Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185-
hun siger, noget skjærende, koncist, som en glimtende staalklinge.
Ogsaa hos hende bor der noget ualmindeligt, en tragisk skuespillerinde,
en veltalende kjæmper for kvindens ret; men heller ikke hun skulde
faa udfolde sig. „Jeg vil intet godt komme til at gjøre for mig selv
eller verden," siger hun, „før én vækker mig. Jeg sover, indsvøbt,
indelukket i mig selv; før jeg blir befriet, vil jeg ikke komme at befri
nogen." Og saa er befrieren, prinsen, der vækker den slumrende
tornerose, tilsidst døden. Hun reiser bort med en hemmelighedsfuld
fremmed for at, faa frihed og luft paa hvilkesomhelst vilkaar, og dør med
sit første barn. Den lille heroiske sjæl, der knuser sine vinger mod
det nødvendighedens jerngitter, der omslutter hende, det er med en dybt
tragisk følelse, vi følger hendes skjæbne. „En dag skal jeg finde, hvad
jeg har ønsket hele mit liv, noget ædlere, sterkere end jeg, for hvilket
jeg kan knæle ned." Men døden finder hende først.
Mellem hende og Walclo har der været en instinktmæssig
forstaaelse, et uskyldigt barnevenskab. „Naar jeg er med dig," siger
Lyndall, „ved jeg aldrig, at jeg er kvinde og du mand; jeg ved
bare, at vi begge er tænkende væsener. Naar jeg er sammen med
andre mænd, hvad enten jeg holder af dem eller ikke, er de bare
legemer for mig, men du er en aand." — Og nu staar han der igjen;
den eneste forstaaende, jevnbyrdige sjæl, han havde truffet i sin fattige
tilværelse, røvet fra ham. „Aa, du lille skikkelse," klager han, „du
lille sjæl, der vandrede med min! Der saa s’aa frygtløst ned i
dybderne, er du da ikke mere, for altid, for evig!"
Tilsidst finder han trøst, en fattig trøst synes mig. „Det er kun
individet, eier gaar under, det hele blir. For den lille sjæl, der skriger
høit efter en fortsat personlig tilværelse for sig og sine kjære, er der
ingen hjælp. For den sjæl, der ikke mere kjender sig som et enkelt
væsen, men som en del af den fælles enhed, hvoraf den elskede er en
del, som føler inden i sig det almene liv banke, for den sjæl er der
ingen død." —
Og saa sovner han ogsaa en dag ind i solskinnet for bestandig, og
igjen er de herlige ubrugte kræfter ødet, den dristige tankeflugt endt.
Der gaar en tone af bitterhed og trøstesløshed gjennem den hele
bog; man kunde sætte som motto over den en linie, der forekommer
etsteds, om et insekt, der uforvarende blir knust af et større. „Og det
var bare leg, og ingen kunde sige, hvad det havde levet og arbeidet
for. Et stræv og et stræv, og saa endte det i ingenting."
En kritisk eftergaaelse kunde finde mange ting at udsætte paa i
denne bog. Den er sammenhængsløs og taageagtig, vi ser ikke
karaktererne i en klar udvikling, men i glimt og sprang; personer dukker
op for straks igjen at forsvinde. Kanske har forfatterinden en vis ret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
