Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHARLOTTENBORG-UDSTILLINGEN
AARET 1926
Malerne møder i Aar ikke alene meget talstærkt frem men ogsaa med en mere
afvekslende og interessant Repræsentation end længe set. — Derimod synes
Billedhuggerarbejderne og særlig Arkitekturen og den grafiske Kunst at være under Middelhøst
NAAR man i Aar indfinder sig paa Charlottenborg
efter at have beset Den frie Udstilling, er det
vanskeligt at lade være at drage en
Sammenligning, som vistnok ikke falder ud til Fordel for
den sidst nævnte. Som vi før her i Samleren har forfægtet,
er Svagheden ved Charlottenborg-Udstillingen de mange
Modsætninger den rummer med
Hensyn til kunstnerisk Stil. Et
blot nogenlunde harmonisk
Helhedsindtryk vil det være umuligt
at opnaa med en Udstilling af
saadan Størrelse og med saa
forskelligartede Kunstnere. 1 den
Retning har Den frie Udstilling altid
haft en Fordel i sit mindre
Format og den i hvert Fald fra
Begyndelsen sluttede og nogenlunde
ensartede Kunstnerkreds. Men
Tiden er forøvrigt ikke gaaet
sporløst hen over de frie
Udstillere og da denne Sammenslutning
jo bestaar af et sluttet Selskab
med enkelte indbudte Gæster,
mens Charlottenborg staar aaben
for alle, ihvert Fald for
Indsendelse af Billeder, saa lader det
sig ikke nægte, at den sidstnævnte
Udstilling bærer Præg af at være
Stedet, hvor det i Øjeblikket
spirer og hvor det største Opbud af
Unge finder Sted. Tilmed synes
det i de senere Aar at have
været Censurkomiteen
magtpaaliggende at nære og pleje de unge
Spirer og Tiden vil vise Komiteen,
om den har gjort en god Gerning
eller om den som de konservative
Kunstnere mener, blot har næret
en Slange ved sin Barm.
Fremtiden tilhører jo imidlertid
Ungdommen og mon det ikke er
mere for at være i Pagt med
Fremtiden end netop af Kærlighed og Interesse for
moderne Kunst, at Komiteen har aabnet sin Favn for de Unge.
Vi husker for en Del Aar tilbage, hvor man i den Sal, som
nu optages af Billedhuggerarbejder, samlede disse Unge,
hvis Billeder klædte hinanden, medens man nu, som det
synes, paa en næsten skamfuld Maade, skjuler dem ved at
putte dem ind, hvor de passer efter Størrelsen, selv om
de bliver Pendenter til et paa gammeldags Maner malt
»Sofastykke«. Hvad om Komiteen for engangs Skyld
forlod sine Ophængnings Principper og samlede ensartede
Malere i hver sin Sal — mon det ikke vilde baade alle
Ejnar Nielsen: Moderen (226X114)
bedst. — Naar man i sin Tid opgav de Unges Sal, var det
vist kun en Indrømmelse til Billedhuggerne, hvis Skulpturer
den Gang var henvist til Afkroge som Forhallen,
Trapperummet og lignende Steder. Men Komiteen brød derved
med et Princip, som burde og kunne have været udviklet.
Det maa derimod indrømmes, at Udstillingskomiteen
har været heldig med den
arkitektoniske Forandring af
Trapperummet, selv om Udstillingens
Samling af Kunstnerportrætter paa de
store Vægflader nu ikke længere
kan undgaa at virke paa
Beskueren som en Side i et
Frimærkealbum. Men i det store og hele er
Forandringen god. N. V. Dorphs
Ægide slutter bedre end den
begyndte. Man husker jo sikkert
endnu de fløjlsbetrukne Vægge,
som dog heldigvis forsvandt
ligesaa pludseligt som de kom.
Vi begynder vor Gennemgang
med de Unge eller rettere sagt
Malerne af mere moderne
Tilsnit. Det at høre til de unge i
Kunsten har ofte ikke noget med
Aarenes Antal at gøre. Bevarer
Kunstneren Evnen til Udvikling,
holder han sig ung langt op i
Aarene. For Eks. er Sigurd Swane
jo ikke længere nogen helt ung
Mand, men han viser i sit
lysfyldte Interiør, at han alligevel
studerer og gaar paa Opdagelse. Han
har Følelse for Lys, Rum og
Billeddannelse og det lader sig ikke
nægte, at man her har Fornemmelsen
af at staa overfor en virkelig og
selvstændig arbejdende Kunstner.
Det er med ganske andre Følelser,
at man betragter Jens Sørensens
store Billede af Vagtparaden. Her
er det sensitive Indtryk veget for et villet, næsten brutalt
Udtryk for det, Kunstneren ønsker at fremstille. Virkningen
er ganske vist overordentlig kraftig, men Billedet havde i
alle Tilfælde virket ulige personligere om det ikke paa en
saa nærgaaende Maade havde mindet om Edvard Munch.
Ved Tanken paa den store norske Mester undgaar man ikke
en paatrængende Følelse af Tomhed overfor Jens
Sørensens Arbejde.
Victor lsbrandts Billede af Croquisskolen i Paris
rammer sikkert helt Stemningen i det internationale Selskab
med Japanerne, men Billedet er i sin Art mere fortællende
53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
