Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskeavl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(fra 1784) meget i Mellemeuropa som Bifisk i
Karpedamme ligesom ogsaa Helt (fra 1882).
Regnbueørred, Gedde, Ørredaborre og Suder.
Talrige Fiskearter har man forsøgt, men atter
opgivet som egl. Damfisk (f. Eks. Gedde, Laks,
Smerling og forsk. fra Amerika indførte som
Kalifornisk Laks [Salmo quinnat Rich.],
Dværgmalle [Amiurus catus L.] og Ørredaborre
[Micropterus salmoides Lac.]); det lykkes kun at
faa de færreste Arter til at yngle i Fangenskab,
og Kønsprodukterne af opdrættede Fisk viser sig
ofte ikke at være udviklingsdygtige. Særlig
Fortjeneste af at have forsøgt med ny, specielt med
amer. Fiskearter har Tyskeren Max von dem
Borne (d. 1894).
Til F. i videre Forstand hører Opdræt af
Fisk, der er indfanget som Yngel i fri Vande,
ell. selv er vandret ind i det paagældende Vand.
I fr. og ital. Laguner lukkes unge Fisk
gennem Sluserne og beholdes, indtil de har en
passende Størrelse. Berømt er Aalefangsten ved
Comacchio (Podeltaet); den er af gl
Oprindelse, men mærkelig nok synes man først i de
senere Aar paa rationel Maade at efterligne
de derværende overordentlig gunstige naturlige
Forhold. Vi har ved Hou Vig (nær Nykjøbing
Sj.) et Aaleopdrætningsforetagende, der er
paabegyndt c. 1904; endnu er det enestaaende
i sin Art, men det faar sikkert Efterfølgere; i en
inddæmmet Bugt paa c. 125 ha vedligeholdes
en passende brak Vandblanding ved indstillelige
Ferskvands- og Saltvandsledninger, og Aalene,
som delvis lever af kunstigt Foder, tages som
blanke i en snild Fangstindretning ved Slusen.
Ogsaa i Japan opdrættes Aal ved kunstig
Fodring.
Mere alm. Bet. har Udsætning af Fisk i de
fri Vande. Undertiden drejer det sig om
indfanget Yngel; baade i Sverige, Finland og
Tyskland udsættes som hos os Aaleyngel, for en Del
af eng. Oprindelse (saaledes hos os aarlig som
Regel et Par Mill. Stkr eng. Aaleyngel; i
Tyskland [1910] 7 Mill. Stkr). Men hyppigst er det
kunstig klækket Yngel, der udsættes, og
denne Opgave er i mange Lande taget op som
Statsopgave, hvilket den sikkert ogsaa burde
være, men kun i meget ringe Grad er, hos os;
det er særlig Vandrefiskene, som under deres
Sammenstimlen i Vandløbene for Legens Skyld
er udsat for for stærkt Fiskeri, og hvis Bestand
derfor maa styrkes. I Nordeuropa er det særlig
Laks og Ørred, det gælder; hos os udsættes
aarlig et Par Mill. Stkr spæd Yngel af Laks,
Hav- og Bækørred (samt smaa Mængder
Regnbue- og Kildeørred) og et Par Hundredtusind
halvaars Fisk; det er et Spørgsmaal, om ikke
store Mængder udsættes til ingen Nytte; den
udsatte spæde Yngel er ikke saa modstandsdygtig
som den naturlig tillagte, og gaar al den
udsatte Yngel til Grunde, opnaas intet ved at
gøre Udsætningen omfangsrigere; langt at
foretrække er Udsætning af lidt ældre Yngel. I
Amerika udsættes foruden Laksefiskene ogsaa
Vandresild (Shad og Ale-wife), og man har
her haft Held til at overføre Vandresild fra
Atlanterhavssiden til Stillehavskysten ved
Udsætning af Yngel i Tilløb til denne, og der har
nu udviklet sig en god Bestand. Størens Rogn
har man hidtil ikke kunnet faa klækket i
tilstrækkeligt stort Tal til at dæmme op for det
stærke Svind i Størbestanden, som vistnok har
gjort sig gældende i alle de gl. Størfiskerier,
undtagen maaske i Rusland; men nyere russ.
Forsøg lader haabe, at det vil lykkes at forbedre
de anvendte Metoder. Foruden Udsætning af
Vandrefisk i Vandløbene foretages rundt om
Udsætninger i Søerne enten af Yngel af de naturligt
forekommende Arter (Gedde, Sandart, Søørred,
Fjeldørred, Helt o. s. v.) ell. af Arter, der
ønskes indført. Hos os klækkes aarlig 1—2 Mill.
Stkr Geddeyngel, der sættes i Søer ell. i
Brakvand, mest som spæd Yngel, en ringe Del dog
som c. 5 cm lange, og der udsættes tillige en
ringe Mængde Yngel af Helt (delvis i Aaerne)
og lidt Sandartrogn samt Sættefisk af Karpe og
Suder. I størst Maalestok foregaar Udsætningen
vistnok i de forenede Stater og i Schweiz. Her
udsattes der saaledes i Tiaaret 1905/06—1914/15
i alt 576 Mill. Heltyngel; i 1914/15 var 212
Klække anstalter under offentligt Tilsyn, og af
disse beskæftigede 38 sig med Heltklækning;
det samlede Antal af udsat Yngel af de forsk.
Arter i fri Vande var 1914/15 c. 127,5 Mill.,
hvoraf Heltyngel 96,5 Mill.; i 20 schweiziske
Søer udsattes s. A. gennemsnitlig 750 Stkr
Heltyngel pr ha.
Endelig søger man særlig i Sverige og
Nordtyskland ofte at forbedre Søernes Fiskebestand
ved at indrette kunstige Legepladser af
Grangrene, Enebærris o. l., paa hvilke Fiskene kan
sætte deres Rogn; Grenene med paasiddende
Rogn kan da flyttes til andre Steder. Denne
Metode skildredes allerede 1761 af Raadmand
Carl Fredr. Lund i Linköping (»Rön om
fiskeplantering uti insjöar«, Vet. Akad. Handl.),
men hans Opfindelse havde samme Skæbne som
Jacobi’s.
Havfiskebestanden har man ogsaa søgt at
forbedre ad kunstig Vej. Klækning af Havfisk
paabegyndtes c. 1860. Baade i Norge (Flødeviken),
Skotland, England, New Foundland og de forenede
Stater har man klækket og udsat Yngel af
Havfisk, særlig af Torsk og Flynderfisk; mest kendt
her i Landet er Flødevikens Klækkeanstalt;
Nytten af denne saavel som af de andre er
svær at paavise og vil oftest være forsvindende
i Forhold til det uhyre, naturlige Tillæg;
medens man for Ferskvandsfiskenes Vedk. ofte
søger at gøre Udsætningen virksommere ved at
opdrætte Yngelen noget (indtil et halvt Aarstid),
har en saadan Opdrætning af Havfiskeyngelen
hidtil ikke kunnet foretages i nævneværdigt
Omfang, hvorfor Yngelen i Hovedsagen maa
udsættes som spæd, hvilket ikke blot mindsker
dens Levechancer overordentlig, men tillige som
Regel forringer Muligheden for den ønskede
lokale Forbedring af Fiskebestanden, idet disse
spæde Unger lever pelagisk og maaske er
fjernede Hundreder af Kilometer fra
Udsætningsstedet, før de søger Bunden. Langt større
Værdi kan derfor Indplantninger af større Ungfisk
have. Man kan saaledes flytte
Undermaals-Rødspætter fra Steder, hvor der er Overflod
paa dem, til Steder, hvor der er for faa i
Forhold til Næringen; storstilet er den af Dr. C. G.
Joh. Petersen (fra 1908) gennemførte aarlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
