket af Freud og Proust.
Inden for Romanen svarer den Vending,
Verdenskrigen har frembragt hos ham, til den, den
inden for Dramaet frembragte hos Bernstein.
Mod de »moderne« Tendenser i Tiden er
der dog en ikke lille Gruppe Romanforfattere
samlet. Først og fremmest naturalistiske
Forfattere af de ældre Aargange som den
fortræffelige Pierre Mille (f. 1864), paavirket
af Daudet og Zola. Mest kendt er hans
Kolonialsoldat Barnavaux (1912), mest værd
Christine et lui (1926). Endvidere Lucien
Descaves (f. 1861), Socialist og Antitraditionalist
og et stort Talent, L’Hirondelle sous le Toit
(1924), Victor Marguerite (f. 1867), der
mistede Æreslegionen paa sin Garçonne (1919),
Pierre Hamp (f. 1876, s. d., Suppl.), den geniale
Skildrer af nordfranske Arbejdere og
Forkynder af Arbejdets Religion, Leon Werth (f.
1879) den hadefulde Socialist og Misantrop,
Danse, Danseurs, Dancings (1925), sluttelig
Henri Beraut Le Martyre de l’Obèse (1922)
og Séverine Line (1922).
Ogsaa mod den fremherskende Tendens i
F.’s moderne Roman er en Række
Tilhængere af den »idealistiske« Roman.
Unanimisterne hører herhen, Francis Jammes,
Duhamels, Alexandre Arnoux, Rollands Prosabøger,
endvidere Regionalisterne »Egnshistorikerne«,
der i Barres’ og Bazins Spor skildrer de
franske Provinser. Nogle højst talentfulde moderne
Skribenter er der blandt dem. Louis
Hémon Marie Chapdelaine (1913), Alphonse
de Chateaubriant La Brière (1923),
Ernst Pérochon Les Gardiennes (1924),
Charles Ferdinand Ramuz,
Benjamin Valloton og Joseph Jolinon.
Med den psykologiske Roman nærmer vi os
det tidstypiske. Mindre hos Pierre
Dominique med hans Tolstoj-Hauptmannske Bog
Notre Dame de la Sagesse (1924) og hans
Verdensundergangssyner Selon Saint-Jean
(1927), mindre hos Henri Duvernois,
Maupassants talentfulde Elev, der dog med
Edgar (1912) ligesom skrev Efterkrigstidens
Ungdomsromaner for, mindre ogsaa hos den
talentfuldt løgnagtige Colette og hos
Charles Derennes, der begge aandfuldt kynisk
afslører Dyret i Mennesket — mere i den
katolsk prægede Roman, der synes at have
Fremtiden for sig. Edouard Estaunié (f.
1862), Emile Baumann (f. 1868), Robert
de Traz (f. 1884), Emile Henriot (f.
1889) er her de endnu levende Foregangsmænd,
navnlig den storslaaede, om Verhaeren
mindende Baumann.
Midt i Tiden er vi saa med François
Mauriac (s. d., Suppl.) og den lange Række af
hans ypperlige Romaner. Nær op til ham
slutter sig Lucien Fabre (f. 1889) med hans
epokegørende og tidstypiske Rabevel (1923), en
Forklaring paa vor Epoke og et Opgør med
den, Henri Poulaille (f. 1896), der i
L’Enfantement de la Paix (1926) ogsaa gør
op, Jerome og Jean Tharaud(s. d.),
André Therive og den vittige Clement
Vautel, Mon Curé chez les Riches (1923) og
Mon Curé chez les Pauvres (1925). Paa Vejen
til Centrum ɔ: Gide og hans Stab, staar André
Maurois (s. d., Suppl.) med hans Biografier
af Shelley og Disraeli, Bøger der dannede Skole
i Frankrig som ude i Europa (Carco har
skrevet Villons Roman), Valery Larbaud,
Maurice Larrouy, Julien Green, og
først og fremmest den genialt selvstændige
Georges Bernanos, Sous le Soleü de Satan
(1926), La Joie (1929), en Nyskaber i Form og
Indhold. Hans Personifikation af selve det onde
Princip er en Mesters Værk.
Om Gide grupperer sig en Række
fremragende Forfattere. Roger Martin du
Gard (s. d.), Suppl.), Jean Schlumberger
(f. 1877), Un homme heureux, Le Camarade
infidèle, Henri de Lacretelle, Silbermann
(1922) og den lesbiske Bonifas (1925), Jacques
Chardonnel, L’Epithalame (1921),
Thierry Sandre (f. 1892), Francis de
Miomandre (f. 1880), La Naufragée (1924),
Henry Deberly, Jacques Chenevière,
Messagers inutiles (1926), Lægen Gil Robin,
La Prison de Soie (1927), Philippe
Soupault (f. 1897), Francis Carco (s. d.,
Suppl.) — alle prægede af det nye »seksuelle
Gennembrud«.
Til Slut skal lige nævnes to Forfattere,
hvis Romaner ikke blot hviler i det
tidstypiske, men peger frem mod det for den
næste Generation typiske, Jean
Giraudoux (f. 1882) og den ungdommeligt
straalende Henry de Montherlant (f. 1896).
Giraudoux vil foruden sine aandfulde Romaner
Siegfried et le Limousin (1922), Eglantine (1927)
o. s. v. skrive intet mindre end vor Tids
Kronik, en Afløser saavel af France’s Histoire
contemporaine som af Proust’s A la Recherche du
Temps perdu, fuld af Nutid saavel som af
Varsler for Fremtiden. Montherlant er
Forkynderen af en sportstrænet, sejrssikker ny
Menneskehed paa Vej, Songe (1922), Onze
devant la Porte dorée (1924) er fyldt af en
Haabefuldhed, der nærmer sig det altbesejrende.
Med raske Vingeslag hæver en begejstret Aand
sig op over mere desillusionerede
Jævnaldrende og profeterer en kommende sund Æra.
Om denne Æra — i hvert Fald i Litteraturen
— er det endnu vanskeligt at profetere noget.
I Tilslutning til Typen Montherlant kan man
kalde Titlen paa et af Prevost’s senere Værker
betegnende for den aktuelle Tone over
moderne fransk Litteratur; La Nuit finira. Mod de
overvældende mange fremmede Impulser
har Henri Massis nylig protesteret i Défence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
