Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN G R A FISKE KUNST
i sin historiske udvikling
VI. ALBRECHT DüRER
IKKE uden Grund er det blevet sagt om Nürnbergeren
Albrecht Durer, Søn af en Guldsmed af samme Navn,
at han var »Bæreren af sit’ Folks og sin Tids
Aandsretning«. Denne store Kunstner rummer i sin maskuline
Personlighed, der paa en Gang var dyb og enfoldig,
glødende varm i sin ideale Higen og dog næsten pinlig
pertentlig, alle den germanske Races mest typiske Anlæg.
Hans Kunst er ikke farvet af en
Michelagniolos mægtige,
ekstatiske Fantasi, en Rafaels følsomme
Skønhedstørst eller en Leonardos
dybtskuende Sjælekundskab; men
den er en stolt fribaaren Aands
Hymne til Lyset, Modet og
Kraften, en haanende Udfordring til
Mørket, Fejgheden, Ondskaben.
Albrecht Dürer udledte sit Navn
af Thür, Dør, og han var i
Sandhed den, der i Tyskland lukkede
en ny Dør op for den undrende
Menneskehed, og viste fra
Middelalderens mørke, lavloftede
Forstue ind til Renæssancens lyse
Festsal. Han er en af Kunstens
Heroer; — han lod Kunsten tjene
Ideen; for ham var det ene
alt: Menneskehedens gigantiske
Marsch ad Fremskridtets
uendelige Veje, i Lysets Tjeneste.
Det Billede af Albrecht Dürer,
der mere end noget andet er
typisk for ham, er det berømte Stik:
Ridderen, Døden og Djævelen.
Ridderen sidder tilhest, men
Foden fast hvilende i Stigbøjlen;
klædt i Staal, et Billede paa
Ufor-færdethed og tillidsfuld Kraft.
Hans Styrke er ikke alene i hans
Muskler, men først og fremmest
i hans Sinds Fasthed. — To Uhyrer følger ham Fod for
Fod, mens hans Ganger fører ham længere og dybere ind
i Skovmørkets Nat. Fra Krattets Skygger er Døden traadt
ud paa Engen, og Rædselen i Dødens indsunkne Øjenhuler
sigter paa Ridderens Ansigt, der ikke er skjult af Visiret;
det er Fremtidsbilledet af ham selv, der synes at være
krøbet ud af hans Tanke i et isnende Gys, et raaddent,
grinende Skelet, der haaner hans Pantser, hans friske
Muskler, hans smidige Sener. — Og Løgnens,
Hæslighedens Fyrste gaar Ridderen nær, famler efter hans Tøjle,
aander sin giftige Aande mod hans Ansigt. — Men
Rytterens Miner taler om tilkæmpet Ro. Uanfægtet af Uhyrerne
stirrer hans Blik lige ud, stift som en Søvngængers og dog
stærkt af beslutsom Mod. Thi gennem Mørket ser han sit
Maal lyse og vinke ham fremad, og Skræmmebillederne
Lucas v. Leyden: Eva
evner ikke at standse ham, fordi han er i Pagt med noget,
der er større en-d ham selv.
Dürer var en dyb og grublende Natur, og hans Ideer,
der gennemtrængte Kompositionen, gjorde denne fast og
kraftig. Der er noget haandfast over hele hans Syn paa
Tilværelsen; han beskæftigede sig mere med Formen og
Stoffet i Naturen og Skabningen, end med de optiske
Forhold, der indvirker paa Formen
og Stoffet; han interesserer sig
udelukkende for Lokalfarverne,
har ingen videre Sans for
Atmosfære og Rumforhold; i hans
Malerier klæber Figurerne til Planen
og synes ofte snarere hulformede
end udmodellerede. Han er først
og fremmest Tegner, og som
Tegner, Kobberstikker og
Træsnits-kunstner har han givet mest.
Albrecht Dürer udgik af en
barsk, grovkornet Tid, hvor
Ungdommen i langt højere Grad end
i vor Tid holdtes nede i
Umyndighed. Som ganske ung blev han
gift, tvunget sammen med en
ung Kvinde, Agnes Frey, uden a;
nogen spurgte ham eller hende om
deres Mening. Dürer skriver selv
i sin Dagbog:–»og da jeg
kom hjem, handlede Hans Frey
med min Fader og gav mig siH
Datter, Jomfru Agnes, o^ dertil
tohundrede Gylden.« — Agnes
Frey var en smaatiorgerlig,
snusfornuftig Natur og havde ingen
Forstaaelse for Mesteren; den i
dette Forhold bundende Konflikt
er rimeligvis Skyld i, at hun er
blevet kaldt en Xantippe,men
under alle Omstændigheder var
Ægteskabet ikke synderlig lykkeligt, og det strænge, næsten
dystre og tunge, som for en stor Del præger Dürers Kunst,
kan rimeligvis udledes af denne Kendsgerning.
Dürer foretog flere Udenlandsrejser og var blandt
andet to Gange i Italien, hvor han knyttede venskabelig
Forbindelse med flere berømte Kunstnere, blandt andet med
Bellini — som han siden den Tid satte overordentlig højt,
— med Rafael og med Titian. Det er interessant at høre,
at Rafael ved Synet af Dürers Kobberstik skal have
ud-raabt: — »Sandelig, denne Mand vilde snart overflyve os
alle, hvis han, som vi, daglig havde Verdenskunstens største
Mesterværker for Øje!« — Albrecht Dürers Kobberstik,
og særlig hans mesterlige Træsnit, gjorde ham hurtig
berømt og skattet i Venedig, hvor han opholdt sig længe;
Marcanton, den navnkundige Kobberstikker, kopierede Dii-
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
