Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forsvarssagen - Forsvarsstilling - Forsvindingsaffutage - forsvunden - Forsyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
73000 Underskrifter til Regeringen, hvori
udtaltes Bekymring over, at F. endnu ikke var
ordnet.
Yderligere har i Forsvarsøjemed virket
»Danske Kvinders Forsvarsforening« (stiftet 1907),
»Forsvarsligaen« (stiftet 1909), »Kjøbenhavns
Forsvarsforening« (stiftet 1910) og
»Danmarks-Samfundet« (s. d.). (Litt.: Rambusch,
»Vort Værn« [Kbhvn 1885]; Haugner, »F.’s
Kerne« [Kbhvn 1907]; Klein, »F. efter Krigen
1864« [Kbhvn 1915]; »Vort Forsvar«;
Forsvarskomimssionens Betænkning).
P. Nw.
Forsvarsstilling, d. s. s. »Defensivstilling«,
se under Defensiv.
Forsvindingsaffutage [-↱ta.sjə], se
Affutage.
forsvunden, se
Dødsformodningsdom.
Forsyn πρόνοια, providentia) betegner Guds
Ledelse af Verden med et bestemt Formaal for
Øje, som falder sammen med de enkelte
Menneskers højeste Selvformaal. Der udtales
hermed Troen paa en bestemt Samvirken af den
fys. og den sædelige Verden, under hvilken den
første er underlagt den sidste; det er m. a. O.
en teleologisk Bestemmelse af Verden, som
her er givet. Og der udtales med det samme
en bestemt Modsætning til alle saadanne
Anskuelser, som lader Naturen følge sin egen
Lovmæssighed uden at indeholde et Hensyn til
den menneskelige Stræben; vi kan sammenfatte
alle saadanne Anskuelser under Navnet
Fatalisme ell. set fra et andet Synspunkt under
Navnet Naturalisme. Hvorvidt der i
Hedenskabet kan være Tale om Forsynstro,
beror paa den videre ell. snævrere Brug, som
man gør af dette Ord. I selve det
praktisk-religiøse Forhold til Guderne forudsætter man
ganske vist, at disse kan have en Forstaaelse
af de enkelte Menneskers Ve og Vel, og at de
har Magt til at influere herpaa, men denne Tro
gennemkrydses af en samtidig Frygt for, at
man dog ikke helt kan stole paa Guderne,
hverken paa deres ubetingede Velvillie ell. paa
deres ubetingede Magt. Det er Dualismen, som
overalt ligger til Grund for Hedenskabet, som
her gør sig gældende. Paa det filos.
Standpunkt, i den senere Panteisme, kan denne
Dualisme vel siges at være overvundet, for saa vidt
som den hele Tilværelse her samles under een
Grundlov. Og idet man da bøjer sig for denne
Lov, som det højeste guddommelige, kan man
paa en Maade tale om een højeste Fornuft og
Visdom, der som et F. bestemmer og leder alt
og alle. Saaledes især hos Stoikerne, hvor vi
hos Seneca (De providentia) og Epiktet
finder mærkelige Udtalelser, der kan lyde helt
kristeligt. Men ved nærmere Eftersyn ses det,
at det ikke er andet end Skæbnen ɔ: den for
det enkelte Menneskes Ve og Vel ligegyldige
Naturmagt, som staar bag ved de rige
Tillægsord; det er da ogsaa Resignation, der som den
højeste Dyd fra Menneskets Side kommer til at
svare hertil. — Det kan ikke bestrides, at skal
der gøres Alvor af F., da maa dette gaa ud fra
en personlig Skaber, der har aabenbaret sine
sædelige Formaal for Menneskene. Dette er
sket i Israel; derfor finder vi ogsaa først her
en levende Forsynstro. Det er Herren, som
staar bag ved alt, hvad der sker, det er hans
Villie, som ligger til Grund derfor; ja, saa
umiddelbart træder dette Synspunkt frem for
Folket, at det slet ikke faar Øje for den indre
Regelmæssighed og Orden i Naturfænomenerne,
som vi netop betegner ved Naturens Navn.
Underet træder saare hyppigt frem, ikke som
noget enestaaende, fra den øvrige Sammenhæng
løsrevet, men som en til enkelte Tider særlig
paafaldende Aabenbarede af den Guddomsvillie,
som til enhver Tid er Aarsagen til alt, hvad der
foregaar. Og det samme gælder over for
Menneskelivet. Uden at det enkelte Menneskes
Frihed og Ansvar fornægtes, tænkes det dog, at
det er Guds Villie, som overalt skaffer sig
Udtryk gennem de menneskelige Bestemmelser og
Handlinger. Det er ham, som er Kongen, hvem
alle med ell. mod deres Villie maa tjene; men
da han tillige er den retfærdige, og hans Maal
er Folkets Vel, vil der for alle Fromme være
en fuld Tilfredsstillelse ved at gøre hans Villie.
Dette er Israels sikre religiøse Overbevisning.
Efterhaanden som deres Erfaring tiltog, viste
det sig imidlertid, hvor vanskeligt det var at
opretholde denne Overbevisning over for
Verdens Gang; man saa de Onde hovere og de
Gode lide; hvorledes kunde dette forliges med
Troen paa, at det var Guds Villie, som
fuldbyrdede sig i alt? Det er dette store
Spørgsmaal, Teodiceens Problem, som kommer frem
i Gl. Test. i saadanne Steder som Ps. 37 og 73
i Prædikerens Bog og især i Job’s Bog:
hvorledes kan den faktiske Livets Gang forenes med
Forsynstroen? Er det muligt at retfærdiggøre
Gud over for de Anklager, som Menneskenes
Skæbner synes at rejse mod ham for
Uretfærdighed? Det er imidlertid kun Opstillingen af
dette Spørgsmaal, som gives paa Gl. Test.’s
Grund; Guds Formaal med Verden, som det her
er opfattet, var for snævert og begrænset; der
var væsentlig kun taget Sigte paa Folket som
Helhed og ikke paa den enkelte, og Endemaalet
var nærmest set som en ydre Lyksalighed og
ikke bestemt som en evig Salighed; derfor
maatte Løsningen lade vente paa sig. — Det er
først i Kristendommen, at Løsningen er
givet. Allerede i Indgangen til sin
Bjergprædiken lærer Jesus, at de Fromme kan være sikre
paa at faa et Udbytte af deres Fromhed, som
svarer til dens uendelige Værdi. Det er en
Dorn om en gennemført Forsynsstyrelse, som
han dermed udtaler, og som han gennemfører
ved at fremstille Gud som en Fader, der vaager
over hvert Menneske, der tjener ham, som sit
Barn, Math. 6, 32. 10, 29. 30. 18, 10. Med denne
Bestemmelse af Gud, som kan siges at være
Grundbestemmelsen i Jesu Lære, er
Forsynstroen stillet i Midtpunktet af den kristne
Religion. Men det maa bemærkes, at det ikke er
Lyksaligheden, men Saligheden, Math. 5, 3 ff.,
som her opstilles som det højeste Gode; det er
imidlertid just herved, at det før af
Jødedommen stillede Problem har fundet sin Løsning.
Naar man nemlig forhen ikke kunde forstaa
Lidelsen, navnlig i dens Bet. for den enkelte
Fromme, saa er nu Forklaringen givet deri,
at den overalt, hvor den findes, kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
