Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JØRGEN BUKDAHL: GRAA EROS
NOVELLESAMLING (ASCHEHOUG) - ILLUSTRERET AF NILS WEDEL
Jørgen Bukdahl fortæller paa Samlerens Opfordring om sin nye
Novelle-Samling „Graa Eros", der som „Den sidste Frist" behandler Fantastens Skæbne,
I min nye Bog »Graa Eros«, har jeg taget Motivet op fra
den forrige Bog »Den sidste Frist«, men behandlet det
paa ny Maade og i nyt Milieu, i den første Novelle
(»SentimentalEmpire«), et sjællandsk-dansk, i den
sidste (»Ragna Asalfsdatter«) et hardangersk-norsk.
Det er det gamle Motiv i dansk Digtning, Fantastens
Skæbne, som jeg her har søgt at se ud fra vor Tids
Forudsætninger, en Tid, der er saa
rig paa denne Slags Skikkelser,
der af Selvopholdelsesdrift
indkapsler sig i en selvbygget
Stem-ningsverden og derfor bliver
tragiske i Sammenstødet med
Virkeligheden, fordi deres Liv kun
var et Skinliv og deres Verden
kun digtet. Det er det store
Motiv i dansk Digtning, ja, i nordisk
overhovedet. Det spøger i
Sagaen (»Kormaks Saga«). Hans
Egede Schack skrev
»Phanta-sterne« over dette Motiv, J. P.
Jacobsen: »Niels Lyhne«, Pontoppidan: »Lykke Peer«. Jeg
har ikke vovet -— maaske heller ikke evnet — at sætte mit
Motiv i Forbindelse med Hverdagens politiske, sociale,
religiøse Interesser som hine gamle, min Skikkelse har jeg
kun belyst i Forhold til Eros, en smal Lysstraale ind i hans
Sjæl, men det er mit Haab, at have naaet
Bunden.
Fantasten og Fantastens Tragedie -—
—• jeg kender ingen Tragedie, der er
større, jeg kender ingen, der er mere
smertelig dyb. Uden det befriende Drama, uden
et pragtfuldt Forlis, brænder han inde
med sine Maal og Muligheder; fine
nærtagne Sind, der gerne unddrager sig
Handlingen, gaar og forvitrer i Milieuet,
fordi den indre Fantasiverden er saa rig,
at den erstatter dem Virkeligheden i
Hverdagen, de griber derfor for sent til, hvor
Livet stiller sine Krav, eller de griber ikke
til, gaar udenom, uden at ane, at Livet
hævner de spildte Muligheder. Deres
Kærlighed kan blusse op i gyldne Flammer,
der tærer og fortærer, men den brænder sig selv op, bliver
Aske, bliver graa; thi de har elsket deres egen Kærlighed
gennem Genstanden, de realiserede den ikke i
Virkeligheden.
Det er Skikkelser, Livet gaar forbi, de tabte i
Sammenstødet med Virkeligheden, men ogsaa Skuffelsen digtede
de om, blev usaarlige i deres ynglende Fantasiliv. Det er
Niels’ Tragedie i Novellen »Sentimental Empire«. Intet er
sket tilsyneladende, han er Præst, har sin Menighed, og
dog er Huset brændt af over ham, dog er Lynet slaaet
Vignet fra „Graa Eros", tegnet af den svenske
Kunstner Nits Wedel
Slutningsvignet fra „ Graa Eros"
tegnet af Nils Wedel
ned, for han greb ikke til, da hun stod fri og aaben mod
ham, han stod bare fortryllet af sin egen Kærlighed, og
hun gled bort, og han stod med Aske i sin Haand, hvor han
før bar skinnende Guld, og han lukkede sig inde med sine
Skuffelser og sit Mismod, ja, udadtil er han Præst, men
der gaar i hans Stuer en graa Kat, der hedder Pontus,
hendes Kat hed ogsaa det, han stryger den over den varme,
bløde Pels. Mere er der ikke: en
graa Kat og en
Præstegaards-idyl, og dog kender jeg ingen
Tragedie, der er større, ingen,
der er mere smertelig dyb.
Men der er Sind, der har for
meget Leveevne til at redde sig
ind i denne Fantasiverden fra
Livets Ubønhørlighed, især
Kvindesind som Ragnhild Røse
i nævnte Novelle eller Ragna
Asalfsdatter i Novellen af samme
Navn fra norsk Renaissance,
vilde, voldsomme Kvindesind; der
staar Storm og Brand om dem, men deres Greb ind mod
Livets Virkelighed er den saarede Sjæls fanatiske
Selvhævdelse, dyrker Handlingen som Passion. De var indadvendte,
fine, saarbare Sind, men de forvandledes, fordi deres
Længsler blev svegne og deres Livstro skuffet, de blev
udadvendte, undertiden haarde, onde, for
under denne Skal at redde for sig selv
Resterne af det, der gjorde dem Livet
værd at leve.
Saaledes forvandledes Ragna
Asalfsdatter og hun slog sin Skæbnes mørke
Slagskygge ind i Hjerterne; i Folkets
Fantasi blev hun en Djævelkvinde, sin
Mand dræbte hun, en Gaard brændte hun
af; hun hviler nu i Eidfjord Kirke inde i
Bunden af Hardangerfjorden. I Ligstenen
er der hugget et Relief af en Kvinde, der
overrækker Apostelen Jacob en Kirke. Thi
Folk siger, at hun byggede denne Kirke
til Sonebod for sin Udaad. Hun selv vidste
bedre. Hun smilede blot, og der krøb Orm
i Smilet, og Ormen ståk. Thi den Nat hun
brændte Gaarden af, brændte hun ogsaa den inde, hun
altid havde elsket men aldrig fik. Til Minde om ham rejste
hun denne Kirke af Sten. Saadan er Livets Ironi. Sin
Udaad angrede hun aldrig. Men hendes saarede Sjæl
krævede Handling for at leve, fanatisk paatvang hun sig den
Hverdag, hun før ikke havde regnet med, fordi hendes Sjæls
Rigdom var hende Virkeligheden nok, hendes Sind
krævede-en haard Skal for at hun kunde skjule den dybe Aarsag til
hin Forvandling, der gjorde hendes gyldne Eros graa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
