Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sybil: Clémenceau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
Men om hans instinkter i elet hele fanclt tilfredsstillelse, saa var
dog ikke det samme tilfælde med hans ærgjerrighed og forfængelighed.
I det republikanske parti havde han en stilling, som han ikke fandt
burde være hans. Gambetta, som forstod sig paa folk, saa snart,
med-hvem han havde at gjøre. Han bragte Clémenceau til at finde sig selv,
da han brugte ham til at knuse ministeriet Waddington. De fik begge
to paa samme dag glimt af den samme sandhed, den nemlig: at en
nødvendig udvikling (et ord af Léon Say) efterhvert maatte give
magten til alle fraktioner af det republikanske parti. Men hver
fraktion betragtede sig som den sidste grænse for evolutionen, og saalænge
Gambetta stansede magtens overførelse ved sin gruppe, mens han af
yderste venstre samtidig skabte en stimulans og en opposition, gik
Clémenceau stedse videre og satte kun grænsen ved sig og sine venner.
Da ministeriet Waddington var kastet, sagde Clémenceau til sig
selv: „Nu er det Gambettas tur, og efter Gambetta er det min."
Fienden, hindringen, var fra nu af høvdingen fra igaar og hans faa
underbefalingsmænd. Han mente, han ikke kom til magten hverken
ved ham eller dem, før de var udbrugte, og jo før det skede, jo bedre.
Han drev Gambetta frem til president i kammeret for at gjøre ham
ubevægelig, og selv vilde han erstatte ham i ledelsen af partiet.
Gambetta havde sit blad „la Republique française", og Clémenceau fik sit
„la Justice". Her reiste han et slags skampæl, hvortil han naglede
republikanere, ja endog radikale. I bladet, i klubber, i korridorer, kort
sagt ved en knapt nok skjult virksomhed udenfor kammeret og ved
hemmelig virksomhed i kammeret graver han sin mine og lader den, og
han sikrer sig sine vælgere ved radikale lovforslag.
Siden skyver han Gambetta fra kammerets presidentstol over i
ministeriet for at slide ham ud, og da Ferry blev fører for de moderate,
bringer han ham til magten for at slide ham ud. Og da han havde
faaet dem til magten, skjøv han til dem, for at de skulde falde.
Imidlertid døde Gambetta, og Clémenceau vuggede sig i haabet om, at
med ham forsvandt den store hindring.
Men Ferry havde et seigt liv, og hvergang Clémenceau kastede en
af sine modstandere, stod Ferry der paa pletten for, som øvet
taskenspiller, at fange porteføljen i sine arme. Han var der bestandig, og
bestandig stillede han sig mellem Clémenceau og hans maal. Grévy
havde afsky for Clémenceau og tænkte slet ikke paa at henvende sig
til yderste venstre, hvorfor ærgjerrigheden blev dødelig saaret og
forfængeligheden blev bitter. Ødelæggelsesinstinktet hjalp til, og siden
der fra den anden side ikke kom noget tilbud om at bygge, saa kastede
Clémenceau Ferry overende og gjorde det samme med Brisson og med
Tirard og med Rouvier. Freycinet takkede ham med sit smukkeste
smil. Det menneske paa jorden, som Clémenceau hader mest er
derfor, trods alt, ikke Ferry, men Freycinet, ja han hader ham i den grad,
at han gjerne kunde gjøre ham til republikens president, for siden at
affinde sig med ham.
Siden oktober 1885 har Clémenceau seet to ministerier efter sit
sind, nemlig ministeriet Goblet og ministeriet Floquet, og han har
understøttet dem saa vel, at de ikke har kunnet overleve det. Det
ministerium, han bedst vilde have understøttet, vilde sandsynligvis været
ministeriet Clémenceau. Men det er ikke kommet, og det er fire aar
siden Clémenceau tog sit parti. Hans vilje har undertrykt ærgjerrig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
