Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MALERNES STILLING TIL TEATERDEKORATIONEN
Nedenstaaende Artikel, der i sin Tid blev skrevet som Indlæg i Dagspressens Diskussion
om Malernes Stilling til Teaterdekorationen, men refuseret Forfatteren, offentliggøres
paa vor Opfordring her, da vi synes den rummer Betragtninger af nogen Interesse.
KUNDE man ikke komme Spørgsmaalet
Teater-dekoration, som der har været en Del Tale om,
nærmere ind paa Livet ved direkte positive
Angivelser al Malernes Stilling til Sagen end ved
de temmelig negative Drøftelser af, hvorledes det ikke skal
være. Thi efter min Mening kan og bør denne langt
klarere præciseres end ved blot enstemmig Forkastelse af
Rundhorisont og andre tekniske Dikkedarer, ligesom
Teatret maaske ogsaa kunde have Krav paa ren Besked, naar
man vender sig kritisk imod det.
I det følgende maa jeg maaske, ud fra Øjeblikkets
kunstneriske Stilling og fra de Iagttagelser, jeg selv har
gjort, dels fra Tilskuerpladsen, dels som forhenværende
Teatermaler, faa Lov at fremsætte et Par Synspunkter
angaaende Sagen.
Karakteristisk for den fælles kunstneriske Situation,
ogsaa for Teatret, er Usikkerheden kan man godt sige med
selve det kunstneriske Maal og af de deraf indtil
Yderlighed svingende Standpunkter i det udøvende. Næppe har
man overstaaet det Reinhardt’ske Dekorationspostyr før
man, over forskellig russisk paavirkede Forsøg, man ikke
har været videre voxne, men hvis bizarre Moment har haft
frit Spil hen mod Gøglet, nu staar over for den rene
Selvopgivelse og Lammefromhed. Dekorationsnormer til en
billig Penge.
Disse Svingninger bliver kun forklarlige ud fra den
Antagelse, at det, man i Grunden har søgt, bevidst eller
ubevidst, har været hverken mere eller mindre end en
Kunstarternes Forening, og der kan heller ikke være Tvivl om,
at hele det kunstneriske Røre i de senere Aar har været
Bestræbelser i den Retning. Alle Kunstens
Udtryksformer har været kastet i Smeltedigelen og Teatret som
Støbeform og Tumleplads for disse Forsøg har faldet mange
nærliggende og tiltrækkende.
Imidlertid, det er et stort Spørgsmaal om disse Forsøg
i det hele ligger indenfor Teatrets Opgave og
Rækkevidde, og om det selv under sine forskellige Former har
Midler dertil. Efter mit Skøn ikke.
Ser man hen til, at Operaen, som her særlig skal
omtales, (Skuespillet egner sig i det store og hele ikke for
malerisk Medvirkning og behøver det ikke), allerede selv
maa siges at være en Kunstarternes Forening, et
Kulminationspunkt som Udtryk for en tidligere Tids
Kunstopfattelse og sociale Forhold, saa er det en Modsigeise at ville gøre
denne til Indhold og Kerne i en ny Kunstform, der for at
være levedygtig maa suge Næring af sin egen Tid. Der er
ingen Tvivl om, at Operaen som Tolk for vor Tids Kunst
med dens Stræben efter at slaa Rod i Naturen og det
sociale er sat ud af Funktion. Æstetisk bestemt som den er
og i Hovedsagen bygget over Motivet: Wein, Weib und
Gesang ejer den ingen Muligheder i sig for nogen
Omvæltning, og det er derfor næppe heller nogen Tilfældighed, at
man graver det melodiøse frem Pergolesi, Donizetti som
det, der blot kan more en udflydende Overgangstid.
Men skal saa Operaen være et tilbagelagt Standpunkt
og den dramatiske Musik overflødig fra Mozart til Bizet,
der er som bekendt dem, der mener det. Vi andre,
Kunstnerne og en Del ligesindede, der ikke gør sig nogen
Prof-fession af at inddele Verden i Kategorier, men blot søger
Sammenføjningerne for at komme videre, kan ganske rolig
lade den dramatiske Musik beholde hele den Skønhed, Liv
og Inspirationens Kraft, den nu engang har, som man lige
saa rolig kan lade Rammen om denne den gammeldags
Dekorationsform, saaledes som den f. Eks. er udtrykt i Det
kgl. Teaters Fortæpper med Akropolis eller
Mellemakts-tæppet med dets eventyrlige Rigdom i Folder og
Guldfrynser være i Fred.
Til Rest staar saa Spørgsmaalet om moderne
Malerkunsts Stilling til den nyere realistiske Opera fra Bizet til
Charpentier, og her kan der efter min Mening i høj Grad
være Tale om, at Malerne sætter ind. Ikke ud fra
moderne Kunstopfattelse paa Grundlag af Forenklingsforsøg
eller andre Forsøg, der har til Hensigt at give Udtryk for
vor Tids kunstneriske Stræben som Teatret som sagt ikke
ejer Mulighed for at gennemføre og som Maleriet derfor
ikke maa nedlade sig til at dele ud i Skillemønt, men ud fra
en Forstaaelse af selve Sagens Natur, den nemlig, at den
realistiske Opera saavel som den forudgaaende er en Slags
Kunstarternes Forening som Udtryk for sin Tid, i dette
Tilfælde en Forening af Maleri og Musik som Udtryk for
en Naturalistisk. Thi før man taler om scenebilledlige
Omvæltninger, der dog maa være afhængige af Komponisternes
og Digternes Forsøg paa at skabe nye Kunstformer, var
det bedre, man eftersaa om de scenebilledlige Muligheder,
der alt er tilstede, var artistisk forstaaede og udnyttede, og
om de Folk paa hvem dette først og fremmest hviler,
Scenekunstnerne i det hele har Betingelser i saa Henseende.
Thi naar der er saa stor og berettiget en Misfornøjelse
med den scenebilledlige Slendrian, saa skyldes det nok i
langt højere Grad, end Spørgsmaalet forældet eller ikke
forældet Naturalisme, at det har de netop ikke, at
Sangerne er fuldstændig blottet for artistisk Sans og ingen som
helst Begreb gør sig om Arten og Bestræbelserne i den nye
Operaform, men betragter Sagen som klaret, naar blot det
rent vocale er i Orden.
Begrundet paa Sangkunstens klassiske Natur og den
dermed forbundne konventionelle Attitude er Sangerne,
kan man roligt sige, endnu aldrig kommet over i moderne
Livsformer. Det er muligt, Sangkunsten har undergaaet
afgørende Forandringer hen mod en Tillæmpning til nyere
Musikformer, herom skal ingen Mening udtales. Men
hvad man fra et almentkunstnerisk specielt
billedkunstnerisk Standpunkt med Bestemthed kan sige, er at nogen
tilsvarende Aktion til et moderne Musikindhold aldeles ikke
er fulgt med, men at denne tværtimod er gaaet jævnt ned
ad Bakke og efterhaanden havnet i det
folkekomedieagtige. Men selv om det ogsaa maa siges at være
Operaens Opgave i Modsætning til Skuespillet, der ud fra en
psykologisk Opfattelse af det personlige udvikler en indre
bevæget Handling, paa Grundlag af en billedmæssig Frern-
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
