- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
221

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flamsteed [rf£ämsti.d], John - Flan - Flandern

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1753 med 28 Kort, af Fortin besørget en mindre
Udg., 1776). F.’s øvrige mindre Arbejder er
trykte i Philos. Transaction. (Litt: Baily,
Account of F. [London 1835, Suppl. 1837, der
tillige indeholder en omhyggelig revideret Udg.
af hans Katalog paa 3310 Stjerner. Smlg.
Caroline Herschel, Catalogue of stars taken
from F.’s observations and not inserted in the
British Catalogue
[London 1798]).
J. Fr. S.

Flan [flã] (fr.), Fællesbetegnelse for alle
Kager af Smør- ell. Mørdejg, som er belagte
med Crème ell. Frugt. Kagerne er som Regel
runde med en opstaaende Kant.
R. H.

Flandern kaldtes i Middelalderen Landet
mellem Schelde- og Somme-Floden, der nu er
tredelt mellem Holland, Belgien og Frankrig (se
Østflandern og Vestflandern). Da
Cæsar kom til Gallien, var det beboet af de
germanske Menapier samt Morinerne og
Atrebaterne af kelt. og belg. Stamme. I Slutn. af
den rom. Kejsertid udgjorde det en Del af
Prov. Belgia secunda; men for øvrigt er dets
ældste Historie næsten ganske ukendt, og det
romerske Herredømme og den Kultur, dette kan
have avlet, forsvandt sporløst, da Frankerne
ved Folkevandringens Begyndelse langsomt skød
sig ind over Landet. I Merovinger-Tiden kaldtes
det pagus Mempiscus, og Navnet F. dukkede
først op i Slutn. af 7. Aarh. samtidig med
Kristendommens Indførelse som Betegnelse for
Egnen omkr. Brügge. Landet, der efter Karl
den Store’s Død havde lidt meget ved
Normannernes Plyndringer, tilfaldt ved Forliget i
Verdun (843) Karl den Skaldede; han oprettede
Markgrevskabet F., som han betroede til en
Kriger Balduin kaldet Jernarmen, der ægtede
hans Datter Judith, og fra hvem den senere
flanderske Greveslægt nedstammer. Balduin fik
864 Grevskabet som arveligt Len; han forstod at
holde Normannerne borte, men efter hans Død
878 vendte de atter tilbage. I 10. Aarh.
herskede en Række Grever, der skiftevis førte Navn
af Balduin og Arnulf. Balduin IV (988—1036)
bemægtigede sig Valenciennes og kom derved
i Strid med Kejser Konrad II af Tyskland,
men han var heldig i Kampen og erhvervede
nogle Besiddelser i Nærheden af Gent samt de
zeelandske Øer. Efter den Tid skelner man
mellem det egl. F., Kronflandern, der var et
fr. Len, og Rigsflandern, som Greverne havde
til Len af det tyske Rige. Balduin V (1036—67)
knyttede ved Giftermaal for en kort Stund
Hainaut til sine øvrige Besiddelser, medens
derimod de zeelandske Øer gik tabt til Greven
af Holland. Sønnen Balduin VI (1067—71) var
gift med Richilde af Hainaut, men overlod ved
sin Død Regeringen til sin Broder Robert,
kaldet Friseren (1071—93), der overvandt Richilde
ved Cassel (1071) uden dog at kunne forhindre,
at hendes Søn tiltraadte Regeringen i Hainaut.
Robert’s Søn, Robert II (1093—1111), deltog i
det første Korstog, hvor man tilbød ham
Jerusalems Krone, som han dog afslog. Hans Søster
Edele ægtede Knud den Hellige, og da Sønnen
Balduin VII døde barnløs 1119, arvede deres
Søn Karl den Danske F. (1119—27). Han holdt
god Orden i Grevskabet og var en dygtig
Hersker, hvis Ry bredte sig langt ud over Landet.
Da han blev dræbt under et Oprør i Brügge og
ikke efterlod sig Arvinger, bevægede Kong
Ludvig VI af Frankrig Borgerne til at støtte hans
Prætendent Vilhelm af Normandiet; men da
denne ikke holdt sine store Løfter, forlod
Stæderne hans Sag, og Gent og Brügge valgte
Didrik af Elsass til deres Greve (1128—68), som
efterfulgtes af Sønnen Filip (168—91). Ved
dennes Død fik Søsteren Margrete, gift med Balduin
af Hainaut, Magten, hvorved Hainaut og F.
atter forenedes, og da Filip August vilde
inddrage Landet som et udslukket Len, vandt hun
ham for sig ved at afstaa det senere Artois.
Med deres Søn Balduin, der deltog i det fjerde
Korstog og blev valgt til Kejser i Byzans,
uddøde Balduin af Jernarmen’s mandlige
Efterkommere (1206). Filip August bemægtigede sig
for en Tid lang Grevskabet, men lod sig dog
bevæge til at give det tilbage til Balduin’s
Datter Johanne, mod at hun afstod Valenciennes
til Frankrig. Da Johanne døde 1244, overtog
hendes Søster Margrete Regeringen; de
egentlige Herrer var dog Stæderne, som hun gav
vidtrækkende Privilegier. Under den gl.
Greveslægt havde en virkelig flamsk Nationalitet
efterhaanden udviklet sig. Fyrsterne havde holdt
Adelen nede og beskyttet Stæderne, og F. blev
hurtigt Nordeuropas egl. Handelscentrum.
Særlig var Brügge en blomstrende Stad. Som Sæde
for Nordens største Pengemarked og et af
Hansestædernes Kontorer blev det den store
Stabelplads for Østersøens og Middelhavets
Varer, især efter at den ital. Handel fra 1318 var
begyndt at gaa søværts til F. Landet var dog
ikke blot modtagende, men ogsaa ydende, og
dets Tæpper og vævede Uldstoffer var hele den
civiliserede Verden over en højt skattet
Handelsvare. Borgerne og Bønderne, der ligeledes
nød en ikke ringe Frihed, havde været det gl.
Dynasti tro; nu afløstes dette af en ny Slægt,
hvis Politik ikke svarede til Landets Interesser,
og hvis ridderlige Hofliv og Ødselhed stillede
store Krav til Borgernes Lommer. Intet Under,
at de lavere Stænder derfor satte haardt mod
haardt, og at F.’s Historie i den flg. Tid er en
stedsevarende Kamp mellem Stæderne og
Greven, der i Reglen fik Hjælp fra Frankrig.

Margrete skiftede ved sin Død (1280) sine
Lande mellem sine 2 Sønner. Jean d’Avesnes
af første Ægteskab fik Hainaut, medens F.
tilfaldt den yngre Gui de Dampierre. Denne kom
snart i Strid med de patriciske Raad i Gent og
Brügge, der klagede til Frankrig, medens Greven
opsagde Filip den Smukke Huldskab og Troskab
og sluttede Forbund med Edvard I af England.
Men Filip erobrede Landet, og Gui maatte
vandre i fr. Fangenskab (1300). Det lavere
Borgerskab harmedes imidlertid, over
Franskmændenes Udsugelser; ledede af Peter de Coninck
dræbte de den fremmede Garnison i Brügge
og tilføjede den fr. Ridderhær et forsmædeligt
Nederlag ved Courtrai (1302). Gui døde 1305,
og med hans Søn og Efterfølger Robert de
Béthune (1305—20) sluttede Filip en haard Fred,
der indskrænkede F.’s Territorium betydeligt.
Stæderne nægtede dog at anerkende den, og
først 1320 kan Striden betragtes som endt. Den
havde styrket Demokratiets, Lavenes, Sag og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0244.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free