Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209-
Hovedindvendingen mod kommunismen er, at den tilintetgjør
ansvarligheden og følgelig opofrer enten retfærdigheden eller friheden.
Retfærdigheden, praktisk opfattet, betyder at give enhver det, som
tilkommer ham, cnique suum. Til enhver efter hans fortjeneste og
arbeide er en meget gammel læresætning, som alle nationers
samvittighed altid har anerkjendt. Det er ansvarlighedens princip og
grundlaget for enhver moral. Hvis du gjør vel, skal du høste din belønning;
gjør du ondt, faar du straf; thi dette er følgerne af dine egne
handlinger, gode eller onde.
Heraf følger da, at statsøkonomiens udgangspunkt skulde være:
„Til enhver arbeider hans frembringelse, hans hele
frembringelse og intet uden hans frembringelse." Den sociale
organisations store problem er at virkeliggjøre denne retfærdighedens
formel. Hvis denne engang fik anvendelse, vilde fattigdom og
rigdom, elendighed og dovenskab, ondskab og rovgjerrighed, stolthed og
trældom forsvinde fra vor midte. Kommunismen ignorerer fuldstændig
disse første principer, hvis erkjendelse er civilisationens stadige
anstrengelse og ædle maal. Efter kommunismens system er det til en
mands fordel at gjøre saa lidet arbeide som mulig; lasten belønnes,
og dyden opofres. Uden ansvarlighed blir moralitet et ord uden
mening. Hvorledes skal da et saadant system som kommunismen
opretholdes? Der er kun en maade: stramt at gjennemføre straffelovbogen,
det vil sige, indrette en fuldstændig skala af bøder og straffe, regulere
alle handlinger i det private liv, dele arbeiderne i brigader under en
opsynsmands vilkaarlige befalinger eller underkaste alle spørgsmaal om
produktion almindelige afstemninger og straffe enhver forsætlig
dovenskab. Det blir da at erstatte den naturlige trang til arbeide med frygt
for fængsel. Tager man væk den individuelle ansvarlighed, blir
samfundet et vældigt hjul, der holdes i bevægelse med magt. Stuart Mill
kan ikke andet end indrømme, at under det kommunistiske system
„hver person stadig vilde søge at unddrage sig sin andel af arbeidet",
om han end paastaar, at den samme ulempe eksisterer „under det
system, efter hvilket nitiendedelen af samfundets arbeide nu ledes".
Denne fremragende statsøkonoms forsikring besidder visselig et værd,,
som vi ikke vil bestride; dens anvendelse paa det nuværende system
er utvilsom, men den retfærdiggjør derfor ikke kommmunismen, der
kun vilde øge manglerne istedetfor at fjerne dem.
Jeg mener altsaa, at Mill har uret, naar han sammenfatter sin
slutning i følgende ord: „Jeg tror, at det for nærværende er et aabent
spørgsmaal, i hvilken udstrækning arbeidsevnen vilde mindskes ved
kommunismen, ja endog, om det overhovedet vilde blive tilfældet."
Jeg tror paa den anden side, at det for nærværende er fuldstændig
sikkert, at intet uden glødende religiøs følelse, kan bevæge menneskene
til ganske at opgive sine private interesser og sin egen fri vilje for
samfundets bedste. Eksperimentet er oftere gjort. De, som har lagt
religiøs overbevisning som grundlag for sin sammenslutning, har
nogle gange havt lykken med sig; de andre har uden undtagelse været
uheldige.
Kommunismen er snarere en protest mod det bestaaende, end et
organiseret system. Som vi kan se, er dens læresætninger blottet for
ethvert hensyn til menneskets instinkter. Den gjør sig ingen møie med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
