Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITIK OG TYRAN I
Maleren Edvard Weie retter nedenfor et rask lille Angreb paa Øjeblikkets kunstneriske Kritik
i Almindelighed og en af dens Repræsentanter, Docent Vilhelm W a n s c h e r i Særdeleshed.
DER er vel nogenlunde Enighed om, at den
officielle Kritik forlængst har stemplet sig selv som
umulig i Tidens brændende kunstneriske
Spørgsmaal, og man skulde ikke forstyrre den
i dens Virksomhed, saa længe den i al Almindelighed holdt
sig til at snakke om de Ting den ikke forstaar, eller i
kritiske Kommentarer, tier har Karakteren af
Solstrålefortællinger anbefaler en uanstødelig Naturalisme til et
købedygtigt Publikum. Lad den fortsætte med dette saa længe
den lyster, den har saa vidst endnu aldrig været
dødbringende for nogen reel kunstnerisk Søgen. Men naar den paa
dette Program begunstiget af Øjeblikkets Forvirring og
Mangel paa kunstnerisk Standard forsøger at spænde Ben
for enhver fri Udvikling, udøve et Tyranni, der svinger
Pisken over enhver, der mukker, saa er saa usunde Tilstande
inde, at der maa protesteres.
Eller hvorledes skal man betegne en Kritik som den
Docent Wanscher i de senere Aar praktiserer, og som kom
frem i Renkultur ved hans Omtale af den store Udstilling
af moderne Kunst paa Charlottenborg i Oktober
Maaned. Man maa være meget naiv for at kunne misforstaa
den usædvanlige Travlhed han der lagde for Dagen med at
trække Skillelinier og foretage Isoleringsforsøg, hvis
indlysende Urigtighed kun blev overgaaet af den tykke
Uvidenhed i dst Spørgsmaal han i saa smædesyge Vendinger
omtalte.
Naar man betænker, det drejede sig om Forvanskning
af en Kunst som menneskelig ubetydelig, der netop ifølge
Sagens indre Sammenhæng er en Reaktion i stik modsat
Retning den forrige, soin just var Indbegrebet af
Overflade. Nedrakning af dens stykkevise Forsøg som
dilettantiske og karaktersvage, der dog — skulde man tro ■—
maatte være forstaaeligt for ethvert Barn, eftersom man
maa krybe, før man kan gaa, altsammen paa Bekostning
af det sædvanlige banale Krav om færdige Resultater. Saa
er det ikke ubilligt at stemple en saadan Kritik som Pjank,
thi der er ingen Forskel paa den og Skomager Chr.
Larsens sædvanlige: Er det færdigt og ligner det?
Og det er vanskeligt ikke at harmes, naar disse
Anklager og denne Præken 0111 kunstnerisk Moral, Tugt,
Karakter, kommer fra en Kant, og til Fordel for en Klike, som
selv aldrig har lagt noget Overmaal for Dagen af disse
Begreber, men hvis henholdsvis kritiske og maleriske
Løbebaner tværtimod er kendetegnet ved en Række skiftende
kunstneriske Standpunkter hver fjortende Dag. Dobbelt
vanskeligt, naar det er til at tage og føie paa, at denne
Klike, hans saakaldte »bedre« med den »gradvise
Udvikling« saa godt som alle har profiteret rigtig tykt af disse
Forsøg — Forsøg, Karl Isakson, i Erkendelse af deres
Ufuldkommenhed, selv skjulte ængstelig over og vilde
vende sig i sin Grav ved at vide overgramsede og
nedrakkede.
Var det ikke Hr. Wanscher, der havde saa stærk en
Kvalme over det utiltalende i Swanes Kritik over Kai Nielsen
saa kort efter hans Død, og hvis Utidighed heller ikke let
lader sig undskylde. Men den indeholdt sikkert et mere
sagligt begrundet kritisk Syn og en ikke nær saa
smæde-fuld Tone, som den Wanscher nu opvarter med over for
Isakson, hvis Grav næppe heller kan siges at være sunken.
Enthousiasme og Temperament kan være meget godt,
men lad os være fri for, at det i den Form, som er Hr.
Wanscher ejendommeligt, paatvinges moderneMaleri gennem de
kunstneriske Opkomlinge han nu er Barnepige for. Det
uberettigede, ja skadelige i et saadant Forhold skal jeg i et
Par senere Artikler ud fra strengt saglige kunstneriske og
artistiske Synspunkter forsøge at paavise. Edv. Weic.
hvorfor maa der ikke kopieres paa nivaagaard?
Maleren Andreas Friis føler sig, som det fremgaar af hans Indlæg, fortørnet over,
at det nu er umuligt at faa Lov til at kopiere i Nivaagaardsamlingen. En
Tilbagevenden til Forholdene inden Godsejer Hages Død vil sikkert tjene Kunsten bedst.
For nogen Tid siden ønskede jeg at
male en lille Copi af et Billede i
Nivaagaardsamlingen (Bonifazia
Vennese) for at undersøge Venezianernes
Teknik. Dette Billede er meget
farvekraftigt og smukt, derfor det mest
lærerige i sin Art, vi har herhjemme. Jeg
tog derover, men blev af Opsynet
nægtet Tilladelse til enhver Art af
Co-piering. Jeg maatte ikke sætte Farver
paa en medbragt Tegning af
Omridslinierne, jeg maatte ikke tegne Billedet af i min
Skitzebog, med Nød og Næppe fik jeg Lov
at gøre Notitser om det i min Lommebog.
Da Frøkenen, som bebor Hovedbygningen
efter Godsejer Hages Død, var bortrejst,
var der ikke mere for mig at opnaa og
jeg maatte rejse hjem igen med uforrettet
Sag.
Straks efter sendte jeg et Brev til
Direktør Karl Madsen, som er Formand i
Samlingens Bestyrelse, med Anmodning om en
Tilladelse til at copiere, idet jeg angav
mine Grunde herfor. Herpaa fik jeg af
Direktør Karl Madsen et meget elskværdigt,
men afgørende Afslag, idet Bestyrelsen
ikke kunde »fravige en af Samlingens
Skaber truffen Bestemmelse«.
Nivaagaardsamlingen er jo som bekendt
ikke mere nogen Privatsamling, men en
»offentlig Institution«. Medens Godsejer
Hage levede har jeg engang tidligere haft
hans Tilladelse til at copiere. — Jeg har
derfor spurgt mig selv, og vil gerne
gennem »Samleren« lade Spørgsmaalet gaa
videre: Hvorledes er det muligt, at denne
udmærkede og herhjemme enestaaende
Samling i Længden kan opretholde et saadant
Forbud? Er ikke vore Samlingers første og
eneste Formaal at være til Nytte for
Kunstlivet og Kulturen her i Landet? Og da først
og fremmest for Kunstnerne, som har
Forudsætninger for at forstaa og tilegne sig
de gamle Mesterværkers Værdi.
Mangfoldige Kunstnere, selv de aller betydeligste,
har hele deres Liv igennem lært af og
forfrisket sig ved at copiere. En
Genfremstilling har altid været iregnet for et af de
virksomste Midler til Forstaaelse.
Naar det forholder sig saaledes, er der
saa ikke noget urimeligt i, at en Kunstner
skal være nødt til at ojjsøge paa Louvre, i
Dresden eller Venedig, hvad han uden
Bekostning kunde finde ud af paa en af
Landets egne Samlinger herhjemme —
saafremt han da fik Lov til det.
Januar, 1926. Andreas Friis.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
