Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
repræsenterede, at Gruppen tillige er blevet la geste des
traîtres (Ganelon’s Slægt). Hertil hører bl. a.
Chevalerie Ogier (ɔ: Holger Danske’s
Riddergerning, forfattet i 12. Aarh. af Raimbert
de Paris) og Renaut de Montauban ell. Les
quatre fils Aymon, næst efter Rolands-Kvadet
det berømteste fr. Heltedigt, der endnu den
Dag i Dag optrykkes som Folkebog.
Til den nationale Hovedgruppe slutter sig
endnu en Del Digte, der dog ikke direkte har
noget med den karolingiske Cyklus at gøre, men
behandler lokale Sagn ell. danner provinsielle
Kredse, saaledes en burgundisk Gruppe
og især en lothringsk Cyklus, der
indeholder overordentlig kraftige og kulturhistorisk
interessante Digte (Garin le Loherain, Girbert
de Mes og Anseïs), skildrende blodige
Slægtfejder. Isoleret staar ogsaa Heltedigte som det
berømte »Amis og Amiles«, Middelalderens
Apoteose af Venskabet, endvidere Gormont et
Isembart, der behandler Slaget ved Saucourt
(881), det ligeledes paa hist. Fakta hvilende
Raoul de Cambrai (en af de skønneste og
stolteste af alle Epopeer), Beuvon d’Hanstone
o. fl.
Til de nationale Heltedigte maa endelig
henregnes de Digte, der inspireredes af det
første Korstog. Fantasien sattes i ny
Bevægelse ved denne Gentagelse af de gl.
Hedningekampe. De opstaaede Heltedigte grundede
ganske vist ikke i nogen folkelig Tradition, de
komponeredes af Digtere, som levede
forholdsvis kort efter de skildrede Begivenheder.
Gotfred af Bouillon var Hovedhelten.
Korstogsdigtene behandler hans Tog, Antiochia’s
Erobring, Jerusalems Belejring og Indtagelse og
desuden forsk. Eventyr, der senere knyttedes
til den berømte Begivenhed for at vinde i
Effekt, efter at den alvorlige religiøse
Grundstemning længst var forsvunden.
Den fremmede Hovedgruppe (l’épopée
adventice) støtter sig aldeles ikke til nationale
Traditioner, men indeholder lutter Kunstepopeer,
der ad litterær Vej henter Stof i de
forskelligste udenlandske Sagn. Næsten alle de herhen
hørende Digte er skrevne i 8-stavelses Vers.
Det fremmede Epos falder i 2 Grupper:
Keltiske Digte og klassiske Digte. Den
første er af keltisk Oprindelse og bestaar, ved
Berøring mellem fr. og eng. Kultur, især efter
Vilhelm af Normandiets Erobring af England.
Keltiske (bretonske) Folkesangere har tidlig gæstet
F. og til deres Harpe (rote) foredraget
Smaadigte (lais) over heroisk-eventyrlige Emner, der
snart oversattes ell. efterlignedes af fr. Digtere.
Tillige opstod der normanniske Rimkrøniker,
som hentede Stof fra Britternes gl. Historie,
saaledes navnlig Munken Wace’s Roman de
Brut (c. 1160), der rettelig burde kaldes La
geste des Bretons, en poetisk Omarbejdelse og
Udvidelse af Geoffrey af Monmouth’s paa Latin
skrevne eng. Sagnhistorie. I Wace’s
Krønikedigt er Hovedhelten Kong Arthur (Artus), der
mulig er identisk med den hist. kendte
sydengelske Høvding Arthur, som i 6. Aarh.
bekæmpede Angelsachsernes Indfald. Her omtales
for første Gang det berømte »runde Bord«, der
gav den navnkundige Ridderorden Navn. Ved
Optagelsen af de keltiske Sagn og Legender om
Kong Arthur og hans Riddere og især af de
halvt hedenske, halvt kristelige Sagn om den
»hellige Graal« frembragte nu fr. Trouvèrer en
Række Ridderdigte af en ny og mærkelig Art,
eventyrlige og romantiske, med en sværmerisk
Forening af religiøs Mysticisme og ridderlig
Erotik. Denne Gruppes berømteste Digter er
Crestien de Troyes, der levede i sidste
Halvdel af 12. Aarh., og hvis bevarede Digte,
Erec et Enide (c. 1160), Cliget. Lancelot (c.
1170), Ivain og Perceval, indeholder henrivende
friske, skønne og livfulde Scener. Hans
ypperste Værk »Ivan Løveridderen« nød
overordentlig stor Anseelse i Middelalderen og har ikke
tabt den. Crestien forfattede tillige et ikke
bevaret Digt om Tristran et Iseult. Tristan og
Isolde’s rørende Kærlighedstragedie var et
almenyndet Emne og er tillige behandlet af
Thomas de Bretagne og Bérol, af hvis
Digte kun Brudstykker er tilbage; paa Prosa
blev den i mange Lande en yndet Folkebog lige
op til vore Dage.
Den klassiske Digtgruppe behandlede navnlig
gr. Sagn. Middelalderen havde et ikke ringe
Kendskab til den homerske Oldtid, der dog
ikke skrev sig direkte fra Homer, men fra sene
latinske, stærkt forvanskede Uddrag. Den gr.
Verden faar i Digtene en ganske middelalderlig
Dragt og Farve; homerske Helte elskes af
middelalderlige Feer, der tillige med Troldmænd
er komne i St f. de antikke Guder; vi finder
endog de antikke Præster optrædende som
Bisper og Munke. Denne Gruppes Hoveddigter
er Benoist de Sainte-More, rimeligvis
en normannisk Munk i Slutn. af 12. Aarh. Hans
kolossale Digt Roman de Troie (c. 1180) var
uhyre udbredt og omplantedes paa mange
europæiske Sprog. Ogsaa Digtet Énéas — en
Omarbejdelse af Vergil’s Æneide — er dog
mindre sikkert, tilskrevet Benoist. Roman de
Thèbes er en fri Bearbejdelse af Papinius Statius’
Thebais. Talrige Digte behandler La geste
d’Alexandre efter antikke Forf., og den berømte
makedoniske Konges Bedrifter vandt stor og
udbredt Yndest; han blev Type paa en
vandrende Ridder. Endelig behandles ogsaa Cæsar
i 13. Aarh. i en Overs. af Annæus Lucanus’
Pharsalia.
Ved Korstogene og især ved det lat.
Kejserdømmes Oprettelse paa byzantinsk Grund 1204
knyttedes der aandelig Forbindelse med
Konstantinopel, og gensidigt Bytte af Sagnstof fandt
Sted. Af byzantinsk Herkomst er de episke
Digtninge Eracles (forfattet c. 1155 af
Gautier d’Arras), Floire et Blanchefleur,
Historien om to Elskende, der efter lang
Skilsmisse faar hinanden, overs. paa alle europ.
Sprog, Partonopeus de Blois og den henrivende
fine, halvt paa Vers, halvt paa Prosa skrevne
»Chantefable«, Aucassin et Nicolete (c. 1200, paa
Dansk ved Sophus Michaëlis 1893).
Den fr. Heltedigtning spillede en
overordentlig stor Rolle i Middelalderen; ogsaa uden for
F. trængte den viden om. Dens sidste
Efterdønninger løb i 15. Aarh. ud i de prosaiske
Ridderromaner, som ved Bogtrykkerkunsten ret
mangfoldiggjordes som Folkebøger, der endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
