- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
3280,3281,3282

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Norge

Norge

dringer kræver kvalificeret majoritet i
Stortinget efter afholdelse af valg og
behøver ikke kongens stadfæstelse. -
Stortinget består af Lagtinget og Odelstinget.
Mænd og kvinder, der er fyldt 23 år, har
valgret. Stortinget har 150 medl., af
hvilke 38, der vælges af det samlede
Storting, udgør Lagtinget, resten
Odelstinget. Alle love skal først forelæggbs i
Odelstinget. Har Lagtinget to gange
nægtet at vedtage et af Odelstinget
vedtaget lovforslag, træder det samlede
Storting sammen, og der kræves da 2/s
majoritet til forslagets vedtagelse. Stortinget
har tillige den bevilgende myndighed og
fører en alm. kontrol med hele
statsstyreisen. - Riksretten, bestående af
Høye-sterett og Lagtingets medl. påkender
sager, der af Odelstinget anlægges mod
statsrådets, Høyesteretts ei. Stortingets
medl. for strafbart forhold. Ved
udskydelse og lodtrækning nedbringes antallet
af dommere til 10-15. - De alm. domstole
er i første instans herredsretterne og
byretterne (i alt ca. 100).
Lagmannsret-terne dømmer i civile sager i første
instans, i straffesager kun i anden instans.
Høyesterett består udelukkende af jur.
uddannede dommere, derimod medvirker i
vid udstrækning lægdommere i
underinstanserne.

Forvaltning. Centralforvaltningen
foregår gnm. departementerne (sv. t. da.
ministerier), den lokale forvaltning gnm.
18 fylker. Under fylkesmændene sorterer
ca. 50 politimestre, der under sig har i alt
ca. 500 lensmænd. I gejstlig henseende er
landet indd. i 8 bispedømmer, omf. i alt
ca. 100 provstier og 1000 sogne. Den
kommunale forvaltning sker gnm. ca.
700 herredskommuner og bykommuner
med folkevalgte medl. Herrederne i et
fylke udgør tils. en fylkeskommune med
et fylkesting, best. af ordførerne i
her-redskommunerne. - Lovgivning. I den
ældre middelalder var N inddelt i en
række mindre retsområder, der dog
tidligt sluttede sig sammen til 4 større
lag-dømmer. Allerede 1274 tilvejebragtes
retsenhed i hele N. Den af Christian 5.
1687 udstedte Norske Lov var dog kun
i begrænset omfang præget af ældre no.
ret, idet den i det hele byggede på
Danske Lov af 1683. Efter adskillelsen fra
Danm. 1814 foregik der en ret
gennemgribende omdannelse af den nedarvede
ret. I 20. årh. har det nord. samarb.
inden for lovgivningen på ny bidraget
til at nærme no. ret til da. og sv.

N fik selvstændigt flag 1821.

Hær og flåde. Alm. værnepligt fra 19.
til 44. leveår (under krig dog 18.-54.).
Værnets forhold efter 2. Verdenskrig er
1947 ikke ordnet, men første uddannelses
varighed er sat til 12 mdr., hvoraf 6
aftjenes ved besættelsesstyrken i Tyskl.

Kirken. Statskirken hviler på den no.
kirkeordinans af 1607 og Norske Lov
(1687). Grl. af 1814 fastslår den ev.-luth.
kirke som statskirke, men indfører
religionsfrihed. Der er 8 bispedømmer (Oslo,
Hamar, Agder, Stavanger, Bjørgvin,
Nidaros, Hålogaland, Drammen).
Præsterne lønnes dels af ståt, dels af
kommune. Siden 1920 fungerer menighedsråd
med begrænset myndighed. Siden 1934
er bispemødet en repræsentativ
forsamling. 97% tilhører statskirken; der findes
en mængde ganske små samfund og
enkelte luth. frimenigheder, ca. 3000 rom.
kat. 1 % står uden for alle kirker. Den no.
kirke har i 20. årh. været spaltet af en
hård kamp ml. ortodoks og liberal teol.
(oprettelsen af menighedsfakultetet 1908).
Siden 1940 stod den enig og meget fast
mod nazismen, først ledet af biskop
Berg-grav, siden af en hemmelig kirkeledelse.
Efter 1945 arbejdes på en kirkeforfatn.
- Skolevæsen. Undervisningspligt fra 7.
(8.) til 14. år. Enhedsskole: AI
videregående undervisning hviler på den fælles
7-årige folkeskole. Ca. 70% tager
videregående udd. Den højere skole omfatter
3-årig realsk. og 5-årigt gymnasium, som
har de 2 første år fælles. Univ. i Oslo

(4200 studenter i 1939), grl. 1811, og i
Bergen, grl. 1948.

3280

Historie. Konger: Harald Hårfager
-ca. 930, Erik Blodøkse -935, Håkon 1.
Adelsteinsfostre -961, Harald Gråfell
-970, (Håkon Jarl -995), OlavTrygvason
-1000, Olav den Hellige 1016-30, Svend
Alfifasøn -1035, Magnus den Gode -1047,
Harald Hårderåde -1066, Olav Kyrre
-1093, Magnus Barfod -1103, Olav-1115
og Øystein -1123 og Sigurd Jorsalfarer
-1130, kongsemnestrid 1130-1177, Sverre
-1202, Håkon 3. -1204, ny
kongsemnestrid -1217, Håkon 4. -1263, Magnus
Lagabøter-1280, Erik Præstehader -1299,
Håkon 5. -1319, Magnus Smek -1355,
Håkon 6. -1380, som Danm. 1380-1814,
som Sv. 1814-1905, Håkon 7. fra 1905.
(Se også oversigten sp. 3277—79).

N-s historie begynder med Harald
Hårfagers samling af småkongedømmerne
ca. 872, men endnu varede det lang tid,
før et virkeligt rigsstyre trængte igennem.
Da. konger forsøgte lige til Valdemar den
Store at få fast fod i N, navnlig i Viken,
men det herredømme konger som Harald
Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den
Store fra tid til anden opnåede, støttet til
indfødte jarler, blev kun kortvarigt.
Kristendommen sejrede efter langvarige
brydninger underOlavden Hellige, kirken
stod først under Bremen, 1103-52 under
Lund, fra da af under en særlig no.
ærkebisp i Nidaros. Kongemagtens forhold til
de stridbare og uafhængige storbønder,
der langsomt udviklede sig til en adel,
var ofte spændt, og under
kongsemne-kampene 1130-1240 så det ofte ud til, at
kongerne skulle blive dukker i de
forskellige partiers hænder. Kampene
ryddede op i stormændenes kredse, og stærke
konger som Sverre og Håkon 4. forstod
at sætte dem på plads og udvikle et
kraftigt kongedømme. Håkon 4. vandt lst.
og Grønl. og gennemførte
arvekongedømmet ved lov 1260. Han og sønnen Magnus
Lagabøter moderniserede forvaltningen
og udviklede et effektivere centralstyre.
1274-76 udarbejdedes en fælles lovbog.
I denne tid vandt også de tyske købmænd
indpas, især i Bergen, og fik vigtige
privilegier, skønt kongerne forsøgte at
bremse deres ekspansion. Fra 1380 fik N
fælles konge med Danm., men
regeringens sæde i Danm. og den no. adels
stærke tilbagegang medførte, at N fra et
sideordnet rige efterhånden blev en
provins af Danm.

Efter mislykkede bonderejsninger og
forsøg på no. selvhævdelse fra aristokrati
og kirke (Vincens Lunge; ærkebiskop
Olav Engelbrektsen 1531-32 og under
Grevens Fejde) krævede da. rigsråd i
Chr. 3.s håndfæstn. 1536, at N skulle
indlemmes i Danm. som provins. N-s
rigsråd ophævedes, da. aristokrati
besatte lensmandsstillingerne;
Reformationen, der langsomt sejrede i 16. årh., gav
da. kulturpåvirkning; men trods nogen
ensretning bevarede N egen rets- og
kirkeordn., og almuekulturen forblev no.
I 16.-17. årh. mindskedes hanseaternes
handelsoverlegenhed gradvis, stærk
tømmereksport til Holl. og Engl. gav
velstand til borgere og bønder; Christian 4.
støttede fremvoksende bjergværksdrift.
Hannibal Sehested søgte som no.
statholder 1642-51 at skabe særnorsk
centralforval tn. og stærkere hær; N
hævdede sig under da.-sv. krige, men måtte
afstå Jämtland-Härjedalen 1645, Bohus
Len 1658, hvorimod Sv.s delingsforsøg
krydsedes ved generobring af det 1658
afståede Trondheim len (fastslået 1660).
Enevælden gennemførtes 1660-61 uden
modstand; ønsker om no. særforvaltn.
forblev uopfyldt. N led adskilligt under
St. Nord. Krig 1709-20, men især i 18.
årh. kom træeksport og storhandel i
fremgang; engelskorienteret handelsstand
udviklede no. patriotisme m. krav om
egen bank, univ. og økon. uafhængighed.
1735-88 søgte reg. at forbyde import af
fremmed korn til Sydnorge. De mange
selvejerbønder viste åben uvilje mod
embedsstanden, men forblev trods
urobevægelser loyale mod kongehuset.

Krigen m. Engl. 1807-14
nødvendiggjorde særlig no. regeringskommission;

3281

kornmangel og handelens tab førte til
utilfredshed m. forbind, m. Danm. 14. 1.
1814 afstod Frederik 6. ved Kielerfreden
N til d. sv. konge. Nordmændene
anerkendte hans ret til at opgive N, men ikke
afståelse til Sv.; statholderen Christian
Frederik sluttede sig til d. nationale
rejsning; efter forhandlinger paa
Eids-voll gennemførtes 17. 5. 1814 fri forfatn.,
Christian Frederik blev Konge af N.
Den sv. kronprins Karl Johan
(Berna-dotte) ønskede hurtig og fredelig ordn.,
og efter kort krig enedes N og Sv. i Moss
om union: Christian Frederik abdicerede,
men d. sv. konge godkendte
Eidsvoll-grundloven med lidet indgribende
ændringer som flg. af unionen. N og Sv.
fik konge og udenrigsstyre fælles.

Det ved Eidsvollgrundloven indførte
no. storting beherskedes af
embedsstanden, der trods et par kriser og Karl Johans
forsøg på grundlovsændr. hævdede N-s
selvstændige stilling i unionen; efter 1836
(Wedel-Jarlsberg statholder) standsede
unionskonflikterne. Fremvoksende
bondeparti (krav om lokalt selvstyre,
sparsommelighed) stod over for
borgerligt-liberalt »Intelligensparti«, det sidste
ledende (Fr. Stang, Schweigaard). Konflikt
m. Sv. ang. ophævelse af
statholderposten ca. 1860 endtes med postçns
ophævelse 1873. Særlig efter 1850ernes
opsving blev N fremtrædende
skibsfarts-nation. Ved sammenknytning ml. unge
liberale og demokratiske bondegrupper
skabte Johan Sverdrup efter 1850 stærkt
Venstreparti, krævede demokrati og
parlamentarisme; tvang 1884 Højre bort og
dannede N-s første Venstrereg., der
hurtig kom i vanskeligheder; efter 1889
skiftende Højre- og Venstremin. Venstre
blev stadig mere fjendtligt mod unionen,
mens Højre søgte at bevare den, ligesom
Højre søgte at hævde tilvant skriftsprog
mod Venstres forkærlighed for
lands-målet. N rejste krav om eget
udenrigsstyre og særlig konsulatsvæsen
(skibs-fartsinteresser)-; no.-sv. økon. interesser
gik mod hinanden (no. frihandel, sv.
protektionisme; N knyttet ti! Engl., Sv.
til Tyskl.). Da Oscar 2. 1905 nægtede at
sanktionere lov om særligt no.
konsulatsvæsen, afslog min. Michelsen at tage
ansvaret for nægtelsen, og da Oscar 2.
ikke var i stand til at danne
parlamentarisk reg. på sit standpunkt, vedtog
Stortinget unionens opløsning 7. 6. Efter sv.
ønske bekræftedes opløsningen v. no.
folkeafstemning m. overvældende flertal;
efter krise og spændte forhdl. skiltes
rigerne fredeligt ved
Karlstadkonven-tionerne sept. 1905. Da. prins Carl valgtes
til konge som Håkon 7. (Folkeafstemn.
viste 21% for republik).

Siden 1905. Ministerier: Michelsen (V,
koalition) 1905-07, Løvland (V, koal.)
-08, Gunnar Knudsen (V) -10, Konow
(H) -12, Bratlie (H) -13, Knudsen -20,
Halvorsen (H) -21, Blehr (V) -23,
Halvorsen 1923, Berge (H) -24, Mowinckel
(V) -26, Lykke (H) -27, Hornsrud (Arb.)
-28, Mowinckel -31, Kolstad
(Bondeparti) -32, Hundseid (Bondep.) -33,
Mowinckel -35, Nygårdsvold (Arb.) -45
(fra 1940 koal.), fra 1945 Gerhardsen
(Arb.; koal. til okt. 45).

Økon. fremgang skabte industri og
efterh. soc.dem. arbejderklasse. Venstre
gik under Gunnar Knudsen (statsmin.
1908-10, 1913-20) ind for statskontrol
m. udenl. kapitalinvestering (fosserne),
forbedret sociallovgivn., og med gradvis
øget valgret fik Arbejderpartiet magt
paa Stortinget. Krigen efter 1914 lagde
hårdt pres på no. skibsfart trods
forståelse m. Engl., og under varemangel og
voksende social uro sluttede
Arbejderpartiet sig til 3. Internationale. 1925 fik
N suverænitet over Spitsbergen. I
1920erne skiftede Højre- og
Venstreregeringer. Økon. krise ramte N hårdt,
ligeledes deflation og prisfald efter 1925
(som Danm.). Venstre under Mowinckel
svækkedes ved dannelse af Bondelaget
1922, mens Arbejderpartiets
hovedmasse enedes om brud m. 3.
Internationale 1923 og voksede stærkt. Efter

3282

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/1224.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free