Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø / 800 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norena, Kaja Eide

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Antallet af oplagte Skibe var:

1. Jan.	1923	35	paa	29900 t	d.	w.
1. Juli	—	99	-	203000 t	-	-
1. Jan.	1924	161	-	322100 t	-	-
1. Juli	—	73	-	93000 t	-	-
1. Jan.	1925	17	-	25600 t	-	-
1. Juli	—	19	-	28900 t	-	-

I 1928 gik der mellem N. og Udlandet med
Last 6481 Skibe paa 4,8 Mill. Netto t, og der
kom 6406 Skibe paa 3,9 Mill. Netto t.
M. H.

Haandværk og Industri.

Der har i den senere Tid været arbejdet
meget for at hæve Haandværkets og
Haandværkerens Stilling op i Højde med Aandslivets
Mænd. I Bestræbelserne herfor har man faaet
kunstnerisk udstyrede Svendebreve, som nu
overrækkes de Udlærte i højtidelige Former.
Af Haandværksforeningerne har nu over 20
anskaffet sig egne Segl, og man vil ligeledes
genoprette det gamle Laugsvæsen med dets Titler.
Ligesaa arbejdes der for Oprettelsen af et
Gymnasium for Haandværket — et 2-aarigt
Gymnasium med 8 Maaneders aarlig Undervisning.
Udstillinger af Arbejder, udført af Elever paa
Haandværksfagskoler, har hævet Interessen for
Haandværket meget i Oslo.

Det var den fuldkomne Næringsfrihed, der
afløste Laugsvæsenet i 1869, som har nedsat
Svendenes og Mestrenes Duelighed. I 1913 blev
det bestemt, at en Ansøger om
Haandværksborgerskab skulde fremlægge Vidnesbyrd fra to
troværdige Mænd om fornøden Kyndighed i
Bogholderi og Kalkulation, men der blev selv
fra Haandværkerhold ikke sat meget ind paa
det forretningsmæssige ved et
Haandværkerborgerskab. Da Laugene blev opløst, var det
netop paa en Tid, da Kærligheden til vore
Fortidsminder og Interessen for deres
Bevarelse var meget ringe. Følgen blev, at mange
værdifulde Ting og Dokumenter blev spredt for
alle Vinde og forsvandt. Kristiania
Haandværks- og Industriskole tog i 1913 det første
Skridt til at henlede Almenhedens
Opmærksomhed paa denne Sag ved en Udstilling af
Laugsgenstande. Kunstindustrimuseet i Oslo har
gennem sin dygtige Direktør H. Grosch
erhvervet en fin Samling af Kunstgenstande,
Møbler, Tæpper o. s. v. Specielt turde
Tæppesamlingen med de skønne gamle norske Vævninger
fortjene at omtales som enestaaende i sit Slags.
Foreningen »Kunstindustrimuseets venner«,
oprettet 1919, giver et aarligt Beløb til Indkøb af
Kunsthaandværk og har skaffet Museet mange
vakre Ting. Animerende for Kunsthaandværket
har ogsaa de Sandvig’ske Samlinger paa
Lillehammer været, idet disse ikke alene indeholder
megen smuk, gammel norsk Brugskunst, men
har spredt Interessen for denne, ligesom
Kunstindustrimuseet selv har gjort det — i
vide Kredse. Ligesom man har taget op igen
Svendeprøver med Udlevering af Svendebreve,
har man ogsaa taget op Spørgsmaalet om igen
at indføre Svendevandringerne til Udlandet.

Haandværket arbejder under vanskelige
Forhold, først fordi Haandværksloven væsentlig
omfatter Byerne. I disse maa man have
Haandværksbrev for at drive Næring. Uden for
Bygrænsen kan man drive Haandværk uden
Borgerskab. Haandværksmesteren har for liden
Beskyttelse i Loven. Han har mange
Forpligtelser, men Svenden og Ejendomsbesidderen har
baade Rettigheder og Beskyttelse. Den store
Tilstrømning til Byerne gør, at disse bliver
Arnesteder for et unaturligt Liv, idet det
rastløse Arbejde skaber nervøse Mennesker. De
mange Auktionsforretninger, som er dukket op
efter Krigen, skader Haandværket meget, idet
Næringslovgivningens Bestemmelser omgaas,
fordi den lovlige Varerealisation ikke strækker
til. En Flerhed af Auktionsforretningerne
omsætter saaledes stadig nye Produkter og
betaler hellere en ubetydelig Mulkt herfor. Det
er ikke blot Møbelbranchen, men ogsaa
Guldsmede, Urmagere, Sadelmagere, Skomagere,
Skræddere og Konfektionsfabrikanter, som
bliver skadelidende paa denne Maade.

Af Kunsthaandværksskoler var i 1928 3 med
51 Lærere og 1108 Elever. Af offentlige
Tegneskoler var der i 1926 3 med 12 Lærere og 70
Elever, og af praktiske Haandværksskoler var
der 35 med 83 Lærere og 780 Elever. Af
Industri- og Husflidsskoler var der 18 med 76
Lærere og 1342 Elever. I 1920 hørte 265000
Personer eller 10 % af Befolkningen til
Haandværkerstanden. Af mandlige Haandværkere var
der i hele Landet 93744. Regnet efter Fag var
de talrigste: Møbelsnedkere 22640, Skomagere
8866, Tømrere 9449, Bagere 5185, Smede 6999,
Malere 6000, Murere 5199, Skræddere 4884,
Guld- og Sølvsmede 3308.

Industrien har arbejdet under
vanskelige Forhold. To sammenstødende
Omstændigheder har bevirket dette. For det første blev
ikke Afviklingen af de mange Kriseforeteelser
foretaget i Tide, da der endnu var Reserver at
bygge paa. Man lod Inflationen sætte ind, uden
at hverken Stat eller Kommune tog Reb i
Sejlene, samtidig med, at man gennem
Voldgiftsdomme og gennem en Række sociale
Foranstaltninger læssede paa det produktive
Næringsliv Byrder, som i Virkeligheden laa langt over
dets Evne. Da Arbejdet saa kom for at bringe
Kronen op i Pari, blev der intet gjort for at
afpasse det hjemlige Udgiftsniveau efter den
stigende Krone. Landets hjemlige
Produktionsniveau har ikke fulgt den stigende Kronekurs.

En af Virkningerne af Kronestigningen blev
en større Import af færdige Fabriksvarer med
en Svækkelse af Landets eget Produktionsliv,
idet Forbruget af hjemlige Varer stadig gik
ned. Naar det trods den voldsomme
Deflationskrise ikke gik værre, end det gjorde, med norsk
Produktionsliv, skyldtes dette, at der
internationalt set ikke var daarlige Tider paa dette
Tidspunkt, omkring 1925—26. Industriens
Betydning fremgaar bl. a. af følgende Tal. I 1913
udgjorde Landets samlede Eksport c. 400 Mill.
Kr., hvoraf 53 % faldt paa Industrieksporten.
I 1919 udgjorde Eksporten 66 %, i 1920 75,8 %
og i 1925 77 %. Rundt regnet kan man altsaa
sige, at medens Industrieksporten før Krigen
udgjorde Halvparten af Landets Eksportværdi,
udgjorde den efter Krigen 3/4. Den bragte det
Aar Landet 800 Mill. Kr. af de 1050 Mill. Kr.,
som var udenrigs Handelsbalance. Eksporten
af Træforædlingsprodukter beløb sig til 313
Mill. Kr., Metaller 101 Mill. Kr., Gruber,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>